Trykt som kronik i Kristeligt Dagblad 17.01.04
Af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog
Når Imam Fatih Alev på en høring af arrangeret af Politiken indigneret kunne fortælle at Tyrkiet ikke accepterer at dets borgere bærer tørklæde på pasfotografier og lignende officiel ID, andet end hvis det er bundet som ”dansk bondepige i forrige århundrede”, er det selvfølgelig fordi den sekulære tyrkiske stat erkender hvad tørklædets form og farve symboliserer. Det som Fatih Alev kalder ”den moderne måde” at forme tørklædet om ansigt og hals, så hverken hår eller hud vises udover ansigtets oval er absolut ikke et spørgsmål om mode. Det hættelignende udstyr er heller ikke et symbol på det moderne, forstået som det samfundssystem hvor rationalitet i kombination med borgerrettigheder ligger til grund for regler og normer fremfor religiøs tro og traditioner. Denne indpakning af kvindens hoved og hals ses i ufashionabel sort eller hvid og kaldes foulard islamique i Frankrig, hvor det netop er blevet forbudt i offentlige institutioner, ligesom i et par tyske delstater. Foulard islamique blev opfundet af den iranske mullah Imam Mussa Sadr i Libanon under det politiske arbejde med at udvide området for islams herrredømme og er blevet påtvungent alle kvinder i Iran siden 1982. Det er således et symbol på islamisme.
Islamisme er fascisme
Islamisme er en politisk retning der ikke skiller det religiøse, det sociale og det politiske og denne ideologi vurderer islam som den højeste civilisation. Af disse og andre iboende grunde vurderer Mehdi Mozaffari, professor i politisk islam ved Århus universitet, islamismen til at være både totalitær og fascistisk. At fremstille sig med det hættelignende tørklæde er altså at signalere en livsforståelse baseret på ulighed, mangel på demokrati og uden adskillelse mellem lovgivende, udøvende og dømmende magt. Idealsamfundet styres af åbenbaringer, der kommer fra Allah, og af folk der har studeret en gammel bog kaldet Koranen, og det ikke er menneskets anliggende at dømme om hvad der er rigtigt og forkert. Beslutninger for fremtiden lægges op ad Koranens hensigt eller hvad en enkelt mand har ment om dette og hint.
Islamisme i folkeskolen
Når Danmark altså skal diskutere om vi vil acceptere tørklæder på folkeskolens læreres hoveder, kommer vi så at sige ikke under tørklædet, hvis vi betragter det som et stykke beklædning. Vi skal længere ind under tørklædet, for at se hvilket menneskesyn der knytter sig til politisk islam. Nogle vil nok mene, at vi så ikke vil få foulard islamigue – islamisk fascismes flag – at se i dansk folkeskole, for lærere med det livssyn, kan ikke gå ind for folkeskolens formålsparagraf om at udvikle tolerance, rationalitet og ligestilling i det sekulære samfund, så de vil slet ikke søge job der. Dertil er at sige, at islamister i egen overbevisning befinder sig i hellig krig mod ”demokratister” som Fatih Alev kalder os. Og i presset forsvar for islam er det tilladt at handle fordækt, ifølge islamismens etik. Der er ligefrem et begreb for det Taqqiya. Fatih Alev har udtrykt, at når engang muslimer udgør 50 % eller mere i Danmark kan man indføre de islamiske love. Jeg spørger undrende: hvorfor skal indførelsen af det endegyldige, fuldkomne og naturlige gudgivne system dog afhænge af noget så ligegyldigt for den bedrevidende Allah og hans fortolkere, som en folkeafstemning? Men så fremstår islamismen vel lidt mere spiselig. Ligesom der i fredags blev talt taktisk fra Rådhuspladsens talerstol af unge muslimer om frihed til at vælge påklædning og hovedbeklædning. Men jeg har set for mange kvinde iføre- eller afføre sig tørklædet eftersom de blev gift, skilt eller der ankom en ny imam i området til at jeg accepterer den udlægning. Kvinder jeg mødte i Mellemøsten for tyve år siden uden tørklæde, føler sig nu bedst tilpas med det på, siger de. En taler mente at ”alle mennesker er frie til at vælge deres tro”, hvilket jo gælder efter Grundloven, men ikke i islam, og derfor kan islamister heller ikke anerkende FNs menneskerettigheder. De har så skrevet deres egne begrænsede med ulige rettigheder og pligter for hvert køn, med ret til slaveri og med bestemmelser over de ugiftes kønsliv, og uden frihed til at være ateist. Under islamismen er alle derfor umyndige, som det netop nu tydeligt fremgår af Vogternes Råd farceagtige behandling af Irans parlament.
Multi-kulturel fallit i Europa
I øjeblikket diskuterer Europa-kommissionen hvorledes man skal integrere Europa og bad den hollandske sociolog Paul Scheffer give et ekspertindlæg til tænketanken vedrørende den spirituelle og kulturelle dimension. Paul Scheffer optræder sammen med den fransk-britiske socialantropolog Emmanuel Todd i den danske bog ” Islam i Danmark – tanker om en tredje vej” redigeret af tre journalister fra den radikale højborg Politiken. Todd og Scheffer er imidlertid helt uden redaktørernes romantiske indstilling overfor de ædle vildes kultur og kræver franske værdier for alle ligesom de påpeger fiaskoen i det multikulturelle projekt. Professor i pædagogik Staf Callewaert københavns Universitet har i øvrigt også for år tilbage påpeget det absurde i at forestille sig et individ opdraget med modstridende værdier på sin ”harddisk”. Paul Scheffer talte til arbejdsgruppen i maj, og jeg vil her fremdrage tre af hans konklusioner. Allerførst mener han at Europa kun har lidt erfaring med klassisk indvandring, idet vore gæstearbejdere havde andre motiver, og det gælder også for flygtningene. Dernæst advarer han om at problemet islam og demokrati ikke vil løse sig selv med en holdning om at vente og se. Og endelig fremhæver han, at det multikulturelle paradigme ikke har givet nogen svar, men derimod forværret opsplitningerne.
Så når en radikal politiker som Tanwir Ahmed står inde på Rådhuspladsen, hvor folket jo traditionelt samles for at fejre dette og hint som nation, og siger at Frankrig spreder urent med tørklædeforbudet og proklamrer at muslimer er én nation, samtidig med at der viftes med skilte der påstår islamofobi og racistisk hetz, så mener jeg disse unge med hvide og sorte tørklæder og de skæggede gamle og unge mænd tager fejl. De lever og ønsker vedvarende at leve i en parallelverden (med A-kasser, sociale ydelser, SU etc.mærkværdigvis).
Det danske samfund håbede at de tilvandrede muslimer ville være nye danskere, men islamister vil være en nation for sig. En fobi er en psykisk lidelse, men det danske folk er ikke sygt, det har andre værdier end islamisterne, og derfor deltog stort set heller ingen etniske danskere i demonstrationen. Endelig er ideologiske værdier og tilgang til landet ikke et raceforhold. Tanwir Ahmed ville med sine takfaste råb om Takbir gøre Allahs sfære større, udvide islamismens herredømme. Der blev svaret fra mængden med Allah Akbar, hvilket er dybt foruroligende, for det er jo Grundloven og ikke sammensmeltningen af religion og politik der er stor. Nu kan Tanwir Ahmed ikke smides ud af Dansk PEN for at opfordre til totatilarisme og fascisme, når han ikke er medlem, men at Lars Hedegaard ikke kan optages, fordi han med dokumentation og nøjagtighed gør opmærksom på islamismens væsen og arbejdsmetoder er ubegribeligt.