Trykt i Politiken 28. juni 2003
Af Masoum Moradi, socialrådgiver
Når man ihukommende generationer kigger tilbage på Danmarks indvandrerhistorie, vil man nævne flere begivenheder som epokegørende: At Danmark ratificerede flygtningekonventionen i 1951. At gæstearbejderne gæstede kongeriget 1967-1973. At Folketinget erklærede indvandringsstop i 1973. At man liberaliserede asylloven i 1983. Og at Danmark fik sin integrationslov i 1999.
Disse begivenheder vil børn af vore børnebørn blive undervist i som væsentlige. Men når historielæreren skal udnævne det mest epokegørende i Danmarks indvandringshistorie, vil folketingsvalget i 2001 have gode chancer for at løbe af med sejren. Kort sagt droppede danskerne fra denne dato forestillingen om, at den multikulturelle udvikling skulle være en uundgåelig, historisk sandhed. Man betror derimod fra nu af nationalstaten at regulere indvandringens størrelse.
Årsagerne til indvandrervalget i 2001 er mange. Man kunne med en vis forenkling sige, at den intense kamp for og imod et multikulturelt samfund blev fløjtet af i 2001, da multikulturalisterne scorede i eget mål.
Det var i 2001, at danskerne for alvor så, at de ubudne gæster, de havde lukket ind i stuen, pludselig havde indtaget soveværelset. Fatih Alev, Bashy Quraishy, Muharrem Aydas og andre indvandrerpopulister kunne man næsten ikke få ud af soveværelset igen: Folkeskolen skulle laves om, folkekirken skulle afskaffes og den latterlige provinsielle danskhed skulle erstattes af en højere multietnisk bevidsthed.
De var sikre i deres sag, for indvandring kunne jo umuligt forhindres. 12.000 nye nydanskere ankom der hvert år, uanset hvad gammeldanskerne ønskede.
Nu i 2003 er det umulige en realitet. Der skulle faktisk ikke mere end et par stramninger til, før alverdens ‘forfulgte’ valgte at gå i en ordentlig bue uden om kongeriget. Menneskesmuglingsindustrien har reageret hurtigt på de danske stramninger.
I øjeblikket kommer der ikke ret mange. Og de, der kommer ind, går ikke som før i årevis forvirret rundt og leder efter grænserne for, hvad man må og ikke må i dette mærkelige land. Der er sat pegeskilte alle vegne. Fælles for dem er, at de peger mod integration. Der er også kommet gang i oprydningsarbejdet. Folk, der i et par årtier har parkeret initiativet hos kommunerne, bliver i disse dage kaldt til samtale, hvor de kommunale sagsbehandlere forsøger at give dem bolden tilbage.
Indvandrervalget blev vendepunktet. Måske vender vi om igen. Måske åbner vi op igen, men den traditionelle, ukontrollerede indvandring er afgået ved en stille død. Den ny socialdemokratiske politik på området er garant for, at et magtskifte ikke kan rokke ved denne kendsgerning.
De borgerlige kræfter, der vandt indvandrervalget, er ikke tilbageholdende med at tage den fulde ære for udviklingen. Men mon ikke det hele mere eller mindre har handlet om en proces, hvor et homogent samfund skulle lære at forholde sig til indvandrere og indvandring fra den tredje verden? Mon ikke stramningerne var kommet, uanset hvilken regering vi havde fået? Hvad var alternativet? Hvem turde tænke den tanke til ende, at man skulle fortsætte som i 70’erne, 80’erne og 90’erne, hvor lykkejægere fra landområderne i den tredje verden på ganske få timer fløj igennem flere hundrede års udvikling?
Halvdelen landede på kontanthjælp, tit og ofte med smadrede familier og massive sociale problemer til følge. Hvem turde forestille sig, hvor lang tid en oprydning ville have taget, hvis vi var fortsat som før? Selv i den tredje generation viser nogle indvandrergrupper fortsat immunitet over for integration i de moderne værdier.
Paradoksalt nok blev det humanisten Haarder, der fik den ‘uhumane’ opgave at stramme op. Indvandrerpopulisterne elsker at hade ham som selveste ondskaben, dog bevidste om, at denne ‘ondskab’ nok ikke begrænser sig til Haarder alene, men antagelig ligger i de danske gener. For når alt kommer til alt, gør Haarder kun, hvad et flertal af borgerne har bestilt ham til.
Det bliver sagt, at det her kan vi ikke være bekendt. Vi kan, som det rige samfund vi er, ikke være bekendt at lukke porten for de fattige.
Magen til vrøvl skal man lede efter længe. Som om målet med asylloven var at regulere indsatsen over for fattigdommen. At modtage flygtninge er ikke ensbetydende med at modtage fattige. Tværtimod. De fattige i den tredje verden har ikke overskud til noget så luksuriøs som politisk kamp for frihed. De kan derfor umuligt være drevet på flugt af politiske årsager.
Når vi har taget os af de fattige i de sidste 30 år i vores asylsystem, er det, fordi vi ikke har forstået meningen med vores asyllov. Vi, der bekymrer os over verdens fattige, bør efterhånden kunne indse, at opgaven med at afhjælpe fattigdommen hos et par milliarder kræver en anden slags indsats end at give asyl til et par hundrede tusinde af dem.
Der er en del ting i den nuværende indvandrings- og integrationspolitik, som udspringer af angst for at være som i 80’erne og 90’erne: naiv og blåøjet. Haarder er gået i den anden grøft for at sikre balancen. Det behøver oppositionen ikke få mavesår af.
De nuværende overdrivelser kan være små skridt på vej mod en velafbalanceret indvandrerpolitik, som børn af vores børnebørn vil nyde godt af.