Der er ingen tvivl om, at Assads regime ikke ville overleve uden Putins støtte. Syrien består som det afgørende led i Obamas tab af prestige og indflydelse i Mellemøsten og Putins vinding af samme.
af MEHDI MOZAFFARI dr. scient. pol. professor emeritus Aarhus Universitet
Der er kun to lande i Mellemøsten, der støtter præsident Obamas politik: Iran og Syrien. Desuden har lande blandt USA’s historisk allierede enten vendt sig imod Washington eller distanceret sig fra USA. Egypten under marskal al-Sissi nærmer sig mere og mere Moskva og har underskrevet en militæraftale med Rusland angående våbenleverancer. Det er en situation, der minder om præsident Nassers tid, da Sovjetunionen og Tjekkoslovakiet var Egyptens hovedvåbenleverandører, og Aswandæmningen blev brugt af russerne efter USA’s afvisning af både penge og våben.
Al-Sissi følger samme linje som Nasser med den forskel, at pengene denne gang kommer fra Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. Netop Saudi-Arabien, som siden statens dannelse i 1932 har været USA’s mest loyale allierede i regionen, skjuler ikke længere landets dybe skuffelse over Obamas politik – både i Palæstina og Syrien og ikke mindst på grund af den amerikanske støtte til Det Muslimske Broderskab.
Den kolde modtagelse, som præsident Obama fik under besøget i det ellers varme Arabien i marts, lod ikke nogen tvivl om Saudi-Arabiens vrede over Washington. Allerede i oktober 2013 havde USA ellers prøvet at genvinde saudiernes venskab med en plads i FN’s sikkerhedsråd. En meget eftertragtet position for ethvert land. Tilbuddet blev dog blankt afvist med den begrundelse, at sikkerhedsrådet på grund af bl. a. “dobbeltmoral ikke er i stand til at stoppe krige og løse konflikter.” En klar henvisning til amerikansk politik i Palæstina-problematikken og dens passivitet over for Bashar al-Assads grusomme handlinger i Syrien.
Hvad er forklaringen på den spektakulære forandring af USA’s tab af indflydelse og prestige? Forklaringerne er mange. Den vigtigste af alle ligger i en fundamental forskel mellem USA’s og Ruslands strategiske linje over for deres respektive allierede og lande, som sympatiserer med dem.
Hvis vi dertil lægger det område, som falder ind under Natos paraply samt lande som Japan og Sydkorea, som er beskyttet af USA, fremgår det, at USA ikke opfører sig loyalt mod sine allierede uden for disse områder. Denne konstatering gælder især over for proamerikanske og autoritære regimer, som prøver at trække deres lande så meget som muligt tættere på Vesten – såvel socialt som økonomisk.
I denne henseende var shahens regime i Iran, Bin Alis regime i Tunesien og præsident Mubarak i Egypten nogle eksempler på amerikansk utroskab mod deres loyale allierede. Alle tre var stærkt proamerikanske, autoritære og moderniserende.
Og alle tre blev væltet med amerikansk velsignelse.
Regimerne, der er kommet til magten efter dem, er alle endnu værre end de tidligere regimer, og det gælder på alle punkter, om end Tunesien måske er det mindst slemme eksempel. Alle tre er antiamerikanske i forskellige grader. Iran er klart det mest fjendtlige regime og har været det siden revolutionen i 1979, Egypten er i bedste fald uvenlig, og Tunesien kan karakteriseres som skeptisk.
USA væltede også den demokratiske regering i Iran i 1953 ved et militærkup, men noget lignende er også sket for nogle antiamerikanske, autoritære regimer: Eksemplerne kan være Taliban i Afghanistan og Saddam Hussein i Irak med omfattende og kostbare militære interventioner. Hverken Irak eller Afghanistan er p. t. blevet mindre antiamerikanske.
Utilfredsheden med Obamas politik i regionen begrænser sig ikke til kun Egypten og Saudi-Arabien.
Kendt af alle er det om ikke fjendtlige, så anstrengte forhold mellem Obama og Netanyahu – Israels nuværende premierminister. Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, havde med stort besvær og under mange ture mellem Washington, Tel Aviv og Ramallah forsøgt at etablere direkte, bilaterale forhandlinger mellem israelere og palæstinensere.
Disse forhandlinger, der efter flere måneder og adskillige bestræbelser intet resultat gav, er nu stoppet. Derfor har Mahmoud Abbas, præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre, besluttet at handle direkte og underskrive en række internationale traktater begyndende med Palæstinas tilslutning til Genève-konventionen. En klar lussing til Washington. Den aktuelle situation er: Hvad Obama taber, vinder Putin – lidt efter lidt.
Iran og Syrien, to allierede af Rusland, gavner stærkt den amerikanske forvirring og bifalder præsident Obama for hans fremgangsmåde i regionen. Alvoren i situationen er, måske for første gang siden 1945, at USA ikke engang kan regne med én enkeltallieret i Mellemøsten. Det betyder altså, at uanset hvad USA gør i Mellemøsten, vender Obamas handlinger tilbage som en boomerang! Så der er måske noget fundamentalt galt i den amerikanske opfattelse af udenrigspolitik.
I modsætning til USAs “illoyale” politik fører Rusland en fuldstændig “loyal” politik vis-a-vis sine allierede.
Man har svært ved at finde et enkelt eksempel, hvor Rusland under eller efter Sovjetunionen skævede til eller væltede de regimer, som var prosovjetiske eller pro-russiske. Tværtimod, regimer af denne karakter kunne altid stole 100 pct. på Moskvas opbakning.
Bashar al-Assads regime i Syrien er det nyeste og bedste eksempel på Ruslands konsistente og stædige linje, når det drejer sig om at forsvare eksistensen af landets allierede.
Der er ingen tvivl om, at Assads regime ikke ville overleve uden Putins støtte. Syrien består som det afgørende led i Obamas tab af prestige og indflydelse i Mellemøsten og Putins vinding af samme.
Præsident Obama havde hele vejen igennem bestræbt sig på ikke at gribe ind, men han trak en grænse ved de kemiske våben. Paradoksalt nok bruges der så kemiske våben, og Obama lavede en kovending og tog Kongressen på råd. Det var netop en stor triumf for Putin. Assads regime blev fredet med FN’s sikkerhedsresolution 2118 af 27. september 2013.
Rusland fortsætter samme politik i forhold til Teheran med den forskel, at Moskva tydeligt ønsker et Iran uden atomvåben. Ellers har Putin indtil nu stået trofast bag det iranske regime. I denne sammenhæng er det værd at bemærke, at Obamas politik ved at pålægge økonomiske, finansielle og politiske sanktioner mod det iranske regime gav de forventede resultater ved at bringe Teheran til forhandlingsbordet med 5 + 1.
Pointen er, at disse forhandlingers succes også er afhængig af Ruslands positive medvirken. Med krisen i Ukraine og eventuel indførelse af sanktioner mod Rusland kunne succesen af disse forhandlinger blive et trumfkort i hænderne på Putin. Det er også værd at bemærke, at mens disse forhandlinger fortsætter, forhandler Rusland en stor oliekontrakt med Iran – “at bytte olie for gode relationer”.
En subtil metode, så Teheran undslipper sanktioner.
Nu er det vigtige spørgsmål: Hvad er årsagen til den amerikanske fiasko og Ruslands succes? Hvis vi lægger den personlige faktor og tilfældigheder til side, kommer man til den kendsgerning, at forklaringen i bund og grund skal findes i den rolle, som ideologi og realpolitik har i udenrigspolitik. Generelt er det sådan, at ikke alene USA, men også Vesten som helhed, fører en politik, som er en blanding af ideologi og realpolitik.
Med andre ord er de materielle og rent politiske interesser pakket ind i et lag af moralske værdier baseret på demokratiets dyd – frihed og respekt for menneskerettighederne.
Det er sjældent, at en sådan cocktail giver positive resultater, fordi den form for blanding er baseret på et paradoks, som er meget svært at løse på en balanceret måde. Erfaringen har gentagne gange vist, at materielle interesser i sidste instans generelt har forrang. Så det er ofte nødvendigt at ofre de værdier, som man ellers har lovet, frem for rene politiske interesser.
Derfor er der skuffelse blandt de demokratiske kræfter, som ellers havde troet på Vestens løfter.
Mens Vesten blander ideologi og realisme med hinanden, gør russerne det modsatte; de holder dem adskilt. Sovjetunionen førte en ren ideologisk linje under Den Kolde Krig og forsvarede de prosovjetiske regimer med brutal, militær intervention i Ungarn i 1956 og i Tjekkoslovakiet i 1968. Efter Sovjetunionens fald har Rusland ikke nogen ideologi, men fører en ren realpolitik – uden nogen som helst politisk moral. Det lyder måske kynisk, men set fra magthavernes optik er det mere fordelagtigt, at man har en solid og loyal “beskytter”, end en upålidelig og usikker én som kan ofre sine autoritære allierede og ovenikøbet vælte de demokratiske regimer også (f. eks. Allende i Chile og Mossadegh i Iran), hvis deres virksomheder bliver opfattet som værende imod vestlige, materielle interesser.
Hvis situationen fortsætter i samme retning, vil det ikke kun være en politisk fiktion, at Rusland i fremtiden kommer til at spille en afgørende rolle i at løse Syriens borgerkrig, Irans atomvåben-problematik og ikke mindst Palæstina-Israel-konflikten.
Bringes med venlig tilladelse fra forfatteren. Trykt i Jyllandsposten 28.04.14