Introduktion: I Københavns Amt er behandling og udredning af børn med mental retardering centraliseret på Center for Handicappede, børneafdelingen, Amtssygehuset i Glostrup. Hensigten med denne opgørelse var at klarlægge, om frekvensen af indvandrerbørn med mental retardering i Københavns Amt er forøget i forhold til hos baggrundsbefolkningen, og om en eventuel forøgelse kunne tilskrives konsangvinitet.

Materiale og metoder: Der er foretaget en gennemgang af journalmateriale på børn i aldersgruppen 0-20 år med ikkedansk efternavn, hvor begge forældre er udlændinge.

Resultater: Der var signifikant flere indvandrerbørn tilknyttet Center for Handicappede end forventet ud fra baggrundsbefolkningen i Københavns Amt, hvor 14% af børn og unge i alderen 0-20 år har indvandrerbaggrund mod 16,6% på Center for Handicappede, hvilket er en overhyppighed på 18,5%. Halvdelen af børnene stammede fra konsangvine forhold. Sammenlignede man familierne, hvor der forelå konsangvinitet med familier uden, forekom mental retardering hos flere familiemedlemmer i 43,6% af de konsangvine familier, men kun hos 14,2% i de ikkekonsangvine familier. En sandsynlig ætiologisk diagnose kunne påvises hos 21,5% af børn af konsangvine forældre mod 49% af børn af ikkekonsangvine forældre. I hele gruppen af indvandrerbørn fandt man Downs syndrom hos 3,2% mod hos 10,7% af de danske børn med mental retardering.

Diskussion: Der er en overhyppighed af mental retardering hos indvandrerbørn i Københavns Amt. Årsagerne hertil er ikke kendte, ligesom ætiologiske faktorer til mental retardering generelt er ukendte for en stor andel af børnene. Konsangvinitet er en sandsynlig risikofaktor for mental retardering, især når det allerede forekommer i familien. Dette er i overensstemmelse med resultaterne i tidligere udenlandske undersøgelser.

Danmarks befolkning er i de seneste 10-15 år blevet multietnisk, og andelen af indvandrere samt efterkommere af indvandrere udgør nu 7,5% af hele befolkningen. I Københavns Amt og i Københavns Kommune udgør indvandrere og efterkommere af indvandrere en relativt større andel af befolkningerne, og indvandrerbørn ses hyppigt på børneafdelingerne disse steder.

Der har i de seneste år været fokus på en stigende forekomst af indvandrere blandt handicappede og mentalt retarderede (MR) børn på specialskoler, institutioner og hospitaler. Blandt årsagerne hertil er nævnt konsangvinitet; dvs. det forhold, at man er blodsbeslægtet med sin ægtefælle fra tipoldeforældregenerationen og frem (1).

Center for Ligebehandling af Handicappede udgav i sin årsberetning januar 2001 et supplement vedrørende »Vidtgående specialundervisning til handicappede med anden etnisk baggrund« – ifølge denne rapport, der er baseret på en spørgeskemaundersøgelse, er der en overrepræsentation af tosprogede børn i den vidtgående specialundervisning, idet 17% af de elever, der fik specialundervisning i Københavns Amt, var tosprogede mod 13% tosprogede elever i folkeskolen. Der var en overrepræsentation af tosprogede elever, som var visiterede pga. generelle indlæringvanskeligheder, dvs. børn, som var intellektuelt funktionshæmmede, men da der samtidig var en kraftig underrepræsentation af tosprogede elever i kategorien adfærdsvanskeligheder og psykiske vanskeligheder, såsom autisme, i forhold til danske børn, medførte det, at der på landsplan kun var en mindre overrepræsentation af tosprogede elever, der fik specialundervisning, i forhold til tosprogede elever i folkeskolen (2).

I flere internationale undersøgelser har man påvist en øget forekomst af medfødte misdannelser (MM) hos børn, der er født i konsangvine ægteskaber, samt en øget spædbarnsmortalitet (3-8). Det er velkendt, at metaboliske lidelser med autosomal recessiv arvegang kan findes hyppigere i befolkninger, hvor der er en høj frekvens af blodsbeslægtede ægteskaber (9-11).

Da årsagerne til MR for en stor dels vedkommende (10-60%) er ukendte, kan det umiddelbart være svært at påvise, om en øget forekomst kan tilskrives konsangvinitet (12-14).