Af Carsten Ringsmose, faglærer, cand. rer. soc.
“Det kompetente barn” har været det populære modeord i en børneopfattelse, der fejlagtigt har troet på, at selv små børn kunne bestemme over deres egen tilværelse. Nu fører de katastrofale konsekvenser af dette “naive barnesyn” til en hurtig nyorientering i holdningen til børneopdragelse.
Et barn spørger en voksen: “Hvad er klokken?” Og den voksne svarer velvilligt: “Hvad synes du selv lille ven?” Denne vittighed har været anvendt, når man skulle karakterisere moderne voksnes svage – og svigtende – holdning i opdragelsen af børn og unge. Den almindelige opløsning af det traditionelle samfunds normer og holdninger giver en betydelig usikkerhed i børneopdragelsen, fordi vi ikke så præcist ved, hvad børnene egentlig skal opdrages til. Fremtiden bliver anderledes end forældrenes erfaring, og det gør dem usikre i børneopdragelsen.
Samfundsudviklingen medfører også, at de voksne i stadig højere grad udvikler et behov for at vise, hvor “gode” de er, og voksnes “godhed” overfor børn er efterhånden også blevet en hel industri i det moderne samfund. Og der er ofte grund til at spørge, hvor “god” godheden egentlig er? Som det seneste virkelig illustrerende, danske eksempel kan man mindes Laue Traberg Smidt, der rigtigt udstillede sin godhed som generalsekretær i “Red barnet”, og fremstillede sig selv som etikkens store vogter, indtil nogle pludselig afslørede ham ved at sige som barnet i eventyret: “Han har jo ikke noget tøj på!”
Den tyske psykoanalytiker Wolfgang Schmidbauer har i en række bøger (startende med “Die Hilflosen Helfer” i 1977) beskrevet, hvordan det moderne samfunds ustandseligt påtrængende krav om rationalitet, effektivitet, evaluering og forandring skaber en generel, fundamental usikkerhed hos det moderne menneske, som får nedbrudt sin selvfølelse og selvtillid, og derfor får et behov for at vise, at han “er god nok”. Tvivlen om egen godhed får folk til at give penge til truede dyr eller fattige børn, for derigennem at demonstrere, at de faktisk er gode. Hvis man ikke til hverdag har tilstrækkelig mulighed for, at vise sin godhed, så kan man gå ind i et af “hjælperfagene”, og gøre godheden til sit erhverv. Hvis man så heller ikke som socialrådgiver, sygeplejerske eller terapeut får behovet tilstrækkeligt tilfredsstillet, så kan man få yderligere tilfredsstillelse som underviser i uddannelsen af endnu flere terapeuter.
Der er et gammelt ord, som siger: “Gud bevare mig for mine venner; mine fjender skal jeg nok selv få bugt med” – og dette vise råd bliver aktuelt, når man ser, hvor populær en beskæftigelse det er blevet “at være god ved børnene” således, at børnene ofte svigtes fuldstændig i opdragelsen, og end ikke lærer de mest selvindlysende krav til god, social omgangstone.
Når forældrene forledes til en så høj grad af “godhed”, at de fuldstændig svigter børnenes opdragelse, så er der hjælp at hente for disse forældre. Judith Rich Harris’ bog “Myten om børns opdragelse. Hvorfor bliver børn som de bliver?” var en helt usædvanlig kæmpesucces i USA, og den er netop udkommet på dansk. Bogens store popularitet skyldtes, at “den gav forældrene et alibi til at fralægge sig deres ansvar for børnenes udvikling frem for at optræde som rollemodeller i en tid, hvor der var en nærmest desperat mangel på værdier og ansvar i børns opdragelse”, som udviklingspsykologen Howard Gardner udtrykte det (her citeret fra anmeldelsen i “Social Kritik” nr. 71/2000). Bogens store budskab er, at hvis børnene ikke bliver, som vi gerne vil have dem, så er det i hvert fald ikke forældrenes skyld, og det kan næppe overraske, at forældre med problembørn elsker den slags udsagn, og i stort tal køber bogen.
Her i Danmark har forældre med problemer i børneopdragelsen hidtil på samme måde kunnet søge trøst i familierådgiver Jesper Juuls bog “Dit kompetente barn”, som er udsendt i over 70.000 eksemplarer. Denne bog har helt den samme “frigørende” effekt overfor forældrene, for når forældrene tvivlende spørger: Hvad skal jeg gøre for at opdrage mit barn? Så svarer Jesper Juul, “-at barnets reaktioner altid er kompetente – dvs. meningsfyldte og udtryksfulde – og at opdragelse i traditionel forstand derfor er overflødig”.
Der er simpelthen tale om en slags moralsk “afladshandel”: “Når pengene (for bøgerne) i kassen klinger, straks forældrenes sjæl ud af skærsilden springer!” Jesper Juul og Judith Rich Harris har begge stor succes som forfattere, fordi det lykkes dem at sige noget, som tidens forældre meget gerne vil høre. Til gengæld svigter de både børn og forældre, fordi deres “gode” råd simpelthen forleder forældrene til at slippe deres forældreopgave og svigte børnenes opdragelse, således som Jesper Juul flere gange overbevisende demonstrerede det for åben skærm i TV2’s serie “Far, mor og børn”.
I den første udsendelse deltog et forældrepar med en datter, som netop var fyldt 15 år, og forældrene beskrev de problemer, de havde med datteren, som altså var til stede og kunne supplere og korrigere. Forældrene beklagede, at datteren savnede ansvarsfølelse overfor familien, og f. eks. ikke holdt sine aftaler. Når datteren under forældrenes fravær skulle passe lillesøsteren på halvandet år, så gik hun i bad, og lod lillesøsteren passe sig selv, hvilket blev opdaget, da faderen tilfældigt kom hjem og fandt den lille ude på vejen uden opsyn. Den femtenårige skulle ofte hentes ude hos kammerater, hvis forældre ringede og oplyste, at hun var så fuld, at hun ikke kunne klare sig selv. Forældrene fortalte, at datteren blot rejste sig fra bordet og gik ind til computeren, og hvis man kaldte på hende, blev hun sur, så familien simpelthen var blevet et “servicehold”. Datteren overholdt ikke aftalte hjemkomst-tidspunkter, og hun tog ud til fester uden aftale, – selvom hun normalt kunne få lov. Da forældrene forklarede, at hun somme tider kom hjem i en “brandert uden sidestykke”, forsvarede datteren sig med, at “det gør man jo – det hører alderen til”. Hendes femten års fødselsdag var blevet aflyst, fordi hun havde drukket sig fuld “så det var helt ubeskriveligt”, og når faderen sagde “god morgen”, så fik han “et lods i røven”, idet datteren råbte ad forældrene og bandede over dem, f. eks. med udtrykket “skrid for helvede”.
Dette var altså forældrenes beklagelser over deres femtenårige barn, og historien er slet ikke usædvanlig, når der er tale om et barn i puberteten. Selvom datteren var et par numre for fræk, og savnede voksenhjælp til lidt adfærdskorrektion, så var det ikke hendes adfærd, der forskrækkede mig mest. Den store forskrækkelse skyldes det råd, terapeuten Jesper Juul gav forældrene.
Jesper Juul tog fuldstændig parti for datteren (som moderen udtrykte det), idet han ikke havde så meget som en eneste irettesættelse til hende, medens han overfor de undrende forældrene fremførte det synspunkt, at de “overspiller rollen som forældre”! Det skal de holde op med! Jesper Juul anbefaler forældrene at “etablere et venskab” med datteren, og synes iøvrigt, at de skal “nyde det lidt”, og “sætte pris på” at datteren “klarer sig uden tid sammen med” forældrene!
Det fremgik af udsendelsen, at både journalisterne og forældrene var mildt sagt overraskede over dette “gode råd”, og man mødtes med familien nogen tid senere for at høre, hvordan det så var gået. Familien kunne nu berette, at man var holdt op med at interessere sig for de mindre, daglige regelbrud og irritationsmomenter, idet man delte problemerne i to “kasser” med små og store problemer, og faderen sammenfattede meget godt resultatet af “rådgivningen” da han sagde: “Vi har stadigvæk sådan et tre-stjernet hotel med høj service og privatchauffør og kost og logi gratis til rådighed – og det må jeg så acceptere, sådan er det at have børn, og det har vi så ligesom besluttet os for, at sådan skal det være! Men den “store problemkasse”, den – – har vi ikke fået løst, der véd jeg ikke, hvad vi skal gøre.”
Det tragiske var, at de ellers almindelige og fornuftige forældre, med deres store erfaring fra syv børn, lod sig narre af udsendelsens oplysning om, at Jesper Juul “er en af landets mest kendte familierådgivere” der har “udgivet en perlerække af bøger omkring børneopdragelse”, og derfor – trods deres store overraskelse – tillagde ham en faglig og saglig kompetence, der fik dem til at følge hans fuldstændig uansvarlige og urimelige råd, og nu forholdt sig til datterens himmelråbende urimeligheder med resignationen: “Sådan er det at have børn – – sådan skal det være!”
I den fjerde af de seks udsendelser fik en moder, der var nervøs for sine døtres sundhed, fordi de ikke ville spise en varieret kost, det råd fra Jesper Juul, at “opgive den drøm” at få døtrene til at spise sundt, for “jeg tror ikke det kan lade sig gøre.” Da den undrende mor spurgte, om det betød, at “hvis hun vil have fire halve med pålægschokolade, så skal hun have det?” Så svarede Jesper Juul: “Nej, det er stadigvæk dig der styrer – – der afgør, hvad der bliver købt ind”, og man kan jo undre sig over, at Jesper Juul, som ofte taler om etik, åbenbart mener, at man på denne måde skal manipulere med børnene, i stedet for at give dem et klart svar.
Det sidste svar er typisk, fordi det først siger, at børnene blot skal have, hvad de har lyst til, og i næste omgang, at de ikke skal alligevel. Rådgiveren mener nemlig på en eller anden måde også altid det modsatte, og det skyldes denne form for rådgivnings dybereliggende, ubevidste psykologiske motiv, nemlig at glæde forældrene ved at vise, hvor god man er, ved at fortælle forældrene, at de slet ikke har et problem.
“Det naive barnesyn” som glimrende karakteriseres ved påstanden om, at “børns reaktioner altid er kompetente” har medført, at de voksne – både forældre, lærere og pædagoger – i al for høj grad har overladt børnene til sig selv, med en for høj grad af “selvforvaltning” og alt for ringe styring og vejledning fra de voksne. Derfor er det glædeligt, at vi nu ser formanden for pædagogernes fagforening BUPL, Bente Sorgenfrey indrømme, at “den udbredte selvforvaltning i daginstitutioner har ladt de svage børn i stikken” (Berlingske Tidende 21/1).
De seneste bekymringer i børneopdragelsen skyldes bl. a. registreringen af, at alt for mange børn bliver overvægtige, og samtidig får alt for lidt motion, med det resultat, at man nu er begyndt at registrere “gammelmandssukkersyge” hos danske børn i 10-års-alderen! Børnene var altså slet ikke kompetente til at afgøre, hvilken kost og hvilken motion, der kunne sikre en sund udvikling.
En for svag voksenholdning, og en for overdreven høj grad af “selvforvaltning” i daginstitutionerne, har sammen med en ændring i børnekarakteren også bidraget til, at en stor del af børnene nu savner sociale færdigheder i et sådant omfang, at det er et stort problem for skolen, således som det allerede blev fastslået i undervisningsministerens redegørelse til Folketinget i 1997 med titlen “Elever der forstyrrer undervisningen for sig selv eller andre i folkeskolen”. Nogle tog denne undersøgelse ganske roligt, fordi det kun var ca. 10 % af børnene, der for alvor forstyrrede undervisningen, men det er altså to-tre børn i en klasse, og det er faktisk tilstrækkeligt til at suspendere undervisningen. Problemets omfang bekræftes i senere undersøgelser, f. eks. Socialforskningsinstituttets forløbsundersøgelse af børn født i 1995, som viser, at en tilsvarende andel af børnene ifølge mødrenes egen vurdering kan betegnes som “anti-sociale” allerede i tre-års-alderen.
“Det naive barnesyn” er udtryk for det dilemma, at det slet ikke er let at være god, for godheden kræver også, at man stiller krav, sætter grænser og markerer klare holdninger. Der er stor forskel på at være god, og at være “tossegod”, og dette dilemma kan illustreres overbevisende med en lille historie fra det virkelige liv.
Under den spanske borgerkrig støttede Hitlers “Luftwaffe” som bekendt den spanske oprørsgeneral Franco, idet Hitlers flyvere fra Mallorca terrorbombede den ubefæstede spanske storby Barcelona, hvor man oplevede, at civilbefolkningen blev udsat for luftbombardement, og civile på gaden – herunder mødre med barnevogne – blev beskudt med maskingeværer fra luften.
Denne uhyggelige situation førte til, at norske humanister etablerede en indsamling af penge under parolen “Ambulancer til Barcelona”, så ofrene for Hitlers terrorbomber hurtigere kunne bringes på hospitalet. Stillet overfor dette fænomen foreslog den store norske digter og humanist Nordahl Grieg, at man måske hellere skulle forsvare sig, og ændre indsamlingsparolen til “Luftværnskanoner til Barcelona”. – Men uha-nej! Sande humanister kunne virkelig ikke samle penge ind til våben, hvorefter Nordahl Grieg gjorde opmærksom på, at den pacifistiske humanismes sidste konsekvente parole ville være: “Ligkister til Barcelona”.
Moralen i denne lille historie skulle nu være, at stillet overfor problemer, som kan udvikle sig og blive endnu værre, så gælder det om at gribe ind i rette tid og med de rette midler. Altså at gøre noget konstruktivt, medens det endnu er muligt. Vise det mod og påtage sig det ansvar, billedligt talt at vælge “luftværnskanoner” medens man endnu kan gøre noget, i stedet for “ligkister” når det hele er for sent.
Jeg har flere gange i løbet af mit liv oplevet, at forsamlede mennesker, som var stillet overfor krigstruslen i form af oprustning, eller overfor konkret voldsudøvelse i samfundet, spontant har sunget Nordahl Griegs sang “Kringsatt av fiender, gå inn i din tid!”, og Nordahl Grieg står således som et symbol på modstanden mod vold og krig.
Men selvom Nordahl skrev, at “krig er forakt for liv. Fred er å skape”, så var virkeligheden altså, at stillet overfor Hitlers despoti, så meldte Nordahl sig frivilligt til Royal Air Force, og endte sine dage, da han som agterskytte på et bombefly blev skudt ned over Nazi-Tyskland.
Jeg er helt enig med Nordahl Griegs humanistiske synspunkt: “Vi vil ta vare på skjønheten, varmen – som om vi bar et barn varsomt på armen!”, men ofte kræver realiteterne af os, at vi praktiserer denne kærlige omsorg ved at gribe vejledende og styrende ind i børnenes liv, kort sagt ved at give børnene en opdragelse. De voksne må leve op til dette ansvar, i stedet for at svigte børnene med populære, men urigtige påstande om, at “barnets reaktioner altid er kompetente”.