Den grundlvsstridige EU-forfatning

Af landsformand Adam Wagner

[Bragt i Nyt fra Dansk Samling nr. 2, 2004, 60. årg., s. 5-7, som var et temahæfte med titlen: EU-forfatningen]

EU er blevet sammenlignet med en åleruse, og billedet viser sig gang på gang at være rammende, idet hver ny traktat vitterlig er et skridt videre ad vejen mod en stadig snævrere union, sådan som målet allerede var beskrevet i Rom-traktaten. Vi bliver stadig mere indfanget i den ruse af national ufrihed, vi så overmodigt lod os indfange af i 1972.

Sidste del af denne ruse er EU-forfatningen, som i skrivende stund foreligger i udkast. Meget tyder på, at dette udkast vil blive vedtaget i en ikke synderlig ændret form, hvorfor der allerede nu er behov for at se nærmere på det: Når først der bliver udskrevet folkeafstemning om sagen, er det ved at være for sent at diskutere den.

EU har allerede længe været en overstatslig konstruktion; overstatslig på grund af brug af flertalsafgørelser i ministerrådet, hvis beslutninger er bindende for medlemslandene, på grund af Kommissionens ret til at udstede direktiver med direkte retskraft i medlemslandene, på grund af unionens føderale parlament, Europa-Parlamentet, der allerede har del i den for medlemslandene bindende unionslovgivning og på grund af, at Unionens domstol giver unionsretten forrang for den nationale ret. Alt sammen nok til at erkende, at Danmarks Riges Grundlov allerede er undergravet godt og grundigt.

Men nu skal vi altså med EU-forfatningen et stykke videre ind i ålerusen: Den europæiske statsdannelse skal nå en mere færdig form. Der skal således være både en fælles præsident og en fælles udenrigsminister. Værst af alt er det dog, at det endeligt slås fast i EU-forfatningen, at »Forfatningen og den ret, der vedtages af Unionens institutioner under udøvelsen af de beføjelser, der er tilladt denne, har forrang frem for medlemsstaternes ret.« (Del I, art.10, stk.1). En sådan formulering strider mod grundloven; ikke bare mod en enkelt paragraf i et bestemt afsnit, men mod grundloven som helhed, der jo netop er den lov, alle andre love skal hvile på for at have gyldighed. Derfor kan ingen lov eller overstatslig forfatning have forrang for grundloven.

I øvrigt kan en sådan forfatningsbestemmelse om EU-rettens forrang frem for dansk ret – herunder grundloven – heller ikke være lovlig ifølge grundlovens § 20, der jo hjemler afgivelse af danske myndigheders beføjelser, idet denne paragraf taler om, at disse beføjelser kan afgives til »mellemfolkelige myndigheder« oprettet ved »gensidig overenskomst« til fremme af »mellemfolkelig retsorden og samarbejde«. Dette skal ifølge den danske højesteret (dom i Maastricht-sagen 6. april 1998) forstås således, »at der ikke kan ske overladelse af beføjelser i et sådant omfang, at Danmark ikke længere kan anses for en selvstændig stat.« Kun ond vilje eller dumhed kan være grunden, hvis en minister eller et folketingsmedlem vil hævde, at Danmark stadig er en selvstændig stat, når EU-retten juridisk set hævdes at have forrang frem for Danmarks Riges Grundlov.

Alene en sådan formulering i EU-forfatningen burde være nok til, at vi i Danmark forkastede den. Det er en uhørt frækhed at bede os om ikke bare midlertidigt at acceptere, men også at binde os til, en sådan underkastelse. Hvad man igennem Danmarks historie ikke har holdt sig for god til at ofre liv og hjerteblod for – nemlig Danmarks selvstændighed og frihed for fremmedvælde – det vil man nu have os til frivilligt at acceptere.

Og hvorfor vil man egentlig det? Det spørgsmål vil ja-sigerne nok sukke dybt over. De fleste ja-politikere plejer jo at beklage sig over, at hver eneste EU-afstemning, vi har her i landet, kommer til at handle om »for eller imod EU«. Det er de åbenbart trætte af. Men det er kun ret og rimeligt, at det er sådan. For så længe vi ikke har fået en ordentlig forklaring på, hvorfor Danmark skal ophøre som selvstændig politisk enhed – som vores politiske ramme om vores folkeliv – ja, så længe må vi stille spørgsmålet igen og igen: Hvorfor? Så må de forklare, hvorfor det er så vigtigt at få traktatfæstet – ja, mere end det: Skrevet ind i en ny fælles unionsforfatning – at EU-retten står over al national ret. Så må de også forklare, hvorfor de nationale parlamenter – hos os folketinget – skal reduceres til at være ekspeditionskontorer for EU-love og -direktiver. Var det de store visioner for Europa? Lad dem svare på det.

Sådanne diskussioner vil nok kun få ja-politikere ud i. Mange vil sikkert som i de foregående år holde fast i, at EU er et nødvendigt onde: Nødvendigt for freden og velfærden. Men fred og velfærd har vi da, og det er næppe EU’s skyld; og selv om det var, er det intet argument for at udbygge EU-staten yderligere, nedbryde Danmarks selvstændighed og undergrave den eneste form for demokrati, der har vist sig levende: Det nationale.

Måske fordi det er så indlysende, at der egentlig overhovedet ikke er brug for en EU-forfatning af andre grunde, end dem utopikerne og ideologerne kan komme med, er det andre ting, den nuværende regering har lagt vægt på i debatten. Indtil videre har det eneste, regeringen har kunnet se som et problem, været det, at vi med EU-forfatningen ikke kan beholde den danske kommissær i Kommissionen. Men det er vitterlig intet virkeligt problem. En dansker i kommissionen vil gavne Danmark lige så meget, som det gavnede os, at der sad en dansker, Corfitz Ulfeldt, på den svenske side af forhandlingsbordet ved fredsforhandlingerne i 1658, hvor vi mistede Skåne, Halland og Blekinge. Den »danske« kommissær er nemlig ikke repræsentant for Danmark. Han er Unionens højtbetroede embedsmand. Han har erklæret loyalitet over for Unionen, og den nationale regering må end ikke forsøge at øve indflydelse på ham.

Derfor er det en dum bekymring, vor statsminister her giver udtryk for; men da han nok ikke er dum, må det være fordi, han ønsker at bilde folket ind, at han bekymrer sig om Danmark samtidig med, at han fjerner opmærksomheden fra det, der virkelig burde bekymre: At EU-forfatningen styrker alle de værste ting ved unionen nemlig dens overstatslige træk. Altså: Fælles overstatslig præsident og udenrigsminister, Europa-Parlamentet som medlovgiver, flere flertalsafgørelser i ministerrådet og sidst, men ikke mindst, den grundlovsstridige bestemmelse om, at EU-retten går forud for al national ret. Kun én god ting kan der vist siges om EU-forfatningen: Den åbner mulighed for frivillig udtræden af Unionen.

Udkast til EU-traktaten m.m. kan læses på:
http://www.eu-oplysningen.dk/emner/fremtid/forfatning/euo/

 

Dette indlæg blev udgivet i Politik / Lovgivning, Wagner,Adam. Bogmærk permalinket.