I Århus i Gellerup på Fredens Plads åbner en gruppe venlige og håbefulde mennesker snart Fredens Hus. Der skal danskere i dialog med muslimer, der anser islam for at være Fredens Religion udover at tilhængerne ser ideologien som endegyldig, fuldendt og naturlig. Salig biskop Jan Lindhardt anså religionsdialog for et anliggende for hattedamer, og nogle af de dialogsøgende vil da helt sikkert også bære sorte tørklæder, mens andre måske vil have en omskåret Le Klint skærm om halsen.
Den netop afgåede chefredaktør på Kristeligt Dagblad opremser i artiklen “Hvorfor bliver kristne undertrykt så ofte i muslimske lande? ” nogle af de indbyggede forhindringer i islam, der netop bevirker at for mange muslimer ikke integrerer sig arbejdsmæssigt, socialt og personligt. Det vender vi tilbage til. Jeg citerer nedenfor også lidt fra Bjeragers forklarende artikel.
Svendborg kommune definerede for mange år siden integration som at ” borgerne agerer på lige fod og sammen “. Det var før nogen havde brug for et begreb som parallelsamfund, som i øvrigt er meget udbredt og værdsat i Mellemøsten fx i boligkvarterer. Mange professionelle fx øjenlæger, advokater, økonomiske rådgivere osv. skilter med deres religiøse tilhør på indgangsdøren til deres kontor. Netop for at man kan konsultere sine egne, som man stoler mere på. Det er også hvad man jævnligt hører fra unge veluddannede indvandrere her, at “de [andre med samme etnicitet] har mere tillid til os”. Enhver kan se, at det bliver til en ond cirkel. Hvilken jøde ville turde lade sig behandle af en muslimsk fundamentalistisk læge? Ville en dansk ateist kunne stole på den bedste behandling hos en rettroende muslimsk herboende hjernekirurg? Islam i Europa er som Snappost Steen skrev, et socialt opløsningsmiddel.
“I denne uge offentliggjorde den internationale organisation Open Doors, Åbne Døre, sin årlige oversigt World Watch List om forfølgelsen af kristne minoriteter i verden, og oversigten er ikke opmuntrende læsning: På top 10-listen over de lande i verden, hvor kristne undertrykkes mest, finder man otte muslimske lande.”
Islam er i flere lande fundamentet under staten. Uddannelse, forskning m.v. skal således foregå i overensstemmelse med koranens forskrifter og politik må ikke stride mod sharia. Derfor har islamiske organisationer og alliancer også fastlagt deres egne Menneskerettigheder, for man vil jo ikke have religionsfrihed og ligestilling mellem mænd og kvinder! I Europa har muslimer således oprettet Rådet for Fatwa og Forskning (sic!) i Irland til at vejlede den muslimske nation. En fatwa er et råd/et svar på et stillet spørgsmål. Mange i Mellemøsten, men uheldigvis også her tilvandrede, abonnerer på en forståelse af ideologien islam som et herredømme der hverken tåler modsigelse, kritik eller satire. Sker det, svares der gerne voldeligt igen på krænkelsen.
“Kristne er i traditionel muslimsk forståelse urene, hvorfor den kristne kirke slet ikke må være til stede i islams hjemland, Saudi-Arabien.”
“Islam rummer et forbud i skriften mod frafald, apostasi, og et forbud mod konvertering til andre religioner. Det er der dødsstraf for i en række af de mest undertrykkende muslimske lande.”
“Alt i alt skal den vigtigste årsag til islams mangel på tolerance over for kristne og andre trossamfund findes i selve religionen og den teologi, der er bygget på Koranen. “
citater fra Erik Bjergager, journalist, Kristeligt Dagblad