Syrernes kulturelle kapital

Arabere kan ikke crow-funde eller danne andelsselskaber

Samarbejde, medbestemmelse og bedste-mand-på-posten er en by i Vesten

Klanmentaliteten overskygger rationalieten

 

 Af Kirsten Damgaard, kulturpsykolog

 

Vi hører beløb på 50-70.000 kr. for en menneskesmugling fra Syrien til Tyskland eller Skandinavien. Man kunne ønske at disse muslimske ofre for krig, sparede deres penge og i stedet nedsatte sig et sted, hvor de var velkomne, evt. med FN ’s mellemkomst og økonomiske støtte.

 

Det kunne være ideelt at have noget jord eller produktionsbygninger i fællesskab, og med pengene som basis åbne nogle andelsforetagender. Det måtte kulturligvis være et sted, hvor naboerne havde samme eller lignende værdier, så integration uden parallelsamfund var mulig.

Syrere kunne uddanne syrere

Syrere med kompetencer indenfor landbrug, turistvirksomheder, erhvervsskoler, kunne drive dens slags eller hvad der nu mangler i området og kan fungere positivt. Andre med uddannelse kunne oplære egne landsmænd evt. med støtte fra FN og ulandsorganisationer.

De syriske arabere kunne inspireres fra dansk andelsbevægelse, fra crowdfunding og fra Israels opståen. Lære hvordan man opdyrker ørken, laver kollektiver, producerer og sælger under kapitalisme osv.

Men desværre må mine tanker forblive utopi.

Arabere ikke velkomne                                                                                          Det første problem vil være, at syrere ikke er velkomne i hverken arabiske nærområder eller i den afrikanske ørken. Det var trods alt arabere, der var datidens slavehandlere i stor stil i Afrika, og mange nutidige kristne afrikanere afskyr islam.

Når det gælder de såkaldte nærområder eller de øvrige arabiske lande, så ønsker syrerne ikke at komme dertil. De indfødte arabere andre steder i Mellemøsten ønsker på deres side heller ikke at andre etniske kategorier af arabere skal slå sig permanent ned i deres område. For man tænker stammevist på at beskytte sine egne optimalt og vil ikke give mulighed for konkurrence fra udefrakommende, hvad enten det gælder jord, ideer eller adgang til kvinder.

 

  Ingen tillid til hinanden

Det andet problem er, at muslimer generelt ikke stoler på hinanden udover familien. Man opdrager ikke til tillid i muslimske kulturer og der vises ikke tillid til uden-familiære medarbejdere og kolleger. Det er en autoritær kultur, hvor magt udøves hierarkisk og tildeles efter status, der ikke nødvendigvis baseres på kvalifikationer.

Altid uenige

Det tredje problem er muslimers tendens til evigt at kævle med hinanden om den påbudte og den forbudte opførsel, altså om hvem der er mest autentisk muslim. Uenighederne kører selvfølgelig også på job og i uddannelsessystemet, for tro er ikke et personligt anliggende. Denne moraliseren – og det medfølgende snyderi og dobbeltliv – ender ofte i vold. Det mærker vi jo allerede rigeligt til i Skandi-navien.

 

Dømt til fiasko

Samarbejde, medbestemmelse og bedste-mand-på-posten er en by i Vesten. Derfor kan en andelsbevægelse eller et produktionskollektiv bestående af hinanden fremmede arabere med klanmentalitet kun køre sig selv i sænk.

UNDPs rapporter om den manglende udvikling i Mellemøsten udpeger ligeledes kulturen som den skyldige. Og det tragikomiske er vel, at det er på grund af egen dysfunktionelle kultur, at masser af folk fra Mellemøsten, kommer og dumper sig selv på Europa hvis kultur er diametralt modsat, og hvor de derfor i stort tal ikke vil trives og integreres.

Trykt i lidt kortere udgave         april 7, 2016  Den korte Avis

Læs mere hos fx. journalist Pernille Bramming, den palæstinensiskfødte journalist og filminstruktør Hussein Shehadeh, antologien Kultur og opdragelse fra Gyldendal og her på hjemmesiden.

 

Dette indlæg blev udgivet i Arabere, Kultursammenstød, Psykologi, syrere. Bogmærk permalinket.