Der er ingen fristeder tilbage i Mellemøsten
– ej heller Istanbul
Det gamle nostalgiske arabiske ordsprog – Cairo skriver, Beirut trykker, Bagdad læser – hører fortiden til. De arabiske storbyer, som kunne have været centrum for Mellemøstens intelligentsia, er for længst gået tabt.
Cairo er under politistatens totale kontrol igen.
Beirut bombes af Israel fra oven og kontrolleres af Hizbollah fra neden.
Bagdad, engang kendt som digternes by, er fyldt med kriminelle.
Damaskus, hvis charmerende gamle by tiltrak de skarpeste, er overtaget af Assads bestialske venner.
Tunis, den første gnist i de arabiske opstande i 2011, er nu reduceret til et vandrehjem for afrikanske migranter, der søger mod Europa.
Selv Sanaa, Yemens historiske hovedstad, er hærget – uden vand og elektricitet efter et årtis krig mod Saudi-Arabien.
Vi [artiklens forfatter og Tarek Rahim, en prominent irakisk digter.red.] griner lidt over forskellen på temperamenterne, over Østen, Vesten. Vi har begge levet i begge verdener og kender forskellene. Det er ikke kun i temperamentet, at man finder dem, men også i æstetikken, som strækker sig langt ud over tøj og udseende. Det handler om fremtoningen – om kropssproget, måden, man hilser på, fester på, sørger på, og den måde, man bevæger sig i et rum. De små, men afgørende forskelle i smag, holdning og stil, som på overfladen virker ubetydelige, men som i virkeligheden tegner grænserne mellem to verdener.
Joumana Seif understreger, at hun agter at kæmpe videre trods modgangen. Og det vil hun gøre fra Berlin. For i Mellemøsten er valget grotesk: enten militærets iskolde jerngreb eller islamisternes hævngerrige fanatisme.
Kilde: små uddrag fra Waleed Safi: Ich bin ein Araber. Weekendavisen 08.11.24
Respublica anbefaler at læse hele den grundige artikel, hvor journalisten møder mange exil-arabere.