Skrot islam

Jeg ved med sikkerhed, at jo mindre et samfund er præget af islam og mellemøstlig kultur, desto bedre

Her taler jeg om Vesten. Jeg har set, hvad det modsatte medfører. Jeg ved, hvad det kan betyde for min søn og især for min datter.

Fredag d. 29. november 2024 (medie? )
Yaqoub Ali: Vi bør lytte nøje, når Isam B siger, at Danmark på længere sigt kan blive et islamisk land
I fremtiden er det ikke kun imamerne og dem, der prædiker i moskeerne, der kommer til at dirigere muslimer i retning af islams dogmer og regler. Nu er det også sangere, influencere og komikere. Det giver budskabet en helt anden styrke, skriver Yaqoub Ali i denne kommentar.

»Jeg må ærligt sige, at hver eneste uge, når jeg skriver disse kommentarer, har jeg begge mine børn i tankerne. Jeg tænker på den fremtid, de kan få, hvis der ikke sker ændringer. Jeg er bekymret for, hvilke typer der kommer til at repræsentere dem i medierne og i samfundet. Typer som Isam B og Omar Marzouk,« skriver Yaqoub Ali.

Hvis der er noget, der ofte efterlyses, så er det danske, muslimske stemmer i debatten. Stemmer, som er ærlige og fortæller os, hvad de og mange andre muslimer føler, og tænker om Danmark.

Det mener jeg klart, at vi har fået i Isam B.

Den tidligere Outlandish-sanger og nuværende Palæstina-aktivist og debattør er kendt for at sige tingene meget ærligt. Det værdsætter jeg. Jeg synes, det er forfriskende, og noget han skal fortsætte med.

Men hans udtalelser er også, endnu en gang, en øjenåbner for, hvor langt islamismen er nået i Danmark, og hvad der muligvis venter os i fremtiden.

Så når Isam B i podcasten »Gadens Parlament« siger, at Danmark på længere sigt kunne blive et islamisk land, skal vi altså lytte og tage det alvorligt. Han siger det ikke ud af det blå eller for at irritere os. Han siger det, fordi det er det, han tror på, når han kigger på det muslimske miljø.

Islamismen har allerede tydelig fremgang i Mellemøsten, og den er i særdeleshed også i fremgang i Europa.

Ligesom der ikke er noget, der tyder på, at der i fremtiden vil komme færre muslimer i Danmark.

Og jeg stoler ikke nok på deres opdragelse og værdisæt til at tro på, at de vil oplyse og danne deres fremtidige børn som danskere.

Vi er ikke et stort land eller en stor befolkning. Og vi har vist os at være mindst lige så naive som mange andre europæiske lande, som i dag kan kigge på deres samfund og indse, at mange steder er kampen tabt.

Vi skal ikke nå dertil. Det har vi ikke råd til, og vi er altså et let offer med tanke på den yderste venstrefløjs omfavnelse af den islamiske udvikling.

Heldigvis har statsminister Mette Frederiksen også fået øje på problemet. Hun siger i et interview med Jyllands-Posten:

»Men jeg er nået dertil nu, at der er nogle i Danmark, der ikke vil Danmark godt. Desværre. Og jeg er selv der, hvor jeg tror, at vi ikke kan løse det hele politisk. Det er ikke at give op. Det er bare en konstatering.«

Det er altid godt med konstateringer og et sprog, der er direkte og ikke til at misforstå. Men det har vi da vidst længe. Vi har mange, som vi ikke kan integrere, fordi de ikke vil. Og goderne i Danmark er simpelthen for gode til, at de ønsker at bosætte sig et andet sted.

Vi har også hørt disse udtalelser før. Det, vi har brug for, er korrekt politik og ikke politisk korrekthed, som jeg mener er en af årsagerne til, at vi altid forbliver ved indrømmelser og aldrig kommer videre derfra.

Jeg er bekymret for mine børns fremtid

Jeg må ærligt sige, at hver eneste uge, når jeg skriver disse kommentarer, har jeg begge mine børn i tankerne. Jeg tænker på den fremtid, de kan få, hvis der ikke sker ændringer. Jeg er bekymret for, hvilke typer der kommer til at repræsentere dem i medierne og i samfundet. Typer som Isam B og komiker og Palæstina-aktivist Omar Marzouk.

Mine børn har ikke lys hud, og de har ikke danske navne. Hvis udviklingen fortsætter, frygter jeg, at de vil blive dømt ud fra de ubehagelige typer, som ofte dominerer medierne. Det gør mig virkelig ked af det at tænke på.

Jeg ønsker dem en ungdom og en fremtid, der er bedre end min. Så når jeg kæmper for et bedre Danmark og et mere dansk Danmark, kæmper jeg først og fremmest for dem, fordi jeg ved, at det vil være til deres fordel.

Jeg ved med sikkerhed, at jo mindre et samfund er præget af islam og mellemøstlig kultur, desto bedre. Her taler jeg om Vesten. Jeg har set, hvad det modsatte medfører. Jeg ved, hvad det kan betyde for min søn og især for min datter.

De skal vokse op i et samfund, hvor de er individer med håb og drømme for livet, frem for at være »to brune muslimske børn«, der holdes i kort snor af religiøse dogmer og kulturelle forpligtelser.

De skylder hverken islam eller muslimerne noget. Danmark er deres land, og danskerne er deres folk. Det er her, de hører til. Men med den udvikling, vi ser nu, frygter jeg for, om det kan lade sig gøre.

I fremtiden er det ikke kun imamerne og dem, der prædiker i moskeerne, der kommer til at dirigere dem i retning af islams dogmer og regler. Nu er det også sangere, influencere og komikere. Det giver budskabet en helt anden styrke. Det normaliserer islamismen, så det fremstår som noget helt almindeligt – for se bare på dem, der prædiker det. Det ønsker jeg ikke for mine børn.

Så kære Mette Frederiksen, jeg kan se, at vi nærmer os enighed om de mest grundlæggende spørgsmål – hvem og hvad problemet er. Nu er tiden kommet til handling. Kan du gøre, hvad der skal til, så vi sammen kan sikre, at fremtiden for mange unge med muslimsk baggrund er mere dansk end noget andet?

Yaqoub Ali er foredragsholder samt fhv. bandemedlem, tidligere islamist og leder af Kaldet til islam

Dette indlæg blev udgivet i Ali, Yaqoub, Civilsamfundet, Filosofi/ Etik, Personlige beretninger, seneste. Bogmærk permalinket.