Bander og lovløshed hersker i kolonihaveforeningerne
Man kan stort set gøre, som man vil, med sit kolonihavehus. I storbyerne bliver der bygget nye og dyre helårshuse af mennesker, der kan bo der uden at betale indkomstskat til kommunen eller ejendomsværdiskat til staten, skriver Politiken. Som reglerne er, må ejerne ikke bo helårs i husene. Men det er uhyre vanskeligt at gribe ind, hvis de gør det alligevel.
I den belastede Odensebydel Vollsmose har kriminelle sat sig på flere kolonihaveforeninger, hvor de bedre kan gemme sig for myndigheder og politipatruljer.
»Jeg tror aldrig, jeg har oplevet et sagsområde, der er så forsømt, juridisk krøllet, kaotisk og ukontrolleret som kolonihavelandet«, siger advokat Knud Foldschack, der gennem mange år har repræsenteret kolonihaveejere og -foreninger landet over.
kilde: Politiken nyhedsbrev 08.07.22