Voldsparat reaktiv religiøsitet

små uddrag af artiklen  20. April 2022       Berlingske
Antidemokratiske danske muslimer har lært en central lektie af Paludan

af

Thomas Hoffmann er professor i islamiske studier på Det Teologiske Fakultet ved Københavns Universitet, og Jakob v. H.

Holtermann er lektor i retsfilosofipå Det Juridiske Fakultet ved Københavns Universitet.

De er begge partnere i forskningsprojektet Blasfemi i global forandring på Crown Princess Mary Center ved Københavns Universitet.

 

“Skåne, Sverige i april 2022 e. Kr. Rasmus Paludan turnerer rundt med sit blasfemishow i boligområder med høj koncentration af muslimer – med voldsomme uroligheder og personskade til følge.”

“Blasfemi kan nemlig noget særligt. Som en anden fremkaldervæske kan den fremkalde, hvad der ellers lå skjult og latent.”

Hvis man skulle være i tvivl, kan den vise, at en voldsparat reaktiv religiøsitet – her den muslimske – relativt let kan reaktualiseres midt i det tilsyneladende gennemsekulariserede helle, som Skandinavien rutinemæssigt betragtes som.”

“Blasfemi kan skille fårene fra bukkene med hensyn til, hvem der utvetydigt fordømmer volden og hvem, der enten mener, at blasfemikeren selv beder om det eller vælger at (for) skyde skylden på samfundet og systemet, for eksempel et islamofobisk og racistisk Sverige. I samme ombæring kan blasfemi blotlægge, om den blasfemiserede religions tilhængere – i dette tilfælde imamerne, de religiøst »selvlærde« og lægfolk – lægger utvetydig afstand til volden. “

” Blasfemien er også effektiv til at udstille eventuelle diskrepanser mellem det religiøse selvbillede og realitet. Er islam fredens religion – eller gør muslimske aktører den til ufredens? For islams vedkommende har adskillige årtier demonstreret en truende og til tider blodig voldsparathed hos et mindre men konsistent mindretal – rettet inkvisitorisk mod egne trosfæller, men også mod de såkaldte vantro.”

“De svenske uroligheder kan således ikke tilskrives Paludans koraniske autodafe alene. Volden eksploderer nemlig også af denne simple årsag: at man kan og vil! Paludans show er i den sammenhæng blot er en god krog at hænge hærværk og vold op på. Samtidig er det en streetwise kalkulation over for en ordensmagt, der i forvejen står svagt i forhold til ghetto-og bandemiljøerne – ikke mindst i Sverige.”

“For ved bestandigt at gentage sit cirkus herhjemme har Paludan formået (næsten) at civilisere de antidemokratiske blandt danske muslimer, så de ikke mister selvkontrollen*, hver gang folk kommer med ytringer, der skænder deres hellige bog. Dette gigantiske spring er sket gennem den klassiske opskrift, der altid har forårsaget ethvert reelt og ikke blot formelt fremskridt i ytringsfriheden, nemlig en kombination af: 1) stadig eksponering af de antidemokratiske modtagere for krænkende, men lovlige ytringer; med 2) ukueligt mod hos afsenderen.”

“Men når det gælder for eksempel forfatteres/ tegneres/ avisers udgivelse af blasfemisk satire, er vi derimod præcis, hvor vi har været siden Muhammedtegningerne: Ytringsfriheden er kun formel og ikke reel. Man kan endda hævde, at vi er et værre sted.”

“Efter alt at dømme skyldes dette blivende tilbageslag imod den reelle ytringsfrihed fraværet af netop de to ting, der har medført et fremskridt mht. Paludan, og som al erfaring viser er det eneste, der kan skabe fremskridt for den reelle og ikke blot formelle ytringsfrihed. Nemlig den stadige eksponering med de krænkende ytringer (her: blasfemisk satire) samt ukuelig civil courage hos afsenderne (her: forfattere, tegnere, komikere, redaktører og nu også lærere) – i sidste instans bakket op af urokkelig principfasthed hos staten og offentligheden.”

* kulturpsykolog Kirsten Damgaard : Det ligger ikke i det islamiske dannelsesideal, at man ikke må tabe besindelsen. Tværtimod. Muslimer opdrages generelt til at vold er et legitimt middel til adfærdsregulering og straf. Man(d) må således gerne udøve raseri og gå voldeligt amok, når den sag der vækker vrede, anses for tilstrækkelig stor. Fx må drenge må slå mindre søskende og dræbe en umoralsk storesøster. Alle må gå besærk på ikke-muslimer, der altid står under en selv i hierarkiet, om de så er ministre eller politiofficerer.

Kvinder bliver typisk mere indadvendt “hysteriske” og selvskadende. Mænd reagerer udadvendt og finder altid en årsag/skyldig  udenfor sig selv. Eksempel:  [i kondenseret form] En ung mand forklarer, at han dræbte sin ældre søster, fordi hun havde den forkerte adfærd ( forkert tro, forkert kæreste eller lignende.) Men egentlig  myrder han hende, fordi han  dømmer en anden ligestillet voksens livssyn, og – farligere – fordi han synes at det er moralsk i orden, at  han tager et andet menneskes liv!

I islam er der et dogme om at det forkerte skal væk – skal fjernes fra Jordens overflade. Derfor angreb på homoseksuelle, Samuel Patay, Muhammed-tegnerne, buddhistiske statuer, sider rives ud af biblioteksbøger, kvinder i korte kjoler chikaneres, politikere trues osv. Disse muslimer argumenterer ikke, drejer ikke blot hovedet den anden vej – det forkerte må simpelthen ikke have lov at eksistere i deres forståelse af verden.

Læs mere om emnerne muslimsk dannelse og vold  af Kirsten Damgaard  her på hjemmesiden, eller mere udførligt i  artiklen   Muslim og dansker ?   Psykologisk Pædagogisk Rådgivning  nr.3 1993

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Adfærd, norm og kriminalitet, Hoffmann, Thomas, Psykologi, Pædagogik / Sprog / Opdragelse, seneste. Bogmærk permalinket.