Vanvidskørsel stenkast mod politi og brandvæsen genopdragelse social kontrol safehouses
af kulturpsykolog Kirsten Damgaard
Indvandreres opførsel er igen sat på dagsordenen i danske medier. I fjernsynet og i de skrevne medier tales der om en del kvinder som ikke kommer i kontakt med det offentlige rum i Danmark .Om hvordan kvinderne holdes hjemme af deres mænd. Om hvordan disse kvinder ikke får mulighed for at integrere sig til en tilværelse, hvor kvinder er lige med mænd.
Der skrives også om nogle mandlige flygtninges dårlige opførsel i det offentlige rum. Om hvordan myndighedspersoner angribes i deres private sfære for at tvinge de pågældende til at ’makke ret’.
Indlæg i de større såvel som de mindre medier omhandler såvel mennesker, som selv er kommet til landet og mennesker, der er børn af flygtninge og indvandrere. Der er øget fokus på de personer, der ikke klarer sig godt, eller personer, som er direkte uintegrerede . Voksne flygtninge og indvandrere holdes væk fra det offentlige rum eller er truende i det offentlige rum, men der er også store problemer med deres børn, understreges det.
Lederen af det socialpædagogiske projekt Blæksprutten i Hvidovre, Ahmet Demir udtalte for mange år siden hvorledes han frygter dannelsen af aggressive subkulturer, hvis ikke marginaliseringsprocessen i forhold til unge indvandrere stoppes.
Stadig flere unge med indvandrerbaggrund anbringes uden for hjemmet, og flere og flere unge sendes i specialundervisning. Ahmet Demir mener, at et af de store problemer er, at lærere og pædagoger tror, at de kan løse problemerne alene. Men det er umuligt uden forældrenes opbakning. Han efterlyser derfor initiativer rettet mod forældrene. Forældrene skal mere på banen, siger han. Det er hørt før .
I sin kronik i Jyllandsposten den 21.02.05 påpeger kronikøren Khuram Shehzad , som selv er såkaldt 2. generationsindvandrer, at begrebet integration er yt og skal erstattes med begreber som demokratisk dannelse og medborgerskab. Deltagelse er nøgleordet, idet den frivillige deltagelse er en forudsætning for et tilhørsforhold til ’at være dansk’. I hans optik er deltagelse frivillig, modsat integration der er tvang. Shehzad mener at denne frivillige deltagelse finder sted på følgende planer:
Sprogligt, kulturelt, socialt, økonomisk og politisk.
Hvorfor nogle marginale flygtninge og indvandrere opfører sig som de gør, eller hvorfor de ikke lever op til kravet om deltagelse på demokratiske præmisser i det offentlige rum er spørgsmål, der er vigtige at besvare, inden man fra politisk hold iværksætter tiltag for målgruppen omkring oplysning , inddragelse og påvirkning.
Det er på den ene side afgørende at have kendskab til de nye befolkningsgruppers værdier, holdninger og forestillinger i relation til det danske offentlige rum. Er der tale om værdier, der er taget med ’hjemmefra’ eller værdier tilegnet på et grundlag her i landet er et andet spørgsmål af interesse.
Det danske samfund mangler viden om indvandrernes kerneværdier, hvorimod sociolog professor Peter Gundelachs et als forskning : Danskernes værdier 1981-1999 glimrende belyser vigtige aspekter af hvad danskerne synes og mener. I Danskernes værdier afdækker forskerholdet ,på repræsentativ basis, danskernes tilknytning til dansk og europæisk geografi, grad af stolthed over at være dansk, tillidsforhold til offentlige institutioner som politi, skole og retsvæsen , Folkekirkens potentiale som svar på menneskets åndelige behov, folks refleksivitet udfra de mål de angiver for børneopdragelsen, folks accept af snyd overfor det offentlige, deres frisind, syn på kernefamilie contra enlige kvinder der tilvælger børn, deres syn på arbejdet som mål eller middel, danskernes etniske tolerance ( der er meget høj omend intolerancen overfor muslimer som naboer er forhøjet fra 2% til 5 % ) og endelig danskernes politiske placering på en højre-venstre skala.
Undersøgelsen bærer præg af, at den er konstrueret med henblik på sammenligning af europæiske befolkninger.
Så når herboende indvandreres værdier skal afdækkes, kan man ikke direkte kopiere matrix fra the European Values System Study Group. Folkekirken, kernefamilien og frisindet udgår og faktorer, der i højere grad indgår i medborgerskabet, og som ofte bliver aktualiseret i det interkulturelle møde inddrages. Det drejer sig om områder som socialt ansvar overfor andre mennesker, statustildeling, autoritetsbegreber, konfliktløsningsstrategier, loyalitetsgrænser, syn på religions rolle, opfattelse af udvikling samt friheds- og borgerbegreb.
En omfattende undersøgelse af indvandrerbefolkningen samt efterkommere ( med registrering på cpr.numre så opfølgning på familie- og klanmønstre muliggøres ) kan optimalt operere medfølgende baggrundsvariable : alder, opvækstland, tidl. og nuvær. nationalitet, sprog, skriftsproglighed ved indvandring (literacy), statusplacering ved emigration, placering på push-pull skala ved indvandring, køn, antal skoleår i hjemlandet, søgning til danske integrationskurser, forhold til dansk statsborgerskab, valg af ægtefælle og valg af skole for børn.
Pudsigt nok er der vedvarende stor opmærksomhed på indvandrernes forestillinger og værdier, som vedrører ( indbyrdes ) forhold i privatsfæren , herunder trosforhold. Islam og udtalelser fra diverse imamer med en mere eller især mindre demokratisk indstilling er ofte taget til indtægt for indvandrernes (dårlige) adfærd i hjemmet og i den offentlige sfære. Hvorimod rammer for legitim adfærd i den offentlige sfære, fællesskabets rammer og værdier vi alle skal respektere og måske være fælles om, har været mere upåagtede i integrationsforskningen og indtil for få år siden også hos midterpartierne.
Immigranternes værdier og holdninger kan imidlertid ikke stå alene. Det vil i denne sammenhæng være nødvendigt tydeligt at udforme de fælles værdier, som samtlige borgere i landet mener, at man som borger skal respektere i det offentlige rum, hvad enten man er indvandrer af ny eller gammel dato eller kan spore sin slægt inden for grænserne i hundrede år. Alt for ofte fremstår det, som om der hersker et ’man’ omkring offentlig adfærd, et ’man’ begreb der er fælles for borgerne. Et fællesskab i et land med mange modersmål og mange etniske grupper med store forskelle på sociale grupper og store forskelle på individernes valgte værdier og altså stor forskel i de positioner man definerer sig selv ud fra, skal til stadighed nyskabes og håndhæves ud fra en i hvert fald tilnærmelsesvis fælles forståelse af legitime værdier.
Det er uomgængeligt at de relevante ministerier påbegynder et oplysnings- eller opdragelsesprogram for personer og familier, som falder uden for rammerne.
Men før dette kan iværksættes kræver det et grundigt kendskab til immigranternes værdier, som de handler på i det fælles offentlige rum, hvad enten dette rum er socialforvaltningen, skolen eller gaden. Endvidere bør de demokratisk vedtagne ideer om det fælles grundlag for samfundsmæssig handlen præsenteres og forklares indgående overfor alle nye medborgere, også eleverne i folkeskolen. At et sådant tiltag er nødvendigt, peger den række af negativebegivenheder på, som har været til genstand for indslag i de sete og skrevne medier.
Hvorfor marginale flygtninge og indvandrere tænker og handler som beretningerne om dem er bevis på, kan belyses gennem flere synsvinkler. Forskellige faglige udgangspunkter for undersøgelser opstiller forskellige hypoteser og har forskellige svar.
En indfaldsvinkel er den kulturpsykologiske. Kulturpsykologer siger :”Du kan tage manden ud af Pakistan , men du kan ikke tage Pakistan ud af manden ”. Hvad sker der med en mand og eller ham og hans familie, når den flytter til en meget anderledes kultur ? Tidligere professor i pædagogik på Københavns Universitet Staf Callewaert tilbageviser forestillingen om at man kan opdrage et menneske til følelsesmæssigt og rationelt at indgå loyalt i modstillede kulturer:
“Den idé med at man kan opdrage børn med 5 programmer på deres harddisk er farlig. Vi reagerer i 99 % af tilfældene udfra vores opdragelse som en førbevidst process. Men man kan lære folk at være åbne, være mere tilbageholdende i deres reaktioner. Diplomatbørn laver fx hierarkier over de kulturer eller de normer de færdes i. Man lærer sig at bære sig kulturelt ad”.
Et kulturchok finder sted, når ens erfaringsbaserede forventninger ikke slår til.
Hvor svært kulturmødet er afhænger fx også af hvor forskelligt kulturerne ser på menneskets natur, menneskets rolle på jorden, om tidsfokus er på den glorværdige fortid, samtiden eller den ønskede fremtid. Det er forskelligt hvilken vægt der lægges på status (hvem man er ) eller på handlinger (hvad man gør) Hvem gives autoriteten til at bestemme, er det Allah, demokratiet eller mig selv?
Vigtige faktorer for den personlige integration og den enkeltes velbefindende i et individualiseret samfund som det danske er : ambitioner, motivation, forventninger, begavelse, personlig indsats ,refleksivitet, kønsopfattelse, generationsopfattelse, opfattelse af forældrerolle og historiebegreb.Der er elementer heri som nogen kan genkende fra begrebet følelsesmæssig intelligens. Det er klart at årsagen til udvandring (push eller pull effekt) ligger som en underliggende strøm i den enkeltes selvforståelse af opholdet i Danmark. Denne selvforståelse har stor betydning for gennemlevelsen af kulturchokkets faser, der gerne skulle føre til re-socialisation og velbefindende. Mange af de førnævnte personlige forholdemåder trækker naturligvis sine spor over i hvorledes den enkelte forvalter sit medborgerskab, herunder (mangel på ) respekt for ægtefællens integritet og sin rolle som opdrager af næste generation
Indvandrerkulturerne og det danske samfund afviger også i grad af kompleksitet, grad af individualisme og grad af lukkethed/strenghed contra åbenhed.
Det ovenstående udgør den basis som personen har med i sig og de rammer han får at udføre sin personlige integration indenfor. Med andre ord beskriver de hans chancer for at tilpasse sig den nye kultur. Juraen i den modtagende kultur bestemmer over hans opholdsgrundlag. Samtidig sætter den nye sammenhæng han ønsker at indgå i pres på ham for at forandre sig. I både den nye og den gamle kultur, er der ting han vil beholde og ting han helst er fri for. Problemet er bare at meget kommer som en pakkeløsning. Altså ligestilling for både dig og din søster, og politisk frihed til at kritisere og diskutere alt.
Men indvandreren er jo ”sig selv” hvilket vil sige, at han har udviklet sin personlighed indenfor den kulturs rammer og former som han er opdraget i. Er han opdraget i en autoritær kultur med ringe rum for individualisme, kræver det et større arbejde at udvide råderummmet og begynde på sin selv-opdragelse. Men voldelige og undertrykkende løsningstrategier , som fungerede i den forladte kultur, er ikke acceptable her. Hos marginale personer opstår derfor et skisma mellem forskellige måder at føle på og forskellige måder at opfatte, tænke og strukturere på efterhånden som de to ”systemer” tørner sammen. Det sker ved konkrete oplevelser eller ved tanker og overvejelser.
Hvad bestemmer så om indvandreren forandrer sig til den ene eller den anden side ? En person kan forandre sine handlinger eller tanker af tre grunde : han har fået ny viden, han har accepteret en ny begrundelse udtænkt af andre eller han har i praksis afprøvet en ny metode.
En anden vinkel er en antropologisk vinkel, der vægter kulturelle roller, spørgsmål om inklusion og eksklusion samt spørgsmålet om magt.
Adfærd kan i denne optik betragtes som tillærte normer. Dvs. at adfærd kan tillæres og ’aflæres’ og erstattes med andre normer og adfærd.
genredigeret 24.10.2022