Balladen om de sataniske vers

af HELLE MERETE BRIX

Mord for ord. Fatwaen mod Rushdie for 25 år siden var den første fatwa mod en europæisk statsborger nogensinde og indvarslede de islamistiske organisationers kamp for at få standset kritikken af profeten Muhammed i Vesten.

Fredag den 14. februar er det 25 år siden, at ayatollah Khomeini udstedte sin fatwa over Salman Rushdies roman De Sataniske Vers.
Urolighederne omkring bogen, hvori muslimer mener at kunne læse, at Muhammed selv har skrevet koranen, begyndte i september 1988 i Indien. Bogen var på det tidspunkt hverken udkommet i Storbritannien eller Indien.
Rushdie, der er født i en muslimsk familie i Bombay, havde givet interviews til to indiske magasiner, der også havde bragt uddrag og anmeldelser af bogen.
To muslimske parlamentsmedlemmer, Syed Shahbuddin og Khursid Alam Khan, kunne ikke lide det, de læste. De iværksatte en succesfuld kampagne for at få bogen forbudt i Indien. Shahbuddin tilkendegav, at han ikke havde læst selve Rushdies roman og heller ikke havde til hensigt at gøre det: »Jeg behøver ikke gå gennem en kloak for at vide, at den er fuld af slam.« Måneden efter, i oktober, nåede balladen til Storbritannien.
En fax var afgået fra en islamisk organisation i Madras til Faiazuddin Ahmad, en ansat ved The Islamic Foundation of Leicester, der den dag i dag er forbundet med det pakistanske parti Jamaat-e-Islami. Det er samme parti, der på et tidspunkt satte en pris på de danske Muhammed-tegneres hoveder.
Ahmad købte bogen, læste den og blev vred.
Han fotokopierede de anstødelige passager.
Derefter rundsendte han dem til andre islamiske organisationer i Storbritannien.
Den 7. oktober blev flere kopier sendt rundt til de muslimske landes ambassader i London.
Kun den saudiske regering tog dog sagen op.
Men i slutningen af oktober 1988 pressede en muslimsk paraplyorganisation i Storbritannien på for at få bogen forbudt efter britisk blasfemilov. Premierminister Margaret Thatcher måtte afvise, at regeringen ville overveje at få bogen forbudt.
På dette tidspunkt begyndte dødstrusler at påvirke Salman Rushdies daglige rutine. Når han forlod sit hjem, var han ofte ledsaget af en bodyguard.
Den 14. januar 1989 for 25 år siden fandt bogbrænding nummer to af romanen sted i Storbritannien. Denne gang i Bradford, der allerede dengang rummede en stor muslimsk befolkning. Kun 1000 muslimer deltog, men muslimerne fandt støtte hos lokale politikere og Bradfords biskop. Denne støtte hjalp med at bringe sagen frem i medierne. På tv kunne man se den brændende bog anbragt på en stage.
Diskussionen bølgede nu i medierne og i hele landet, og den 29. januar 1989 marcherede 8000 muslimer i London i protest mod Salman Rushdie og hans bog.
På dette tidspunkt må sagens alvor så småt være gået op for Salman Rushdie, for han udsendte en pressemeddelelse for at forsikre, at han var en god muslim, og at han opfattede Muhammed som en af verdenshistoriens store genier. Han understregede også, at hans bog ikke var antireligiøs. Dramaet var dog kun lige begyndt.
I Islamabad i Pakistan marcherede 10.000 mennesker den 12. februar mod Det Amerikanske Kulturcenter formentlig i protest mod den kommende udgivelse af romanen i USA. Med slagord som »amerikanske hunde« og »Allahu Akhbar« forsøgte mængden at trænge ind i centret og at sætte ild på. Seks mennesker blev dræbt den dag.
Næste dag i Srinagar i Indien gik det løs igen.
Samme nat blev sagen taget ud af hænderne på gadens demonstranter og løftet op på et nationalt, politisk plan. Den iranske ayatollah Khomeini besluttede at udstede en dødsdom over enhver, der var indblandet i udbredelsen af De Sataniske Vers.
Den 14. februar 1989 appellerede Khomeini i en erklæring med indledningen »I Hans navn, den Højeste« til beslutsomme muslimer om at dræbe Rushdie og dem, der var indblandet i bogens udgivelse. Og som det hed i fatwaen: »Om Gud vil, er enhver, der dør i denne sags tjeneste, martyr.« For at gøre opgaven mere tillokkende tilbød en iransk velgørenhedsorganisation et stort pengebeløb til morderne.
Rushdie hørte om fatwaen gennem et telefonopkald fra BBC. Ved frokosttid den 14.
februar diskuterede han truslen i medierne.
Han deltog også i en mindehøjtidelighed for forfatteren Bruce Chatwin i en kirke i London.
Rejseskribenten Paul Thereaux var nervøs for Rushdie og hviskede ind i øret på ham, da de forlod kirken, at Rushdie skulle holde en lav profil.
Rushdie slog det hen og forsvandt væk fra en skov af pressefolk og ind i en bil for at blive kørt til sit skjulested. Det skulle blive hans sidste offentlige optræden i fire år.
BÅDE iranske, libyske og palæstinensiske grupper bakkede op om Khomeinis fatwa.
Den iranske præsident Khamenei bekendtgjorde dog den 17. februar 1989, at man måske kunne tilgive Rushdie, hvis han angrede.
Næste dag kom Rushdie med en undskyldning.
Men som det var tilfældet med Jyllands-Postens undskyldning i sagen om Muhammed-tegningerne, undskyldte Rushdie den virkning bogen havde haft, men ikke at han havde skrevet den. Undskyldningen fik derfor ringe betydning. Desuden gjorde ayatollah Khomeini det i en erklæring den 19.
februar klart, at dødsdommen stod ved magt.
Fra slutningen af februar 1989 demonstrerede muslimer overalt i Europa mod Rushdie.
1500 demonstrerede således under slagordene »Død over Rushdie« på Place de la Republique i Paris. Og maj samme år forlangte 15.000 britiske muslimer på Parliament Square, at Rushdie blev dømt efter islamisk lov.
Med Khomeinis fastholdelse af sin fatwa var EU-landene nødt til at reagere. De kaldte deres repræsentanter i Teheran hjem. Bortset fra de franske, tyske og britiske diplomater var de dog alle tilbage i Teheran en måned efter. Den britiske regering trak alt personale hjem fra Teheran og forlangte, at de iranske diplomater forlod Storbritannien.
Indenrigsminister Sir Geoffrey Howe gik i marts på BBC for at forsikre udenlandske lyttere om, at man forstod, at bogen havde virket groft fornærmende på muslimer, men at man ikke ville begrænse ytringsfriheden.
Og mærkeligt nok blev handelsforbindelserne mellem Iran og Storbritannien ikke afbrudt. Storbritannien fortsatte med at importere iransk olie, og Iran fortsatte med at importere britiske varer.
LIGESOM det var tilfældet med Muhammed-tegningerne, gik også de muslimske lande, der er samlet i organisationen OIC, ind i sagen. Kun Libyen støttede Irans opfordring til at bakke op om fatwaen.
Alle OIC-lande gik sammen om en opfordring til at forbyde bogen og en erklæring om, at Rushdie måtte anses som frafalden.
Der eksploderede flere gange bomber i amerikanske og britiske boghandler. Ingen af disse aktioner kostede dog menneskeliv. Men forretningerne gemte bogen af vejen. Samtidig gjorde balladen De Sataniske Vers til en international bestseller.
Rabbinere og præster havde ofte mere travlt med at forstå muslimernes sårede følelser end at tage afstand fra kravet om, at Rushdie skulle myrdes. Men en britisk imam, den nu afdøde Zaki Badawi, tilbød Rushdie husly og beskyttelse i sit hjem.
Der var klare støttetilkendegivelser fra individuelle forfattere og intellektuelle, men samtidig tøvede forfatterorganisationerne.
Det Svenske Akademi, der udpeger årets nobelpristager i litteratur, udsendte en harmløs skrivelse om beskyttelse af ytringsfriheden, men man nævnte ikke Khomeini ved navn.
Det fik tre af akademiets medlemmer, Kerstin Ekman og de to nu afdøde forfattere Lars Gyllensten og Werner Aspenstrøm, til at trække sig fra akademiet.
En række intellektuelle fra de muslimske lande stod frem og støttede Rushdie. Og en anonym læserbrevsskribent i Karachi skrev til en britisk avis: »Salman Rushdie taler for mig i De Sataniske Vers.« Ifølge læserbrevsskribenten var sætningen »Jeg tror ikke på Gud« en »umulig offentlig udtalelse« i et islamisk land.
RUSHDIE-SAGEN begyndte at koste menneskeliv i Vesten. En belgisk, muslimsk leder, der tog afstand fra fatwaen, samt hans medhjælper blev i marts 1989 dræbt i en moské i Bruxelles.
I begyndelsen af juni 1991 blev Rushdies italienske oversætter Ettore Capriolo omtrent invalideret, da han blev stukket ned i sin lejlighed i Milano.
Mindre end 14 dage senere blev Rushdies japanske oversætter Hitoshi Igarashi myrdet.
To år senere, i 1993, blev Rushdies norske udgiver William Nygaard skudt tre gange i ryggen foran sit hjem. Han overlevede, ligesom den egyptiske nobelpristager Nagib Mahfouz, der blev forsøgt myrdet på åben gade for sin støtte til Rushdie.
Mahfouz gjorde det klart, at han ikke brød sig om Rushdies måde at beskrive islams historie på, men at han støttede Rushdies ret til at skrive, hvad han ville.
SALMAN Rushdie bor i dag i New York og lever et relativt frit liv. Han har beskrevet sit liv under jorden i den selvbiografiske bog Joseph Anton. Hvert år udlover en privat, iransk organisation et pengebeløb til den, der dræber Rushdie.

Kilder: Daniel Pipes: The Rushdie Affair: The novel, the Ayatollah and the West.(1998) Anouar Abdallah (red.): For Rushdie: Essays by Arab and Muslim Writers in Defense of Free Speech. (1994).

Bringes med venlig tilladelse fra forfatter og Weekendavisen   .

Trykt i Weekendavisen 14.02.2014

Dette indlæg blev udgivet i Brix,Helle Merethe, Medier og ytringsfrihed, Religion / Ideologi, seneste. Bogmærk permalinket.