Siden 1985 har Frankrig haft en Terrorismeerstatningsfond
Emmanuel Carrère forklarer i sin bog V13* om »tårernes pris«: Hvordan man ved hjælp af en officiel skadestaksonomi udregner, hvad ofrene får i erstatning, fordi staten ikke har formået at beskytte dem. Taksterne varierer, alt efter om man har mistet et ben, en hustru, en søn, en bedste ven, sin psykiske stabilitet eller sin arbejdsevne. Umuligt at opgøre, men man er nødt til det. Tabene er kumulerbare og udbetales af en central terrorismeerstatningsfond, som alle forsikringstagere – uhyggeligt nok – har bidraget til siden 1985.
Dybt forstemmende bliver beskrivelsen af den ekstraudbetaling, der finder sted til efterladte til ofre, som har været »bevidste om deres umiddelbart forestående og uundgåelige død«, som det hedder. For jo, det udløser en slags pekuniær rædselsbonus, som det kan være en stor lettelse for de efterladte ikke at modtage.
Carrère spørger hvad det overhovedet nytter med en retssag, når de »store fisk«, der fuldbyrdede udåden*, alle er væk – enten dræbt af politiet eller sprængt i stykker af selvmordsveste? Tilbage på anklagebænken sidder 20 sigtede, der anklages for at bistået dem.
*»V13«, for vendredi 13, den sorte novemberfredag i 2015, da terrorister fra Islamisk Stat drog på et rædselstogt gennem gaderne i Paris, mejede cafégæster ned og sluttede af med et veritabelt blodbad på spillestedet Bataclan.
ovenstående et er lille uddrag af
Aske Munck: Den pekuniære rædselsbonus. Weekendavisen 25.nov.2022
Respublica opfordrer til at læse hele artiklen. Den meget anerkendte forfatter Emmanuel Carrère har fulgt retssagen i de 10 måneder den varede.