Muslimsk opdragelse producerer ansvarsløse individer

Trykt i Berlingske den 22.11.04
Af Marianne Geoffroy, speciallæge i psykiatri, PhD

Resultatet af islamisk børneopdragelse i vesten er impulsstyret adfærd og ingen bremseklodser

Som små børn er det vore forældre, der instruerer os, roser eller kritiserer os og kontrollerer hvad vi må og ikke må. Som børn er vi overvejende ydre kontrollerede. I vores udvikling fra børn til voksne i den vestlige kultur, bliver vi af vore forældre og institutioner trænet i at opbygge en indre kontrol.

Via møjsommeligt arbejde (konflikter, diskussioner, “give and take”), gennem mange år træner vesterlandske forældre deres børn i at blive stadig mere selvinstruerende (nu vil jeg lave mine lektier, jeg er med til at hjælpe, det er også mit ansvar at holde orden etc.) – blive selvforstærkende (det er ikke længere mor eller far, der alene afgør, om mine handlinger er hensigtsmæssige, jeg ved selv, hvad der er godt eller skidt) – blive selvkontrollerende (jeg gider ikke være oppe hele natten, for så bliver jeg for træt i skolen og jeg vil ikke komme for sent). Dette er, hvad vi som forældre stræber efter, at vore børn skal kunne: At overtage ansvaret for sig selv og egne handlinger. Vi forsøger, med vekslende held selvfølgelig, at videregive en opfattelse af virkeligheden, som er tilpas nuanceret og fleksibel til, at vores børn vil kunne tilpasse sig forandringer og udvikle sig personligt gennem livet. Således er der i vores antiautoritære model en forventning om, at fleksibilitet, imødekommenhed og tilpasning er essentielt for at leve et lykkeligt liv i samklang med andre.

Ser vi på børneopdragelse i islamisk sammenhæng, synes den at bibeholde en ufravigelig ydrestyret model. Jeg er ikke ekspert i muslimsk opdragelse, men det samlede indtryk, jeg har fået, peger på en livslang streng ydrestyring af individet. Fra barn til voksen er rammerne via Koranen på forhånd givet og ikke til diskussion. Dvs. at barnet ikke trænes i at opbygge en indre kontrol og at barnets adfærd i høj grad reguleres via de ydre rammer – effektuering af straf: sharia. Da de ydre rammer ikke er til diskussion, betyder det, at en mere reflekterende, undersøgende og personlighedsopbyggende proces ofte må have ringe vilkår. Jeg har funderet meget over den adfærd, jeg så udfolde sig på TV2s dokumentar i sidste uge, hvor veluddannede voksne kvinder, bl.a. læger (!), sad og kvidrede som små umodne teenagere og klukkede over mordet på Theo van Gogh. Indslaget afspejlede i hvor høj grad, den menneskelige psyke er opbygget forskelligt afhængigt af verdensbillede/opdragelsesmetode.

I den islamiske ydrestyrede model afhænger alt af straf og truslen om straf, hvis man ikke “styrer sig”. Og straffen skal eksekveres, ellers overtager impuls og lystbetonet adfærd, og familien og samfundsordenen falder fra hinanden. Ud fra denne tankegang er sharia et sine qua non – der er ikke andet til at få individerne til at opføre sig “ordentligt”.

Det må betyde, at lovreligionen hos netop de velfungerende muslimer nærmest må være indbygget som en rygmarvsrefleks: Tilværelsen kan umuligt anskues fra andre vinkler end denne éne, den muslimske. Det giver overskud til at uddanne sig, færdes i samfundet uden hele tiden at skulle bruge energi på at holde sammen på sig selv og dermed føle sig truet af strenge straffe, hvis man gør det ene eller det andet. Der er bare lukket af for alt andet end det, Koranen tillader.

Det kan måske være med til at forklare den “enøjethed” en muslimsk kvindelig dansk læge lægger for dagen overfor en medsøster der kritiserer Koranen – men det kan aldrig undskylde hende, set med mine øjne.

Resultatet af manglende sharia i den vestlige verden er, at unge finder ud af, at forældrene er magtesløse, fordi der ikke er et system, der tager over og straffer, som Koranen byder. Resultatet er en impulsstyret adfærd og ingen bremseklodser, vist især i relation til vesterlændinge.

Mange af vores “vestlige” børn går for lud og koldt vand og modtager ikke den kærlighed og opmærksomhed, som der skal til for at opbygge færdigheder og indrestyring. Disse børn/unge/voksne har vi svært ved at hjælpe. Det gode er dog, at de oftest gerne vil have hjælp, og at de har et verdensbillede, der rummer idéen om, at man er en person, der har valg og dermed har ansvar. Hvad stiller man op overfor et menneske, der er opdraget med, at man ikke har valg og derfor ikke har ansvar?

(Indsendt til Berlingske under overskriften “Opdragelse og Personlighedspsykologi: Islam og den vestlige model”)

 

Dette indlæg blev udgivet i Geoffroy,Marianne, Psykologi, Pædagogik / Sprog / Opdragelse, seneste. Bogmærk permalinket.