Af Carsten Ringsmose
Trykt i Fyens Stiftstidende den 2 februar 2005
Hvad skal en ansvarlig, demokratisk medborger gøre, hvis han lever i et land, hvor intet fungerer, hvor leveforholdene er utålelige og udviklingen er gået i stå? Dette interessante spørgsmål kan besvares på to måder: Det ene svar er, at rejse et andet sted hen, og det andet svar er, at indlede en politisk kamp for på demokratisk vis at skabe bedre forhold.
Jeg er selv tilhænger af den sidstnævnte løsning, for hvis man tager demokratiet alvorligt, så medfører det også et ansvar. Som demokrat må man søge løsninger på foreliggende problemer. Man kan ikke blot afvente, hvad andre gør, for alle ansvarlige demokrater har samme pligt til at tænke kritisk og selvstændigt, og fremkomme med forslag til løsning af problemerne. Denne holdning karakteriserer mennesker, der betegnes som “progressive” – altså som initiativtagere til positiv udvikling, til fremskridt.
Mine overvejelser vedrørende dette problem skyldes den iagttagelse, at alle de politiske partier i Danmark, der traditionelt betegner sig selv som “progressive”, altså partierne fra de (såkaldt) radikale over socialdemokraterne til og med hele “venstrefløjen”, åbenbart er tilhængere af den nemme, overfladiske holdning til sociale problemer: “Rejs et andet sted hen!”. Det siger de ikke direkte, men de demonstrerer alligevel dette synspunkt ved, at de åbenbart helst ser, at folk fra lande med dårlige forhold frit skal kunne tage ophold i Danmark. Det blev klart og direkte udtrykt af forhenværende udviklingsminister Anita Bay Bundegaard, og når vi ikke hører mere fra hende, så skyldes det ikke kritik fra hendes eget eller de øvrige “progressive” partier, men derimod, at vælgerne sendte hende “ud i kulden”.
Umiddelbart – før man har tænkt sig om – vil ethvert menneske stille sig positivt an og blot sige velkommen til de fremmede, der søger ophold i Danmark. Men hvis man tænker blot en lille smule over problemet, så vil man hurtigt indse, at selve muligheden for “at rejse et andet sted hen” meget alvorligt modvirker – eller ligefrem forhindrer – løsningen af sociale problemer i svage lande, fordi enhver med en smule initiativ og penge straks vil rejse til et bedre land. På den måde mister svage lande en række afgørende forudsætninger for en positiv udvikling: Dels mister de presset fra nødvendigheden af overhovedet at løse problemerne, som nu i stedet eksporteres. Og de mister de initiativrige og handlekraftige, økonomisk stærke medborgere, der ellers skulle gå forrest i de politiske bestræbelser for etableringen af bedre forhold. Virkningen er også, at problemerne gennem eksport til andre lande “fortyndes” så meget, at nødvendigheden af en løsning bliver nærmest usynlig.
I den danske diskussion var det længe en almindeligt udbredt opfattelse, at de mange fremmede var politiske flygtninge med krav på asyl i henhold til internationale konventioner. Og jeg glæder mig over, at vi faktisk har kunnet give asyl til mange, som legalt havde dette behov, f. eks. flygtninge fra Pinochet’s Chile eller det islamiske præsteskabs Iran. Men det er også en klar kendsgerning, at de fleste fremmede, der har fået ophold i Danmark, ikke har opfyldt betingelserne for asyl. De er derimod kommet som led i holdningen “rejs et andet sted hen”. De er ikke flygtet fra forfølgelse eller krig, men fra dårlige samfundsmæssige forhold, som vi altså har bidraget til at cementere, ved ukritisk at give ophold hér i landet, hvor vi hellere skulle have foreholdt de fremmede deres demokratiske ansvar, og afvist muligheden for denne “samfunds-shopping”.
Jeg har selv i udlandet oplevet at blive konfronteret med mit ansvar som samfundsborger. Jeg var i 1971 rejst til Tyrkiet for at søge oplysning om nogle uigennemskuelige, aktuelle politiske affærer (kidnapningen af fire amerikanske underofficerer), og boede en månedstid på Instituttet for Politisk Videnskab på Ankaras Universitet, hvor jeg havde forbindelse til den politiske ungdomsorganisation “Dev Genc” (“Store ungdom”). Der var tale om et meget konspirativt miljø, og når jeg ønskede at interviewe formanden, Ertugrul Kurkcu, så blev jeg af en mellemmand med falsk dæknavn ført til et lokale på en anden etage i studenterkollegiet, hvor jeg så ventede lang tid alene i et tomt værelse indtil Ertugrul kom, hilste og satte sig ned, idet han lagde sin skarpladte automatpistol på bordet, hvorefter samtalen kunne begynde.
Ertugrul startede med i en meget anklagende og bebrejdende tone at spørge: “Hvad i alverden laver du hér?” -idet han energisk gav udtryk for det synspunkt, at min politiske opgave var at skabe ordentlige forhold i Danmark – ikke i Tyrkiet!
Jeg kunne heldigvis svare, at jeg var i Tyrkiet for at skaffe oplysninger til brug i det politiske arbejde i Danmark, idet oplysninger om forholdene i et nærtstående (faktisk allieret) u-land kunne overbevise politisk engagerede unge danskere om nødvendigheden af forandringer i samfundet. Jeg lærte meget – også ved senere ophold – på “Siyasal Bilgiler Fakültesi” og nyttiggjorde denne viden i mit senere arbejde som underviser i samfundsfag på højskoler, gymnasier og seminarier hjemme i Danmark. Det tror jeg, at folkene i “Dev Genc” var tilfredse med. Men jeg kan jo lade Etugrul Kurkcus anklagende spørgsmål gå videre til de mange tyrkiske medborgere i Danmark: “Hvad i alverden laver I hér? Har I ikke et konkret, politisk ansvar for udviklingen i Tyrkiet?” Ertugrul Kurkcu repræsenterede den moralske ret til at spørge: Han blev selv idømt dødsstraf for sine politiske aktiviteter, fik dødsstraffen ændret til 30 års fængsel, men blev løsladt ved en generel amnesti da han i 1989 havde afsonet 15 år.
Det var et ubehageligt spørgsmål at få stillet, og jeg ville dårligt nok stille det selv, for jeg vil nødig bebrejde en individuel udlænding, at han har søgt bedre forhold ved at rejse et andet sted hen. Men set i en samfundsmæssig sammenhæng er det tvingende nødvendigt at erkende, at i samme omfang som det er blevet muligt at gennemføre “samfunds-shopping” ved at rejse fra land til land, i samme omfang bliver det totalt umuligt at løse de omfattende, samfundsmæssige problemer, som præger verden: Overbefolkning, arbejdsløshed, sult og smitsomme sygdomme. “Samfunds-shopping” vil simpelthen fjerne incitamenterne til at søge løsninger, fordi det vil være meget mere tillokkende blot at rejse væk.
På denne baggrund kan det ikke undre, at tre ud af fire unge mænd i landene syd og øst for Middelhavet på spørgsmålet om, hvad deres livsdrøm er, svarer “at rejse til Europa”. Svaret er udtryk for de islamiske samfunds totale fiasko! – Hvad skulle vi mene, hvis vi selv var nået dertil, at tre ud af fire unge, danske mænd kun så en fremtid i at rejse bort?
Denne drøm om “at rejse væk”, som er dokumenteret i en FN-undersøgelse, viser tydeligt, hvordan selve muligheden for at rejse fuldstændig har ødelagt udviklingsprocessen i disse lande, som samtidig har kombinationen af en eksplosiv befolkningstilvækst og et stagnerende erhvervsliv, og dermed er uden udsigt til at kunne brødføde befolkningen.
Hvis man med “progressive” politiske partier og bevægelser forstår de, der anviser løsninger på problemerne, medens man med “reaktionære” forstår partier og bevægelser, der ødelægger en positiv udvikling ved at forhindre problemernes løsning, ja, så er de såkaldt progressive åbenbart blevet reaktionære, medens de såkaldt reaktionære følgelig er blevet de mulige progressive, og så kan det være svært at finde rundt, hvis venstre er blevet højre, og højre er blevet venstre.