12. mar. 2026 Berlingske
Hvordan går æreskultur i spænd med en vestlig verdensorden baseret på individualitet?
Meget dårligt, viser erfaringer fra både fagfolk, der står midt i kulturmødet, og fra mennesker, der er vokset op med æreskultur, og som forsøger at opnå den frihed, som flertallet i den individbaserede kultur nyder. De er i en evig indre kamp.
Kritik af æreskultur er tabu, mener Sofie Danneskiold-Samsøe. Det mærkede hun pludselig på egen krop
Forskere og undervisere, der burde møde æreskultur med faglig åbenhed og kritisk engagement, reagerer i stedet med mørklægning og kollektiv udskamning. Det vil skade Danmarks værdibårne sammenhængskraft for alle borgere, skriver Sofie Danneskiold-Samsøe, der er nomineret til Fonsmark-prisen, i dette essay.
Sofie Danneskiold-SamsøePh.d. og lektor ved Københavns Professionshøjskole
»Jeg troede, du aldrig ville spørge.« Sådan svarede Rabab på mit spørgsmål, om hendes mand, Wahid, slog hende.
Gennem et år besøgte jeg jævnligt Rabab for at få indsigt i dagligdagen som flygtning fra Saddam Husseins brutale styre.
Der var rart i Rababs stue, hvor vi drak sød te, fugle pippede i deres bur, og minder om hendes barndom i Basra i Irak fik hende til at smile.
Men farer lurede.
Jeg havde set, hvordan Rabab kun forlod hjemmet iklædt hijab og abaya og i følgeskab med sin mand eller sønner. Hvordan alle vinduer var tildækket af gardiner. Selv glughullet i hoveddøren var beklædt.
Rabab beskrev sin tilværelse som håbløs og trist, men først da jeg spurgte direkte, fortalte hun om Wahids vold mod hende og børnene. Hun havde overvejet krisecenter, men turde ikke. Hendes svigerinde var taget på krisecenter og var nu skræmmebillede for alle familiens kvinder.
Fra at undersøge fortællinger om vold i Iraks torturfængsler – som blev beskrevet indgående i poesi, politiske debatter og private samtaler – satte jeg mig for at undersøge den skjulte vold i familierne. For når man som antropolog møder tavshed, bør det vække faglig nysgerrighed.
Jeg opsøgte de irakiske kvinder, jeg havde mødt i mit feltarbejde, og når de var alene, bad jeg dem fortælle om deres erfaringer med vold. Sammen med kolleger interviewede jeg kvinder på krisecentre samt fagpersoner, der var vidne til volden.
Det gik op for mig, at »familien betyder alt«. At den sociale kontrol fra slægtninge og det etniske bagland gav voldsudøvere frit lejde. At volden var alment accepteret og endda tilskyndet.
Det var Rababs svigermor (som også er hendes faster), der opfordrede Wahid til at sætte sin unge kone korporligt på plads, da hun som nygift flyttede ind hos sin svigerfamilie.
Siden har social kontrol – og den æreskultur, der ansporer til kontrollen – været mit forskningsfelt.
Æresrelateret social kontrol
Æresrelateret social kontrol udøves for at opretholde eller genoprette slægtens omdømme. Æren afhænger ikke alene af den enkeltes egne handlinger, men af familiens og baglandets handlinger. Derfor kan det forekomme nødvendigt at overvåge og kontrollere andre.
Forståelsen af ære som et kollektivt anliggende strider imod den gængse forståelse i Danmark, hvor den enkeltes omdømme afhænger af egne gerninger. Det er en del af en større kulturel verdensorden, der også omfatter seksualitet, kønsnormer og arbejdsdeling.
Så hvordan går æreskultur i spænd med en vestlig verdensorden baseret på individualitet?
Meget dårligt, viser erfaringer fra både fagfolk, der står midt i kulturmødet, og fra mennesker, der er vokset op med æreskultur, og som forsøger at opnå den frihed, som flertallet i den individbaserede kultur nyder. De er i en evig indre kamp.
Selv dem, der personligt gør op med æreskultur, kan sjældent undslippe omgivelsernes overvågning og sociale sanktioner. Ikke uden at miste forbindelsen til deres ophav.
Det har rørt mig at møde de skæbner, men i mange år berørte det ikke mit eget liv. Jeg var på feltarbejde blandt flygtninge, der boede få kilometer fra mit eget hjem, men vi kunne lige så godt have boet på hver sin ende af Jorden.
Men i takt med at flere studerende har rødder i MENAPT-lande, møder jeg også æreskultur og social kontrol i mit virke som underviser.
Minoritetsetniske studerende fortæller mig om studiekammerater, der udskammer dem for at være »dårlige muslimer«. Etnisk danske studerende fortæller, at de ikke tør sige noget i plenum, hvis undervisningen berører spørgsmål om kultur og religion – af frygt for negative reaktioner.
Drabet på en underviserkollega
Et vendepunkt for uddannelsessektoren kom 16. oktober 2020. I en forstad til Paris fik skolelæreren Samuel Paty skåret hovedet af på åben gade af en ung tjetjener ansporet af en kampagne i islamiske miljøer.
Forinden havde Paty vist Charlie Hebdos Muhammed-tegninger for sine elever i 8. klasse som del af Frankrigs obligatoriske undervisning i medborgerskab.
Jeg spurgte mig selv, hvordan vi kan forhindre, at noget lignende sker herhjemme?
Flokimmunitet var på dagsordenen efter coronapandemien. Jeg tænkte, at hvis mange lærere viser Muhammed-tegninger, ville vi ikke udgøre enkeltstående mål.
Sofie Danneskiold-Samsøe blev indstillet til Fonsmark-prisen for »sin vigtige og modige frontlinjeberetning om værdisammenstød i de institutioner, der former Danmark. Med stærke reaktioner til følge. Lige så vigtig som Frederik Vads tredje erkendelse.« Foto: Søren Bidstrup
Jeg lagde derfor Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegninger på Facebook og skrev:
»Fremover vil Muhammed-tegningerne indgå som en del af min undervisning. Jeg opfordrer andre undervisere til det samme i respekt for vores modige kollega i Paris. Og for at sikre grundlaget for vores arbejde: ytringsfriheden.«
Derfra gik det hurtigt, og opslaget blev i løbet af få timer delt i grupper, jeg ikke kendte, og på sprog, jeg ikke forstod.
Der kom en bølge af voldsomme kommentarer som for eksempel »slet de billeder nu – for din egen skyld« og »du er bare en foragtelig hund, jeg håber også at høre dårlige nyheder om dig«.
Den sidste kommentar mindede mig om ordet »helvedeshund«, som drabsmanden brugte om Paty, da han tweetede et foto af hans afhuggede hoved.
Jeg kontaktede politiet, som rådede mig til at slette opslaget, hvilket jeg gjorde. På opfordring fra PET fik jeg hemmelig adresse, jeg gik forskellige ruter til og fra arbejde, jeg fjernede mit navneskilt og personlige fotos fra mit kontor, og receptionisten lovede ikke at vise fremmede vej til mig.
188 kolleger går i aktion
Ellers passede jeg mit arbejde. I ny og næ blev jeg kontaktet af pressen, som ville høre om social kontrol.
En dag i foråret 2024 ringede Politiken for at høre, om jeg kunne genkende det billede, Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, havde tegnet af nogle personer med indvandrerbaggrund, der undergraver det danske samfund indefra.
Det handlede om, »hvilken pædagogik, hvilken kultur og hvilken ånd de mennesker, der er i fronten i vores velfærdssamfund og i vores civilsamfund, er bærere af«.
Jeg kunne komme i tanke om flere eksempler, hvor socialrådgiverstuderende giver udtryk for værdier om ære og religion. Jeg påpegede, at der netop var tale om eksempler, for en samlet undersøgelse fandtes ikke. Derfor var det svært at sige noget om fænomenets omfang.
P1 Morgen fulgte op med samme spørgsmål. For mig var det bare endnu en dag på kontoret, og jeg gentog blot det, som forskningen viser om æreskultur.
Det nye var, at jeg også så tegn hos studerende på min egen arbejdsplads. For eksempel socialrådgiverstuderende, som vil undlade at anbringe børn for ikke at »ødelægge familier«.
For mange af mine kolleger og studerende var mine svar oprørende. I hvert fald modtog jeg få dage efter en e-mailsendt til alle 1.800 undervisere på Københavns Professionshøjskole med emnet »HASTER! Vil du være medunderskriver på et debatindlæg om mistænkeliggørelse af studerende?«.
Godt en uge senere blev indlægget bragt i Information underskrevet af 188 kolleger, herunder mine tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter. Også Berlingske bragte et indlæg fra 21 kolleger fra mit eget institut, og Information bragte endnu et indlæg fra 25 kolleger på socialrådgiveruddannelsen i Odense og Vejle.
Samtidigt blev jeg bekendt med en lukket Facebook-gruppe oprettet af studerende med formål om at »tage aktion« mod mig. Hvad det betød, fremgik ikke.
Siden tog ledelse og tillidsvalgte initiativ til samtaler, dialog- og debatmøder for at »håndtere mediesagen«, som kampagnen blev kaldt.
Her fortalte flere kolleger, at de frygtede, at studerende såvel som offentligheden kunne tro, at de delte mine »holdninger«. En gruppe af studerende forlangte, at jeg skulle trække mine udtalelser tilbage og undskylde.
Mørklægning og moralisme
Her to år efter bliver jeg ofte spurgt, om der er »faldet ro på«. Det er der kun i den betydning, at få taler om sagen og i så fald med forsigtighed.
Samtidigt trænger kultursammenstød blandt studerende sig på og bliver stadigt sværere at ignorere. Mine kolleger taler nu om den »uro«, der er, »når klasserummet knitrer«, og studerende har »minoritetsstress«. Nogle kolleger ser en løsning i at skabe »safe spaces« i uddannelsens »mangfoldighedsfællesskaber«.
Det minder mig om forskerkolleger, som gennem årene har advaret mod at studere vold i etniske minoritetsfamilier, fordi man dermed risikerer at dæmonisere indvandrermænd og bekræfte stereotype billeder af »etniske andre«, selvom analyserne er nuancerede og underbygget af data.
Det minder mig også om to ministerbestilte undersøgelser, der fejlede i at tilvejebringe den politisk efterspurgte viden.
Den ene var undersøgelsen »Magt og (m) ulighed« fra 2020 foretaget af forskere fra RUC, som jeg sammen med en kollega kritiserede i Weekendavisen.
Den anden var VIVEs undersøgelse af lærernes selvcensur fra 2025. Her sad jeg med i referencegruppen, hvor jeg sammen med andre medlemmer undervejs forgæves forsøgte at kvalificere arbejdet, inden vi efter udgivelse gjorde vores kritik offentlig.
Sofie Danneskiold-Samsøe er en stærk kritiker af forskningsverdenens blinde vinkler, hvad angår æreskultur og social kontrol i muslimske miljøer. Foto: Søren Bidstrup
Konsekvenserne af forskernes forsømmelse rammer ikke kun ofrene for æresrelateret social kontrol, men i høj grad også de fagfolk, der møder dem i deres arbejde.
Når forskere undlader at forske i æreskultur og i stedet fortæller om »andetgørelse«, »racialisering« og »farveblinde vinkler«, efterlades fagfolk uden analytiske redskaber og fagsprog og med en følelse af, at det er dem, der ser og gør noget forkert. Resultatet er berøringsangst og handlingslammelse.
Samtidig overlades ofrene for social kontrol til de løsninger, som de æreskulturelle fællesskaber tilbyder.
For eksempel fandt Rabab en kulturel acceptabel løsning på den undertrykkelse, hun oplevede som hustru og svigerdatter: Hun fik selv en svigerdatter, hun kunne kanøfle – og dermed en ny og mere magtfuld status som svigermor.
Der er altså en mangel på kritisk forskning, som burde danne grundlag for oplyst udfordring, analytisk udrustning af fagfolk »på gulvet« og oplysning til samfundet som helhed.
Denne forskerforsømmelse svigter ikke kun de selvsamme mennesker, den bilder sig ind at beskytte.
På en større samfundsskala og i et længere tidsperspektiv skader forskernes undladelsessynder også vores institutioner for velfærd, viden og dannelse og dermed Danmarks værdibårne sammenhængskraft for alle borgere – uanset kulturel herkomst.
***
Se også Ann-Christine Hjelm her på hjemmesiden, for domme i Sverige.