Hver fjerde kvinde, der uafbrudt har været på kontanthjælp i ti år eller mere, har ikkevestlig baggrund
En analyse fra Social- og Indenrigsministeriet fra oktober 2020 viste, at cirka en fjerdedel af ikkevestlige indvandrerkvinder i januar 2019 var på offentlig forsørgelse. Heraf havde knap 70 procent modtaget offentlig forsørgelse størstedelen af de seneste tre år, og de hører derfor under kategorien langvarigt offentligt forsørgede.
Selvom de blot udgør fem procent af befolkningen, er hver fjerde kvinde på uafbrudt kontanthjælp i ti år eller mere en kvinde med ikkevestlig baggrund. Det viser en ny opgørelse fra Beskæftigelsesministeriet år 2021.
Kvinder fra de såkaldte MENAPT-lande, der tæller lande fra Mellemøsten, Nordafrika samt Pakistan og Tyrkiet udgør bare to procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder mellem 18 og 65 år. Men i statistikkerne over personer, der uden afbrydelser har modtaget kontanthjælp i ti år eller mere, udgør de 20 procent, altså hver femte.
»Vi kan ikke ignorere, at den overrepræsentation, der tydeligvis er, skyldes noget andet end de problematikker, vi generelt arbejder med hos langtidsledige. Vi har at gøre med en udsat gruppe, som ofte har mange andre problemer end ledighed, og de skal løses, før man kan løse ledigheden. Indsatsen tager meget lang tid, fordi sagsbehandleren skal grave sig ned i problemerne og finde sagens kerne,« siger Charlotte Storm, afdelingsleder ved Jobcenter København.
Uddrag fra 09.03.21 Julie Schneider og Søren Domino journalister på Christiansborg: De fylder en brøkdel i befolkningen, men udgør hver fjerde i »uheldig« statistik: »Vi står med en kæmpe, kæmpe udfordring«
***
Kirsten Damgaard, cand.pæd psych. og uddannelses-og erhvervsvejleder: Omkring 2012 -14 forsøgte jeg at få min arbejdsplads jobcenter CBSI Nørrebro i København ( for borgere med indvandrerbaggrund) med på et udviklingsprojekt, hvor vi skulle teste kursister der ikke rykkede sig sprogligt for personlige, social og kulturelle problemstillinger. Det lykkedes ikke. En afvisning lød at disse voksne, jo havde klaret sige hele livet indtil nu, uden at blive henvist til psykologiske undersøgelser. Jeg mente dengang, at der var behov for en “skolepsykologisk ” afdækning af mange af kursisternes problemstillinger ligesom man fx gør i grundskoler og gymnasium. Det er min opfattelse at megen af ledelsens og erhvervs- og uddannelsevejledernes modstand skyldtes berøringsangst for at stemple disse svage personer negativt. Desuden ville sådanne psykologiske undersøgelser og opfølgningen på dem selvfølgelig være bekostelige for samfundet. Man kan uheldigvis heller ikke behandle sig ud af udviklingsforstyrrelser og dårlig begavelse.
Psykolog Karin Riber har påvist i et mindre forskningsprojet om arabiske flygtninge, at mange af deres traumer stammer fra barndommen, og ikke fra flygtningesituationen. Der gælder altså nærmiljøet/opdragelsen og i sidste ende den muslimske traditionelle kulturs tilgang til begreber som individets udvikling. Sagt på en anden måde for megen neglekt, for lidt frihed , for ustimulerende, for megen vold.
Læs selv her https://samf.ku.dk/nyheder/flygtninges_traumer/