Religionssatire 1500-1900

Der vises i øjeblikket en meget spændende udstilling om religionssatire på Storm P. Museet.

Tidsperioden taget i betragtning handler den selvfølgelig mest om Protestantismens krig mod Katolicismen,fritænkernes kamp mod kirkens autoritet og den åndelige fordummelse gennem tro og overtro.

Der er imidlertid også en tegnet satire over muslimske skriftlærde og deres tortur af ikke-religiøse.

Således præsenterer Dennis Meyhoff Brink ,netop denne britiske satire over tyrkiske teologer i udstillingens katalog:

James Gillray (1757-1815)
Teologi på tyrkisk – Muhammeds kirkes pæl, 1799
Théologie a la Turque – the pale of the church of Mahomet
Håndkoloreret radering
[Vi kan ikke vise raderingen på Respublica, men der er et link  http://www.stormp.dk/images/Pressefotos_og_pdf/LoegnLatin/Loegn_og_Latin_ekatalog.pdf .
Raderingen er i farve bagest i katalogen.KD ]
Satire over den muslimske præstestand og dens behandling af franske fritænkere. En skrækslagen franskmand er på vej til at blive spiddet på en pæl i en ørken. I højre hånd holder han en stor bog med titlen ”Muhammeds bedrag”. I venstre hånd holder han et skrift, hvorpå der står ”profeten demaskeret”. Foran franskmanden står en tyk tyrker, som holder et spyd i venstre hånd, mens han peger på den ildevarslende pæl med højre. Efter gruppen følger en imam, som holder en opslået koran op i den ene hånd. I baggrunden står en anden franskmand. Hans hat, som er magen til offerets, ligger på jorden, og i stedet holder han en turban på hovedet. Den anden hånd holder han på sin bagdel. Hans smil antyder, at han enten er undsluppet tyrkernes opmærksomhed, eller at han lige har været igennem det samme, som hans landsmand står over for at skulle igennem.
Løgn & Latin – spot spe og religionssatire  Storm P. Museet 28. 2. 2014 – 18. 5. 2014
                                                                        Museet for Religiøs Kunst 1. 6. 2014 – 31. 8. 2014
E-katalog
Bidrag af Ph.D. Stud. Dennis Meyhoff Brink og
Mag. Art. Pernille Schelthauer Jacobsen
Redaktion: Iben Overgaard og Pernille Schelthauer Jacobsen
Grafisk layout: Alec Due
se hele  katalogen , ja faktisk hele udstillingen online her    http://www.stormp.dk/images/Pressefotos_og_pdf/LoegnLatin/Loegn_og_Latin_ekatalog.pdf
uddrag fra katalog:
Religionssatirens sidste rus
Ikke overraskende var satirikerne hurtige til at udnytte de nye muligheder, som svækkelsen af censuren gav dem. Fra 1870erne begyndte en større gruppe satirikere således – for første gang i Europas historie – at gøre grin med det helligste af det helligste. I radikale satiremagasiner såsom Freethinker, der blev udgivet den engelske religionskritiker Georg William Foote, og i illustrerede bibelparodier som La Bible Amusante af den franske forfatter Leo Taxil, begyndte religionssatirikere nu at latterliggøre alt fra Gud, Jesus og Helligånden til Moses, Muhammed, Himmeriget og meget mere.
Da censuren først blev svækket, holdt religionssatirikerne sig med andre ord ikke længere til den antiklerikalisme, som ellers havde domineret den europæiske religionssatire gennem århundreder. Nu nøjedes satirikerne ikke længere med at gøre grin med forvalterne af religionerne – dvs. kirken og dens repræsentanter – men kastede sig også over religionerne selv. Efter at ytringsfriheden havde fået bedre kår, blev de sidste tabuer således brudt i slutningen af 1800-tallet. Nu var der ikke længere noget, der var helligt. Nu kunne alt latterliggøres, og nu blev alt latterliggjort.
I nogle få årtier udlevede den europæiske religionssatire en befriende rus. I årtierne efter 1870 gjorde den grin med alt og alle, inden den – i løbet af de første årtier af det tyvende
Paul Klenck: ”Den evige fader” (1871). En af de første satirer der gør grin med den kristne gud. Han er her er hevet ned på et jordisk plan og fremstillet som en laset og langskægget olding med briller, stok og pibe. Det Kongelige Bibliotek.
24 25
århundrede – ebbede ud. Den langvarige og omfattende tradition for religionssatire i Europa syntes efterhånden at have udkonkurreret alle sine modstandere. Ingen var længere bange for djævle og dæmoner, og det var de færreste, der stadig opfattede deres præst som den hyrde, der skulle lede dem til frelse. Den afgørende magt, som satiren skulle udstille, syntes ikke længere at ligge hos kirken og kristendommen, men snarere i økonomiske forhold, i politiske ideologier, i nedarvede kønsroller osv. Derfor vendte de fleste satirikere sig imod sådanne emner i begyndelsen af det 20. århundrede.
Religionssatiren havde svækket sine historiske modstandere i en sådan grad, at de ikke længere besad den afgørende samfundsmagt, og således sejrede den europæiske religionssatire sig til sidst ihjel. Eller sagt på en anden måde: Under de dengang eksisterende forhold sejrede religionssatiren sig ihjel, mens den i dag – under forandrede forhold – oplever en renæssance og igen sætter problemer under debat.
Dette indlæg blev udgivet i Damgaard, Kirsten, Kultursammenstød, Medier og ytringsfrihed, Religion / Ideologi. Bogmærk permalinket.