Fordring på fornuft

Fordring på fornuft

Af Kai Sørlander

Trykt i Weekendavisen nr. 50, 10. – 16. december 2004

I sin tale ved Københavns Universitets årsfest beskæftigede Ole Wæver, professor i international politik, sig med forholdet mellem religion og politik. Nærmere bestemt angriber han det standpunkt, som han kalder sekularisme, og som udtrykker sig i kravet om, at religion og politik bør adskilles. Et krav, som indebærer, at man ikke bør begrunde sine politiske standpunkter – sine holdninger til, hvorledes lovene i samfundet bør være – med sine religiøse overbevisninger. Dette krav er efter Ole Wævers mening ikke holdbart og bør derfor opgives.

Bør vi følge Ole Wæver i den holdning? Er det rationelt at følge ham? Det afhænger af, om hans argumenter tvinger os til det. Så vi må se nærmere på argumenterne. Hans foredrag, som er gengivet i Universitetsavisen, indeholder flere mere eller mindre udfoldede argumenter, og jeg vil her forsøge at formulere dem, og at undersøge, om de kan bære hans konklusion.

Først er der argumentet om, at sekularismen ikke er hævet over politik, men at den er en »yderst politisk doktrin«. Det er rigtigt, men selve påpegningen af, at en doktrin er politisk, kan ikke være et argument for, at den bør opgives. Demokratiet er også en yderst politisk doktrin, men er det et argument for, at det ikke skal fastholdes?

Noget lignende gælder, når Ole Wæver omtaler sekulariseringskravet, som om det ikke længere er holdbart, fordi tiden er løbet fra det. Men tiden bringer ikke kun godt med sig. At noget betragtes som forældet, er ikke det samme som, at det er forkert. Forandringer i den intellektuelle mode kan ikke erstatte substantiel argumentation.

For det tredje argumenterer Ole Wæver for sin opgivelse af sekulariseringskravet ud fra et ønske om at undgå konflikt med muslimerne. Vor politiske sekularisme gør os til »et fjendebillede for den islamiske verden«, fordi den har en religion, som ikke selv kan tilpasse sig en adskillelse mellem politik og religion.

TIL dette argument må svares: Det kan være rigtigt, at vi med vores sekulariseringskrav kommer i modsætning til muslimerne, og at vi måske bliver et fjendebillede for dem. Men hvis fejl er det? Skyldes konflikten en fordomsfuldhed, som er indbygget i vort sekulariseringskrav?

Eller skyldes den en fordomsfuldhed, som er indbygget i den islamiske tro på, at loven i samfundet skal være begrundet i islam – og altså begrundet i en særlig religion? Det må afgøres gennem en substantiel undersøgelse af, om sekulariseringskravet i sig selv er rationelt holdbart og forpligtende.

Det vil være forkert, hvis vi opgiver vort sekulariseringskrav, alene fordi vi ønsker fred med muslimerne og derfor ikke vil hævde et politisk krav, som støder dem. En sådan eftergivenhed behøver ikke at være vejen til fred. Den kan også føre til undergravelse af vor egen politiske identitet: vor egen forpligtelse på en rationel politisk orden.

Vi tvinges derfor tilbage til spørgsmålet om, hvorvidt sekulariseringskravet overhovedet bør opretholdes. Er det i grunden rationelt at kræve adskillelse mellem religion og politik? Og det er her, Ole Wæver sætter sit centrale argument ind. Han mener, at selve troen på, at vi kan adskille religion og politik, ikke er rationelt holdbar.

Derfor hviler selve sekulariseringskravet på et irrationelt grundlag. Og dette begrunder han primært på, at videnskaberne i stadig højere grad synes at bygge på tro.

HERstårvived det afgørende spørgsmål: Har Ole Wæver ret i, at sekulariseringskravet i sin grund er irrationelt, og at vi politisk bør tage konsekvenserne af den erkendelse ved at forkaste kravet?

Lad os tænke os, at han har ret. Da står vi med grundlag i Ole Wævers politiske fordring om, at vi bør forkaste sekulariseringskravet. Men hvorledes skal vi så forstå den fordring? Den kan ikke være rationelt forpligtende for alle uanset religion, eftersom den selv udelukker muligheden af en sådan rationel – ikke-religiøs – forpligtelse.

Men hvis forkastelsen af sekulariseringskravet ikke er en rationel forpligtelse, så får den rationelt set samme status som en religion – hverken mere eller mindre. Så Ole Wæver kæmper i realiteten for en særlig religion. Og hvis vi følger ham, så ender vi i et irrationelt morads – så ender al politik i det morads.

Men spørgsmålet er stadig, om vi er nødt til at følge Ole Wæver ud i den sump. Det afhænger af, om vi kan begrunde et rationelt holdepunkt – en rationel præmis – som implicerer, at vi både kan og bør fastholde adskillelsen mellem politik og religion.

Alt afhænger derfor af, om vi rent rationelt – ved vor tankekraft – kan finde et sådant holdepunkt. Det mener jeg, at vi kan; og jeg vil her kort skitsere argumentationen. Den begynder med, at vi sætter alle overleverede traditioner og religiøse overbevisninger i parentes; og at vi så rent rationelt spørger, hvorledes lovene i samfundet bør være.

I første omgang kan vi fastslå negativt, at ingen har særlig ret til at bestemme, hvorledes lovene skal være. Det vil sige, at vi som grundlag får en fordring om, at der bør være politisk ligeværdighed. Altså en fordring om en eller anden form for demokrati. Det er en rent rationel fordring, som er uafhængig af enhver religion.

Spørgsmålet er så, hvad denne rationelle fordring om demokrati og politisk ligeværdighed implicerer med hensyn til forholdet mellem politik og religion. Umiddelbart kan drages to konsekvenser. Den ene drejer sig om religionsfrihed. Fordringen om politisk ligeværdighed indebærer, at ingen har særlig ret til at bestemme, hvad andre skal tro eller tænke. Der bør derfor være åndsfrihed, som også indebærer religionsfrihed.

Den anden konsekvens er, at når et politisk system er forpligtet på demokratisk ligeværdighed, så ligger denne forpligtelse i sidste instans hos borgerne selv. Det er dem, som gennem udøvelsen af deres politiske indflydelse – ganske uafhængigt af deres religion – bør sikre, at den demokratiske ligeværdighed også opretholdes i fremtiden. Det er altså også borgerne, som således skal sikre, at religionsfriheden opretholdes.

Hvad er så forudsætning for, at borgerne kan opfylde disse forpligtelser? Det elementære svar er, at de – i hvert fald det store flertal – skal kunne adskille deres politiske forpligtelse som demokratiske borgere fra deres specielle religiøse overbevisning.

I modsat fald forsvinder sikkerheden for, at demokrati og religionsfrihed kan forenes på en gnidningsfri måde. For så er er der intet, som udelukker flertallet fra at bruge demokratiet til at pålægge hele samfundet en lovgivning, som er bestemt af dets egen særlige religion, og som derfor bryder med de rationelle demokratiske krav om politisk ligeværdighed og religionsfrihed.

Følgelig er jeg dybt uenig med Ole Wæver. Hvor han vil ophæve kravet om adskillelse mellem religion og politik – og derfor ender i en sump af irrationalitet – dér vil jeg først og fremmest fastholde rationaliteten. Det er den, som fører mig til kravet om politisk ligeværdighed. Og det er dette rationelle krav, som yderligere implicerer kravet om, at vi ultimativt bør begrunde vore politiske standpunkter på hensynet til opretholdelsen af den politiske ligeværdighed – og altså ganske uafhængigt af religion.

Det er ingen selvfølge, at vi kan opretholde vort åbne demokratiske system. Det kan vi kun, hvis vi selv er indstillet på at opretholde det, og hvis vi selv har den nødvendige rationalitet; og den kan vi ikke forudsætte. Den skal vi tværtimod kæmpe for. I det perspektiv bliver Ole Wævers irrationalisme politisk farlig. Den undergraver den rationalitet, som er nødvendig, hvis demokratiet skal opretholde sig selv.

Skal vi bevare demokratiet, bør vi ikke blot fastholde kravet om adskillelse mellem politik og religion; vi bør også forstå vor egen historiske situation. Hvad er det, som har gjort, at netop vore forfædre i de vestlige samfund har ført en indre politisk kamp med det mål at realisere idealerne om demokrati og religionsfrihed? Hvorfor har netop disse samfund været i stand til at adskille politik og religion, så godt som tilfældet er? Det er ikke sket, fordi menneskene her er mere rationelle end andre steder.

DER er derimod al mulig grund til at tro, at det er sket, fordi religionen hjalp. Den vestlige verden havde en religion – kristendommen – som i sin egen indre dynamik selv bar frem mod en sekularisering af det politiske. Ligesom der er al mulig grund til at tro, at man ikke har haft en tilsvarende udvikling i den islamiske verden, fordi man dér stod med en religion, der i sin egen indre dynamik modvirker en tilsvarende sekularisering af det politiske.

Disse historiske sammenhænge er det nødvendigt at have med, når vi rationelt vil forholde os til muligheden for at opretholde demokratiet. Men i og med at Ole Wæver forkaster fordringen om en religionsuafhængig politisk rationalitet, så har han intet holdepunkt, hvorfra han rent rationelt kan vurdere de forskellige religioner med hensyn til deres indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk orden.

Og således forhindrer hans politiske irrationalisme ham i at få en realistisk forståelse af de grænser, som skal fastholdes, hvis den rationelle demokratiske orden ikke skal bryde sammen. Ole Wæver har brugt sin tale ved universitetets årsfest til at tale irrationalitetens sag. Hvor meget siger det om den akademiske og kulturelle elites værdipolitiske rådvildhed? Har universitetet mistet sin rygrad?

Kai Sørlander, født 1944, er filosof og forfatter. I sin seneste bog, Den endegyldige sandhed, gør Kai Sørlander op med den florerende relativisme og historicisme. Det er bogens tese, at der findes endegyldige sandheder og at de må udgøre et sammenhængende system, som kan udledes af modsigelsesprincippet.

http://www.weekendavisen.dk/samfund/artikel:aid=12876:dpol=2
——————————————————————————–
Til Sørlanders rationalitet

Af OLE WÆVER

Trykt i Weekendavisen nr. 52, 24. – 30. december 2004
KAI Sørlander har i disse spalter leveret en vidtgående kritik af min festtale ved Københavns Universitets årsfest den 11. november – eller rettere: den stærkt forkortede udgave bragt i Universitetsavisen. Den fulde udgave kan læses på hjemmesiden www.ku.dk/satsning/religion.

I festtalen pegede jeg på, at sekularismen som en doktrin om adskillelse af religion og politik – og dermed uddrivelse af religiøst funderede argumenter fra den politiske arena – indgår i den aktuelle sikkerhedspolitiske optrapning som en del af konfliktens ene part:

Dagens store konflikter står mellem sekularisterne og dem, der ønsker mere religion i politik.

Dernæst viste jeg, at doktrinen er en langt mere historisk formet og flertydig størrelse, end det antages i den aktuelle debat, hvor sekularisme i stadig stigende grad gøres til et tidløst og éntydigt krav, som vi i Vesten skal stå klippefast på.

Derfor opfordrede jeg til en mere selvkritisk debat om de forskellige måder, hvorpå religion og politik kan forbindes og adskilles. Derved kan sekularismens værdier forhåbningsvis indfries på en bedre måde – bedre både ved at undgå en optrapning af konflikten i forhold til især islamister og bedre ved at give os selv et mere levende og værdi-fuldt politisk liv.

Kai Sørlander argumenterer ikke blot for, at mit standpunkt er forkert, nej i hans udlægning »bliver Ole Wævers irrationalisme politisk farlig.«

Jeg vil ikke følge Sørlanders argumentation punkt for punkt, for den består for det meste i tilbagevisning af argumenter, der ikke er mine, men som han blot tilskriver mig, idet han fremfor at opsøge mine argumenter i deres mest udfoldede form har valgt at lave sin egen udgave af dem (inklusive deciderede absurditeter).

I stedet vil jeg fokusere på to centrale uenigheder, som jeg er glad for at få lejlighed til at diskutere, fordi de faktisk er centrale og sjældent diskuterede præmisser for den aktuelle debat. Kai Sørlander skal have stor tak for at have peget debatten i den retning.

KAI Sørlander udleder fra rationaliteten af demokrati, politisk ligeværdighed og religionsfrihed, at det er en forudsætning, at borgerne » – i hvert fald det store flertal – skal kunne adskille deres politiske forpligtelse som demokratiske borgere fra deres specielle religiøse overbevisning.«

Det er en fejlslutning. En sådan adskillelse er én mulig måde at sikre den politiske orden. Men det er ikke den eneste mulige og derfor ikke en nødvendig følgeslutning. Det er der en større filosofisk litteratur om (se for eksempel Robert Audi, Religious Commitment and Secular Reason, 2000).

En række variationer er mulige med hensyn til formulering af tilstrækkelige krav, for eksempel Audis: man må godt være motiveret af sin religion og også gerne argumentere sådan, men man skal være i stand til også at give sekulære argumenter for sin position.

Går man ind for endnu større åbenhed, kan man tillade religiøst funderede argumenter som ligeværdige, forudsat at de følger demokratiets spilleregler og tilsvarende accepterer ligeværd for ikke-religiøse argumenter.

Det er en vigtig diskussion om, hvilke betingelser religiøse argumenter skal opfylde, og Kai Sørlanders hårdhændede konklusion er alt andet end en nødvendig følgeslutning.

Sørlanders argument for den fejlagtige følgeslutning er, at »i modsat fald forsvinder sikkerheden for, at demokrati og religionsfrihed kan forenes på en gnidningsfri måde. For så er der intet, som udelukker flertallet fra at bruge demokratiet til at pålægge hele samfundet en lovgivning, som er bestemt af dets egen særlige religion, og som derfor bryder med de rationelle demokratiske krav om politisk ligeværdighed og religionsfrihed.«

Naturligvis kan man forhindre religiøst misbrug af et flertal ved helt at holde religiøse argumenter ude af politik, ligesom man kan forhindre et flertals økonomiske udplyndring af et mindretal ved at forbyde økonomi i politik, men det er én meget vidtgående måde, langtfra den eneste, og derfor ingen logisk følgeslutning.

EFTERSOM Sørlanders argumentation brister på et helt centralt punkt, og han derfor ikke har leveret en – efter egen fordring – tvingende argumentation for sin position, bør jeg herefter være befriet for alle følgeslutningerne, der udnævner mig til irrationalist, farlig, rådvild, uden rygrad og godt på vej til at drukne i en »sump af irrationalitet«.

Det andet punkt vedrører den politiske samtales form. Her er Kai Sørlanders centrale spørgsmål, »om sekulariseringskravet i sig selv er rationelt holdbart og forpligtende… Alt afhænger derfor af, om vi rent rationelt – ved vor tankekraft – kan finde et sådant holdepunkt.«

Hvorefter Sørlander »sætter alle vore overleverede traditioner og religiøse overbevisninger i parentes« og »rent rationelt spørger, hvorledes lovene i samfundet bør være.«

Hvem »vi«? Hvor? Hvordan? Der menes tydeligvis: som tankeeksperiment, som filosofi. Det er en velkendt opfattelse af filosofiens rolle i forhold til politik:

Man udnævner et eller andet til at være politikkens »first principle«, gerne ud fra en transcendental logik om, at det er en nødvendig forudsætning. Så tager andre filosoffer et andet princip som startpunkt, og de støder før eller siden sammen.

Resultatet bliver en form for filosof-bistand til det politiske liv, der minder mere om middelalderlige gudsbeviser end om kritisk fornuft. Hvordan forventes almindelige, læge debatdeltagere at forholde sig til den slags filosoffer, der daler ned til dem oppefra – i stedet for at tage udgangspunkt i faktisk-eksisterende debatter og for eksempel klargøre disse?

HER bliver Kai Sørlanders indlæg en perfekt illustration af min pointe: For hvor ender den politiske samtale, hvis vi behandler den som en filosof-agtig udredning?

Så hellere acceptere, at politik er en kompleks brydning mellem forskellige grupper, der argumenterer på forskellig vis og er uenige om, hvor argumentet skal starte – men i bedste fald søger at omgås hinanden respektfuldt?

Det lyder så overbevisende, når mange siger, at det er umuligt med religiøse argumenter i politik, fordi de ikke begrundes rationelt og dermed umuliggør fornuftig debat. Men hvordan foregår den faktiske politiske debat?

Som Rorty har gjort opmærksom på, er det faktisk uendelig sjældent, at en principiel debat ender med, at den ene part presset op mod logikkens mur siger: »Gosh, det har du da ret i; nu vil jeg skifte standpunkt.«

Nej, debatter er i praksis meget mere mangedimensionale. Man kan ikke »regne« løsninger ud (hvad der i øvrigt næppe ville være godt for demokratiet). Almindeligvis er flere standpunkter mulige og fornuftige at indtage. Debatter er derfor »ulogiske« – de udgøres ikke af en enig søgen tilbage til »first principles« og fælles udledning af konklusioner derfra.

Snarere brydes forskellige »tankesystemer«, der ikke kan enes om principper og udgangspunkt. Alligevel foregår der en samtale, hvor man påvirkes af hinanden og til tider langsomt »konverterer« til et nyt system – oftest fordi det producerer et mere attraktivt samfund.

Når religiøse argumenter bortdømmes, behandles den offentlige debat som var den en samtale mellem filosoffer, selvom vi godt ved, at den ikke nær lever op til de standarder. Et særforbud mod religiøsitet camoufleres som krav om rationalitet. I praksis kan vi fint håndtere en mangfoldig politisk debat, hvor religiøse argumenter godt kan finde plads.

Vores aktuelle eksempel er tankevækkende. Det er ikke lykkedes for Sørlander at argumentere i overensstemmelse med egne standarder. Han har end ikke forstået endsige forsøgt at forstå mine argumenter. Ikke nok med at han opstiller et ideal for den politiske samtale, der kræver, at alle skal være filosoffer – selv fagfilosoffer kan ikke leve op til kravene.

Kai Sørlander skriver: »Bør vi følge Ole Wæver i den holdning? Er det rationelt at følge ham? Det afhænger af, om hans argumenter tvinger os til det.« Nej, jeg vil ikke tvinge nogen. Jeg forsøger at genrejse et vanskeligt spørgsmål med mange aspekter, der er svære at sammenveje og derfor ikke kan gives ét entydigt svar.

Derfor kan jeg berolige Sørlander og givetvis mange andre om, at de ikke – med hans ord – »er nødt til at følge Ole Wæver ud i den sump.«

At sumpen så via et rent Erasmus Montanus argument er blevet gjort til, at jeg »kæmper for en særlig religion,« er svært at tage alvorligt. Den konklusion fremkommer alene ved, at Sørlander opererer med en total dikotomi, hvor alt er enten rationelt eller irrationelt, og det rationelle følger af tvingende argumenter, hvorimod det irrationelle er religion.

Derfor: hvis jeg argumenterer for noget i den politiske debat, som jeg ikke kan etablere som tvingende logisk nødvendighed, kæmper jeg for en religion. I så fald har vi vist pludselig fået mange religiøse politikere i Danmark! Det er undtagelsen, at de kan give tvingende argumenter for deres positioner, ergo er de religiøse alle til hobe.

»Politik« og »religion« er historiske størrelser. Derfor er det et selvbedrag, når debatten reduceres til det enkle spørgsmål om, hvem der er kloge nok til at adskille politik og religion (os), og hvem der endnu hænger fast i en sammenblanding (dem).

MIN formulering om sekularismen som »en yderst politisk doktrin« går netop på, at den er knyttet sammen med en bestemt udformning af et begreb om religion, nemlig som privat, inderliggjort tro, og et bestemt begreb om politik som den metafysikfri samtale. Samt til en specifik udformning af adskillelsen mellem religion og politik, som imidlertid rummer muligheden for andre udformninger.

Derfor bør det ses som et åbent politisk spørgsmål, hvordan vi fremover ønsker at indrette os med hvilke former for politik og religion: vore centrale vestlige værdier kan indfries på mange forskellige måder.

Naturligvis er det, at en doktrin er politisk, ikke i sig selv et argument for at opgive den, sådan som Sørlander tilskriver mig det. Men det er et argument for at undlade at behandle en doktrin som hellig(!) og som en fastlåst størrelse, der kun kan udformes på én måde.

Jeg ser frem til en lang og uafgørbar debat, der kan blive rationel, oplysende og politisk relevant, netop fordi ingen af os kan »tvinge« hinanden med argumenter (og heldigvis endnu mindre med andre midler).

Kai Sørlander svinger sig op til følgende afslutning: »Ole Wæver har brugt sin tale ved universitetets årsfest til at tale irrationalitetens sag. Hvor meget siger det om den akademiske og kulturelle elites værdipolitiske rådvildhed? Har universitetet mistet sin rygrad?« Udover det kuriøse i at tillægge min lille tale så stor betydning vil jeg mene, at samfundet bør have større tiltro til et universitet, der tør problematisere og gentænke sine egne og samfundets dogmer end til et, der – nok så rankt – hævder sin egen »rationalisme« som en uangribelig sandhed for alle at underkaste sig.

Ole Wæver, Ph.D., er professor i international politik ved Institut for Statskundskab og medlem af Styringsgruppen for Københavns Universitets satsningsområde »Religion i det 21. århundrede«. Forfatter til en lang række bøger og artikler.

http://www.weekendavisen.dk/samfund/opinion/artikel:aid=13122:dpol=2

 

Dette indlæg blev udgivet i Religion / Ideologi, Sørlander,Kai. Bogmærk permalinket.