Begrebet ’respublica’
i historisk lys
Begrebet res publica opstod
i Romerriget, som i næsten 500 år havde en republikansk
forfatning.
I republikkens tid (510-29 f. Kr.) var romerne primært kreative
med hensyn til jura og organisering af øvrigheden. Den romerske
mentalitet var praktisk, konservativ og præget af respekt for
traditionerne og for autoritet, så res
publica var en fællesskabsfølelse, der
manifesterede sig i en statsmagt, som blev adlydt. Dels fordi borgerne
konkret var mødt frem og havde godkendt den, dels fordi den alene
sikrede samfundet og dermed privatlivet - res privata. Alligevel var
mentaliteten fortsat stærkt kollektivistisk og - især for
romerne - meget konkret og materielt orienteret. Romerne byggede således
praktiske akvadukter, der fungerede efter hensigten i århundreder
og stadig fylder i landskabet.
Det er for den republikanske tids vedkommende svært at adskille
stat og samfund. Men gradvist opstod visse udøvende instanser,
der kan betegnes som statsmagt - og for så vidt en organiseret
res publica i modsætning
til res privata.
Politisk kultur i Rom var anti-idealistisk og anti-ideologisk. Når
noget nyt blev introduceret, var årsagen fænomenets praktiske
anvendelighed, og anledningen var sædvanligvis, at en eller anden
katastrofe truede lige om hjørnet. Især var den anden "puniske"
krig (221-202) en rædselsfuld oplevelse, idet Hannibal simpelthen
invaderede Italien. Romerne stod overfor total undergang. Men der var
også andre dramatiske begivenheder.
Romersk sammenhold havde ikke meget at gøre med kristen medmenneskelighed
og slet ikke ’kærlighed’. Hvis man fx betragter de
fremragende portrætbuster på Glyptoteket i København,
ser man nogle uhyre nøgterne mennesker. Res
publica var stenhård nødvendighed og et
kulturelt-institutionelt forsvar mod både indre og ydre fjender.
Baggrunden var en rå hverdag med evig trussel om massiv og vilkårlig
voldsanvendelse. Øvelsen gik ud på at skabe og bevare et
sammenhold, der var stort nok til at forene et enormt multi-etnisk imperium,
men smidigt nok til at give plads til res privata og dermed også
en stræben efter velstand og intellektuelle og æstetiske
sysler. Den lykkedes gennem meget lang tid. Derfor har Rom også
sat sig så dybe spor, og det i en grad så at vi stadig er
påvirket af denne præstation, som går under betegnelsen
’pax romana’.
Den romerske republik kan strengt taget ikke betegnes som et demokrati.
De procedurer, der kendetegner en sådan styreform i oldtidens
græske byer og i de moderne nationalstater, gjaldt ikke i Rom.
Men res publica byggede
på en forestilling om et fælles bedste, et sammenhold og
et sæt regler for overdragelse af beføjelser til regeringen,
for udstedelse af love og for udnævnelse af dommere, embedsmænd
og hærførere. Under såvel republikken som det konstitutionelle
monarki var alle frie romerske mænd statsborgere, og denne ordning
blev efterhånden udbredt til provinserne og de andre selvstyrende
bystater (kommuner) i hele imperiet. År 212 e. Kr. fik alle frie
mænd romersk statsborgerskab.
Republikkens to sidste århundreder var et inferno af borgerkrig,
klassekamp og statskup. Længselen efter fred og politisk stabilitet
gjorde det muligt for Octavian i år 29 før Kr. at oprette
en art konstitutionelt monarki, det såkaldte principat.
Octavian modtog af Senatet titlerne Cæsar
Augustus og blev desuden udpeget som folketribun og
øverstkommanderende for militæret. Republikken - i moderne
forståelse - var hermed blevet afskaffet, men Romerriget var stadig
et res publica, hvilket
bl.a. fremgik af, at både den enkelte borgers og kejserens personlige
ejendom og anliggender blev kaldt res
privata.
Også regeringsmyndigheden blev fortsat udøvet i henhold
til nedskrevne og alment kendte dekreter og love, der respekterede den
enkelte borgers ret til ejendom og sikkerhed. Idealerne fra Republikken
levede således videre, og kejseren var både formelt og uformelt
forpligtet overfor res publica.
Res
publica som politisk kultur og som et system af institutioner
dukkede senere op i Vesteuropa med de selvstyrende bystater. Og med
udbredelsen af folkesuveræniteten og sekulariseringen i slutningen
af 1700-tallet blev en række af den vestlige civilisations republikker
og monarkier ordnet i henhold til forfatninger. Den nødvendige
omformning af magt til autoritet
har dermed stadig et romersk præg - i dag indenfor demokratiske
rammer.
Begrebet og/eller holdningen ’solidaritet’ spiller en afgørende
rolle i denne sammenhæng. Solidaritet var og er statsborgernes
indbyrdes sammenhold og deres vilje til at forhandle og nå kompromis'er
i stedet for at bruge vold. Den bygger på respekt - ligefrem ærefrygt
- for love og udpegede ledere og udtrykker dermed en patriarkalsk pligt-ethos.
Res publica tilhører
på én gang juraen, institutionerne og kulturen. De romerske
borgere underkastede sig en fælles disciplin, som inkarneredes
af prætorer og magistrater - og i krig en imperator. Det romerske
geni var at kombinere lydighed med legalitet og legitimitet. Så
i den forstand var det regeringsmyndigheden, der organiserede sammenholdet
og lovenes håndhævelse.
I dag kan vi ikke undgå at anskue enhver statslig magtinstans
med en vis skepsis på grund af de uhyrlige totalitære ulykker
i det 20. århundrede. Men Rom og romerretten har fortsat en kolossal
betydning, fordi vi i dag stadig til en vis grad er romere. Vi tager
det nemlig som en selvfølge:
• at lovene er offentligt tilgængelige
• at både mænd og kvinder kan have fast ejendom, vidne
i en proces og udøve myndighed
• at borgerne tilsammen udgør et retsfællesskab
• at love skabes af mennesker - for mennesker
• at magtudøvelse skal legitimeres gennem vedtagne procedurer
og gennem konsensus fra borgerne.
Med
afsæt i res publica har en kreds
af borgere dannet en forening med navnet ResPublica-kredsen
Formålserklæring
ResPublicakredsens formål er at bevare og værne retsfællesskabet,
demokratiet, individets frihed under ansvar og ligestillingen mellem
kønnene. Opretholdelsen af demokrati og retssikkerhed forudsætter
borgernes kulturelle og sproglige fællesskab og samhørighed
i loyalitet overfor Grundloven. Arbejdskredsen vil derfor styrke demokratisk
ansvarlighed og forsvare sækulariteten i lovgivning, nyhedsformidling,
offentlig forvaltning, retspleje, undervisning og forskning.
Respublicakredsen er hjemmehørende på Frederiksberg.