Fra totalitær heldagsskole til faglig fornuft

Folkeskolen.

Børn og unge bliver dygtigere af at øve sig og af at læse og skrive hele tiden. Fordybelse er uforenelig med knæfaldet for iPads, tablets og andet IT-udstyr. Der skabes ro ved, at læreren gør det helt klart for sine elever, at vi er sammen for at tilegne os lærdom.

af LONE NØRGAARD Lektor, cand. mag. medlem af Rønshovedgruppen, der beskæftiger sig med erkendelse og pædagogik.

Jeg har gennem det sidste års tid arbejdet hårdt på at blive klogere på undervisningsminister Christine Antorinis (S) kamikazeprojekt: Indføringen af en totalitær heldagsskole. Og heureka – jeg tror, jeg har knækket koden.

Den totalitære heldagsskole har set dagens lys, fordi omkring 15 procent elever forlader folkeskolen som mere eller mindre funktionelle analfabeter.

Det kan »samfundet« ikke goutere, og det skal skolen gøre noget ved. Værst ser det ud for tosprogede (læs desværre: halvsprogede) drenge, hvor over halvdelen forlader de københavnske skoler efter 9. klasse uden at kunne læse en bog. Svaret på miseren er en klassiker i den abstrakte ligestillings navn: Alle skal med på vognen, også selv om de 80 procent andre skal betale prisen for de 20 procents manglende formåen. Hellere ligestillet uvidenhed end faglig dygtighed for færre.

Samtidig legitimerer folkeskolereformen med sit ukloge krav om lærernes tilstedeværelsespligt, at forældrene ikke mere skal tage ansvar for børnenes (ud) dannelse. Den helt nødvendige modstand, som et barn ellers bør møde hos sine forældre i form af pligter – i øvrigt forudsætningen for at opbygge en stærk jegfølelse – går dermed yderligere tabt. Med henvisning til, at mange (indvandrer) forældre ikke kan hjælpe deres børn. Så skal vi andre altså åbenbart heller ikke have lov. Med i regnestykket hører i sandhedens navn også, at en del to-karriere-familier har interesse i at slippe for konflikter med deres børn om lektielæsning. Det er lettere at lade afkommet spille computerspil end at holde Peter til ilden med hans danske stil.

Børn og unge bliver imidlertid ikke dygtigere af at få flere timer. Tværtimod. De bliver dygtigere af at øve sig, af at træne de samme (kedelige!) opgaver, af at læse og skrive hele tiden og af at fordybe og koncentrere sig. Fordybelse er uforenelig med knæfaldet for iPads, tablets og andet IT-udstyr, der i min erfaringsbaserede optik alene skal fungere som hjælpemiddel, når de faglige mål gør det hensigtsmæssigt.

Der skabes heller ikke ro i timerne ved, at lærerne går i mesterlære hos Casper Christensen, Lotte Heise og Jan Gintberg og hele tiden tilstræber, at stoffet glider ned som en lille nougat-guf-guf. Efter devisen: Alt til lyst og underholdning. Der skabes ro ved, at læreren gør det helt klart for sine elever, at vi er sammen for at tilegne os lærdom, at der er nogle færdsels-og spilleregler i klasseværelse og grupperum, og at det er læreren, der udmønter de regler. De elever, som ikke kan finde ud af at overholde reglerne skal ikke inkluderes, de skal ekskluderes.Også for at de resterende elever kan se, at der er konsekvens i foretagendet.

NU KOMMER JEG så til det mest ubehagelige i mit kodeknækkeri: En række (folkeskole) lærere (jeg aner ikke hvor mange) har selv været lidt med til at bidrage til ulykkerne alias de katastrofale uddannelsesreformer.Hvordan det? Jo. Det er for første gang gået op for mig i al sin gru, at den ikke-formulerede begrundelse for, at jeg ikke kan få lov til at bedrive min undervisning som privatpraktiserende lærer, men skal bruge kostbar tid på at arbejde i teams, er: 1. Alle lærere er åbenbart ikke mere i besiddelse af de uddannelsesmæssige kvalifikationer, som gør, at de kan træde frem som (faglig) autoritet over for eleverne. Udtrykket »privatpraktiserende lærer« er udtænkt som skældsord, men er snarere et ridderslag, der viser, at JEG tager ansvaret for, hvad der foregår i MINE timer. Det ansvar skal ikke tørres af på en anden lærer.

2. Lærerteams betyder, at hvis en lærer bliver syg, kan en anden i teamet træde til. Fint nok – men jeg har altså ikke haft mere end to sygedage på 30 år. Så heldige er ikke alle, så hvorfor ikke lave en flerstrenget model? Lad dels de mere helbredsmæssigt skrøbelige, dels dem med en måske lidt lavere arbejdsmoral arbejde i teams. For ja, det her handler også om arbejdsmoral og om, at en lønarbejdertankegang i forhold til det kald, som lærergerningen er / burde være, er dræbende. Her kunne Danmarks Lærerforening måske komme lidt mere på banen med den kaldstanke, som jeg heldigvis ved, at de fleste lærere stadigvæk har? De nye generationer har lidt et væsentligt traditions-og kulturtab. Det har de bl. a., fordi faget ikke mere er i centrum, og fordi den lærer, der brænder for at formidle sine fag på højt niveau, er blevet sortstemplet med ovennævnte idioti »privatpraktiserende«. Hvori det private består, har jeg aldrig rigtigt forstået. Undervisningen, der er bundet op på en bekendtgørelse og formidling af faget, fungerer i et samarbejde med 20-32 elever, som i deres adfærd og reaktionsmønstre såvel direkte som indirekte »melder tilbage« til læreren. I gymnasiet med eksamen som den ultimative test. Hvor privat er det lige? SÅ HER ER mit bud på en mere farbar vej frem: 1. (Folkeskole) lærerne skal arbejde systematisk på at fortjene befolkningens respekt, hvilket som sidegevinst vil tilbagegive tidligere tiders naturlige autoritet. Det skal bl. a. ske ved, at nye lærerstuderende skal have topkarakterer for at komme ind på uddannelsen. I tiden frem til, at denne højt kvalificerede lærergruppe vinder terræn, skal folkeskolelærerne opkvalificeres med præcis den relevante efteruddannelse, som hin enkelte skønner er forudsætning for at kunne træde frem med myndighed og autoritet 2. Fokus på nødvendigheden af basale faglige kundskaber og den personlige (ud) dannelsesproces fremfor såkaldte anvendelsesorienterede kompetencer og rummelighed (inklusion). Læs: Plads til alle – der VIL! Selvfølgelig handler det her om økonomi, men jeg kan forsikre fx Venstre, Dansk Folkeparti og SF om, at man ville opnå langt bedre resultater i folkeskolen og de gymnasiale uddannelser ved at lytte til de folk, som står med fødderne solidt plantet i den daglige undervisningspraksis frem for spæklaget af erfaringsløse pædagogiske forskere og embedsfolk.

Christine Antorini er nok tabt. I hvert fald har jeg aldrig hørt en politiker fyre så mange floskler af om faglige løft i folkeskolen med så lidt forbindelse til virkeligheden.Sørgeligt, men sandt.

Trykt i Berlingske 26.05.2014

Dette indlæg blev udgivet i Nørgaard,Lone, Pædagogik / Sprog / Opdragelse, seneste. Bogmærk permalinket.