Tolkegebyr

Indvandret byrådspolitiker: I et land som Danmark har man rettigheder, men man har så sandelig også forpligtelser, og én af dem er at lære sproget

I 2018 blev tolkegebyret indført af den daværende VLAK-regering

Fokus på ordentlighed

Roya Moore er uddannet sygeplejerske og kriminolog og er valgt ind i byrådet i Odense og regionsrådet i Region Syddanmark for De Konservative. Hun kom selv til Danmark fra Iran i 1989 som 16-årig og mener ikke, at gebyret rammer de forkerte.

“Der er en række undtagelser i lovgivningen, som sikrer, at man kan få gratis tolkebistand, hvis man har brug for det. Jeg er selv uddannet sygeplejerske og ved, at krigstraumer, ptsd og andre psykiske sygdomme påvirker indlæringen markant og kan gøre det vanskeligt at lære dansk. De mennesker skal selvfølgelig have mulighed for gratis bistand, men det har de også med den lovgivning, vi har i dag,” siger hun.

I debatten om tolkegebyret har hun savnet en midte, der både anerkender de mennesker, som har brug for tolkebistand, og som samtidig tør stille krav til indvandrere og flygtninge i Danmark.

“Vi har desværre gjort indvandrere til en gruppe, som er ofre – på trods af alle deres ressourcer og alt det, de kan. I et land som Danmark har man rettigheder, men man har så sandelig også forpligtelser, og én af dem er at lære sproget. Det er nøglen til integration,” siger hun.

Er tolkegebyret den rette måde at lære folk dansk på?

“Det er en af de måder, man kan give noget ansvar tilbage til individet. Det skal vi turde. Vi skal turde sige, at hvis du har boet i Danmark i tre år, og du i øvrigt ikke har nogen særlige psykiske eller fysiske barrierer, der forhindrer dig i at lære sproget, så skal du selv betale for din tolk, hvis du har brug for en. Det er rimeligt,” siger hun.

En nylig spørgeskemaundersøgelse* fra Københavns Universitet  viser at indvandrere på sprogcentre søger at lære dansk hurtigere efter lovens indførelse. Undersøgelsen er en del af det såkaldte LUII-projekt på KU’s juridiske fakultet, som ser nærmere på indvandreres integration fra et juridisk perspektiv

*https://jura.ku.dk/privategovernance/forskning/base-undersoegelsen/

Ovenstående er et lille uddrag af  Amalie Obbekjær Jensen: Tolkegebyret er udskældt. 31.07.24 Kristeligt Dagblad.

Dette indlæg blev udgivet i Politik / Lovgivning, Pædagogik / Sprog / Opdragelse, seneste. Bogmærk permalinket.