De to fronter i indvandringsdebatten

Af Kai Sørlander, Filosof og forfatter
To modsatte fløje står over for hinanden i spørgsmålet om indvandring: de Radikale og Dansk Folkeparti. Filosoffen Kai Sørlander kaster et kritisk blik på de to partiers begrundelser. Hvad man end mener om Dansk Folkeparti, synes de Radikale at have spundet sig selv inde i en kokon af illusioner, skriver han blandt andet.
I det danske samfund, ligesom i andre lande, som vi normalt sammenligner os med, findes to radikalt forskellige holdninger til indvandringen. På den ene side står de Radikale og det meste af den gamle venstrefløj. De mener, at der bør føres en liberal indvandringspolitik, og at de stramninger, som er foretaget siden regeringsskiftet i 2001, er udtryk for et uværdigt menneskesyn. På den anden fløj står Dansk Folkeparti. De mener, at landet bør føre en stram indvandringspolitik, og at vi bør være forsigtige med at tildele statsborgerskab til fremmede. Og de har haft en afgørende indflydelse på den stramning af indvandringspolitikken, som skete med regeringsskiftet i 2001.
Det er åbenbart, at de to fløje er politiske modstandere; og at det er sådan, de ser på hinanden. De har modsatte syn på, hvilken indvandringspolitik landet bør føre. Den ene hævder, at politikken bør lempes; og den anden, at den bør strammes. Begge parter påberåber sig altså et bør. Men hvis bør er stærkest? Det afhænger af de begrundelser, som de bygger på. 

De Radikale begrunder deres bør på menneskerettighederne og asylkonventionerne. For dem er det afgørende, at disse konventioner kræver, at vi bør føre en liberal indvandringspolitik; og de frygter, at vi kommer på kant med konventionerne, når vi strammer kravene. De mener, at det allerede er sket med de stramninger, som den borgerlige regering har foretaget siden sin overtagelse af magten. For eksempel anser de stramningerne i retten til familiesammenføring som værende i strid med retten til et familieliv, som den er givet i den europæiske menneskeretskonvention.

Dansk Folkeparti begrunder deres bør på en anden måde. For dem kommer hensynet til samfundets sammenhængskraft i første række. De begrunder, at vi bør føre en stram indvandringspolitik, på det, at vi ellers skaber grobund for alvorlige sociale problemer med parallelsamfund i særlige ghettoer. De frygter især en sådan udvikling, hvis der kommer mange indvandrere med en kultur, som er meget forskellig fra vor egen, og som ikke anerkender den sekularisering af det politiske, som er en grundpille for demokratiet. Så undergraves den underforståede forbundethed, som hviler på en fælles historie, og så tvivler de på, at demokratiet kan overleve.

Hver af parterne – både de Radikale og Dansk Folkeparti – peger på, at hvis vi ikke fører deres politik, så skaber det alvorlige problemer. Blot er de problemer, som de peger på, forskellige. For de Radikale består problemerne i konkrete brud på menneskeretskonventionerne. For Dansk Folkeparti består problemerne i en opløsning af samfundets sammenhængskraft og dermed af den gensidige følelse af forpligtelse, som er demokratiets forudsætning.
Hvilke problemer vejer tungest? Er det dem, som de Radikale peger på, eller dem, som Dansk Folkeparti peger på? Når vi begynder at overveje det spørgsmål, må vi først gøre os klart, at problemerne præsenterer sig meget forskelligt for os. De problemer, som de Radikale peger på, angår konkrete mennesker her og nu. Det er folk, hvis ansøgning om asyl bliver afvist, eller som ikke kan få familiesammenføring. De kan vises frem på TV i deres konkrete ulykke og tale deres egen sag. De problemer, som Dansk Folkeparti peger på, angår samfundet i fremtiden. De kan altså ikke gives ansigt på TV. De kan omtales, men der kræves en højere grad af fantasi og abstraktionsevne for at leve sig ind i dem.

Men det, at de problemer, som de Radikale peger på, gør sig bedre på TV, end de problemer, som Dansk Folkeparti peger på, medfører ikke i sig selv, at de første problemer er tungere end de andre. Tværtimod, hvis Dansk Folkeparti har ret i sin forudsigelse om, at en fortsættelse af den slappe indvandringspolitik, som blev ført af den socialdemokratiske regering i 90erne, vil føre til opløsning af sammenhængskraften i samfundet og dermed undergrave demokratiet, så er det alvorligere end noget, som de Radikale kan pege på. For så undergraver det selve forudsætningerne for, at vi som samfund stadig kan sikre overholdelsen af de menneskeretskonventioner, som de Radikale selv henholder sig til. Så det afgørende spørgsmål er, om vi bør tage Dansk Folkepartis forudsigelse alvorligt.

Her er det værd at holde sig Machiavellis formaning for øje. Et sted i sin bog »Fyrsten« siger han, at politiske onder alt for ofte først erkendes, når det er for sent. Tidligt i forløbet, når onderne kun er små, og når de endnu forholdsvis let kan imødegås, er de svære at få øje på, og der kræves visdom for at se, hvad de indebærer. Senere, når onderne er blevet så alvorlige, at alle kan se dem, så er de også meget sværere at afhjælpe; ja, så er det måske slet ikke længere muligt.

Er det således, at vi skal forstå problemerne omkring indvandringspolitikken? Ser Dansk Folkeparti faktisk et reelt problem, som truer med at blive så alvorligt, at det ender med ikke at kunne løses? Når sammenhængskraften trues så alvorligt, at selv de Radikale kan se det, er det så for sent at gribe ind? Eller puster Dansk Folkeparti tværtimod en myg op til en elefant?
Der spørgsmål kræver fordomsfri diskussion. Er Dansk Folkepartis vurdering baseret på en fejlbedømmelse, som er fremkaldt af gement fremmedhad, eller er den baseret på et rationelt holdbart fundament? Det kan man kun afgøre, hvis man er villig til at gå ind i en substantiel diskussion af problemet. Man skal tage stilling på basis af argumenter; og disse argumenter skal bygge på troværdige demografiske fremskrivninger, på erfaringer fra historiske paralleller og på den menneskekundskab, som man har erhvervet sig igennem livet.

I den diskussion har de Radikale svigtet. De har ikke evnet at forstå, at problemet drejer sig om fremtidige onder. De har fastholdt diskussionen på det niveau, der umiddelbart kan gøres i TV-billeder. De afviste asylansøgeres ulykkelige ansigter. De har sprunget over den diskussion, som angår den mulige opløsning af sammenhængskraften i samfundet, for i stedet at karakterisere Dansk Folkeparti som fremmedfjendske og udstyret med et uværdigt menneskesyn.

Er man fremmedfjendsk og udstyret med et uværdigt menneskesyn, hvis man frygter, at en fortsættelse af den liberale indvandringspolitik vil medføre, at den sociale sammenhængskraft opløses, og at demokratiet undergraves? Vel ikke nødvendigvis. Det afhænger af, om forudsigelsen er rationel. Om de argumenter, som man fremfører, er holdbare og kan bære den slutning, som man bygger på dem. Her har de Radikale haft svært ved overhovedet at forstå det hensyn til fremtiden, som ligger i Dansk Folkepartis holdning. De har i stedet sprunget over hensynet til fremtiden for at slutte direkte, at når man vil udelukke konkrete ulykkelige mennesker fra at få statsborgerskab, så må man være fremmedfjendsk og uden et værdigt menneskesyn.
Men hvad er de Radikales eget menneskesyn værd? Hvad siger de, når de selv skal til at tage konsekvenserne af deres egen indvandringspolitik alvorligt? Lad os se, hvorledes de forklarer de problemer, som Dansk Folkeparti advarer mod: altså den begyndende opsplittelse, som følger med en indvandring, som vi ikke kan styre. Hvor Dansk Folkeparti forklarer opsplitningen med kulturforskelle, som hænger sammen med forskellige værdisæt, så forklarer de Radikale opsplitningen med Dansk Folkepartis holdning til indvandrerne. For dem er det Dansk Folkepartis forsøg på at begrænse indvandringen og deres dermed sammenhængende »hårde tone i debatten«, som er den egentlige årsag til, at indvandrerne skaber parallelsamfund. I de Radikales optik er det Dansk Folkeparti selv, som er årsag til de problemer, som Dansk Folkeparti advarer imod. Så for de Radikale består løsningen i, at Dansk Folkeparti forsvinder.

Hvad man end mener om Dansk Folkeparti, så synes de Radikale her at have spundet sig selv inde i en kokon af illusioner. Man vil ikke se, at éns liberale indvandringspolitik fører til problemer; og når man endelig ser problemerne, så påstår man, at de er skabt af dem, som er imod den liberale indvandringspolitik. Den ene illusion til støtte for den anden. Men bruger man de Radikales egen måde at argumentere på, så kunne man lige så godt sige, at det er de Radikales »hårde tone« over for Dansk Folkeparti, som låser dette parti fast i sin »hårde tone« over for indvandrerne. Og så er det de Radikale selv, som er den egentlige årsag til problemet.

Det viser selvfølgelig kun, at selve argumentationsmåden er selvgendrivende. Diskussionen går galt, når de Radikale ikke tager substansen i Dansk Folkepartis kritik alvorligt. Når de i stedet fører sig frem med en påstand om, at de har et bedre menneskesyn. For det har de ikke. De har blot en snævrere synsvinkel.

Berlingske Tidendes kronik, 25. august 2006

Dette indlæg blev udgivet i Politik / Lovgivning, seneste, Sørlander,Kai. Bogmærk permalinket.