journalist Niels Lillelund
“Efter terrorangrebet på Charlie Hebdo var jeg i huj og hast blevet sendt til den franske hovedstad, hvor jeg takket være en dygtig kollega fik et interview med en utilbørlig mand, der havde overlevet og dog var blevet straffet grusomt for sine utilbørligheder.
(…) tidligere chefredaktør for Charlie Hebdo, en venligt udseende mand, tynd, nærmest mager udstyret med kaffe og cigaretter, grå af sorg og træthed :
»Hvorfor bærer vi over med dens undertrykkelse af kvinder, forfølgelse af homoseksuelle – og venstrefløjen forsvarer det. Hvoraf denne vanvittige situation? Og nu jøderne … jøderne under krigen – det var noget andet i Danmark. I Frankrig havde vi Vichy-regeringen, der var indforstået med jødernes deportation, en skamplet. Men nu flygter jøderne igen. 7.000 jøder rejste sidste år. De flygter fra den radikale islamisme. Da de flygtede eller blev deporteret dengang under krigen, kaldte vi det senere en national tragedie. Nu kalder vi det – ingenting, for ikke at stigmatisere.« Sagde han med en stemme, der var så lille, så lille.
Han talte om ofrene for et ubeskriveligt had, og det er jo ikke tilfældigt, at netop Paris er blevet så hårdt ramt af den islamiske terror. Her findes alt det liv, de hader – larm, caféer, cigaretter, høflighedsfraser og uforskammetheder, plakater, protester og rasende dyt og båt. Folk tillader sig alt muligt. Læs resten →