Æresdrab – muslimsk tilværelsestolkning

18-årige pakistanske men danskfødte  Ghazala Khan blev dræbt, fordi  hendes familie nøje planlagde henrettelsen som en retfærdig straf. Hun havde forelsket sig i og  giftet sig med en mand hun selv valgte uden familiens billigelse.

Da dommen faldt for 15 år siden, var det første gang i europæisk retshistorie, at en hel familie blev dømt for drabet på et familiemedlem.

Frederik Strand, museumsleder Politimuseet :

“Anklagemyndigheden lykkedes med at påvise, at der var et helt andet æresbegreb på spil i Ghazalas familie end det traditionelt danske. For familien var æren – efter mere traditionel pakistansk landbokultur – på sæt og vis et ydre begreb, der var knyttet til kvindernes seksualitet. Familiens ære som kollektiv afhang af kvindens udøvelse af sin seksualitet inden for de af familieoverhovedet fastsatte og håndhævede rammer, og denne seksualitet måtte ikke vises i det offentlige rum, ligesom kvinden ikke selv kunne vælge sin ægtefælle eller gifte sig under sin stand.

Der var altså tale om et kollektivt og mere udvortes æresbegreb, der havde store implikationer for alle familiemedlemmers sociale og materielle status – for kvinden videreførte jo slægten og slægtens materielle velfærd ved at gifte sig inden for de af familien udstukne rammer.

Da Ghazalas familie slog hende ihjel og forsøgte at myrde hendes mand, havde de, påpegede retten, formentlig dette æresbegreb ikke bare i baghovedet, men presset ned over sig som en forståelsesramme og en tilværelsestolkning.

Anklagemyndigheden kunne altså påvise, at drabet på Ghazala Khan var motiveret af et arkaisk og i hvert fald ud fra en dansk kontekst meget fjernt æresbegreb. Det skabte avisoverskrifter i ikke bare Danmark, men hele verden. The New York Times beskrev sagen samme dag, som der faldt dom i landsretten, under overskriften: »Denmark: 9 Found Guilty in ‘Honor Killing’«.Et sådant domsudfald havde man ikke set tidligere i hverken Danmark eller resten af Europa. Det var historisk.”

uddrag af artikel Familiens dom  i Weekendavisen 23. sept. 2022

***

Kirsten Damgaard, kulturpsykolog: Nogle herboende iranske indvandrerkvinder arrangerede efter drabet en mindehøjtidelighed for Ghazala Khan. Jeg deltog dengang, og der var tilsyneladende ikke en eneste etnisk pakistaner tilstede.

Dette indlæg blev udgivet i Adfærd, norm og kriminalitet, Kultursammenstød, pakistanere, Psykologi, Religion / Ideologi, seneste, Ære. Bogmærk permalinket.