Rapserier, grov mobning, hashhandel og seksuelle lege med ufrivillige ofre hørte til dagens orden i denne uordentlige udkant af det ellers så velordnede svenske velfærdssamfund.
Andrzej Tichý: Elendigheden. Forlaget Basilisk 2022.
I hans prosa forvandles underklassens sprog til musik, skriver Jørgen Herman Monrad i sin boganmeldelse. Monrad er overbevist om at de uhyrligheder Tichý skriver om er selvoplevede, hovedpersonen Cody er altså Tichý. Her i Monrads ord:
“Den fremmede, der formentlig er stofmisbruger, får nemlig Cody til at tænke på ordet kurwa og på den måde, dette ord (der betyder luder) blev brugt på under hans opvækst som forsømt barn i et af Malmøs belastede indvandrerkvarterer. Og ganske som jegfortælleren i Marcel Prousts ikoniske roman På sporet af den tabte tid pludselig kan huske et væld af steder og stemninger efter at have spist en kage af den slags, han plejede at få som barn, kan Cody nu pludselig huske et væld af ting og talemåder fra sin brutale barndom og ungdom. Rapserier, grov mobning, hashhandel og seksuelle lege med ufrivillige ofre hørte til dagens orden i denne uordentlige udkant af det ellers så velordnede svenske velfærdssamfund. Lige så vel som et sært babylonsk virvar af arabiske, tyrkiske og slaviske gloser gjorde det. Herude talte man ikke svensk. Herude sagde man kurwa og fok u.”
J. H. Monrad : En kurwa går til koncert. Weekendavisen,25.11.22