Narko,migranter og hjemløse

Her kommer et lille udpluk fra  gadebetjent Rud Ellegaards erfaringer. I 38 år har han arbejdet på Vesterbro. Stofferne er komme til byen og i hælene på dem er fulgt svage individer og besynderlige tilvandrere. Rud Ellegaard har fulgt bydelens udvikling gennem kvarterets kriminelle – først danskere siden udlændinge.

Klip fra  10’erne:

“Jeg forsøger at hjælpe en mand på Maria Kirkeplads. Han er alkoholiseret, psykisk udfordret og har råbt for meget op og kastet med flasker på pladsen. De andre er blevet sure og har ekskluderet ham, for han tiltrækker for meget opmærksomhed. Han har prøvet at komme ind i gruppen igen, og nu er de kommet op at slås. Det er derfor, jeg er tilkaldt. Men der er en sprogbarriere.

De danske posemænd og -damer er væk fra gadebilledet og er blevet erstattet af østeuropæere. De er nu den absolutte sociale underklasse i gadebilledet. Det er dem, der sover udenfor om natten. De lever af at samle skrot og flasker. De står på hovedet i storskraldscontainerne og finder gammel elektronik, som de får sendt videre på en eller anden måde, eller de tager rundt til festivaler og samler flasker. De er her i grupper, som kender hinanden rigtig godt, og er man udstødt af sådan en gruppe, er man virkelig alene. 

Manden taler hverken engelsk eller tysk. Jeg prøver at lave en oversættelse på telefonen, men han kan ikke læse den, han er analfabet. Jeg forsøger at henvise ham til nogle væresteder, Kompasset på Nørrebro eller Istedgade 100. Istedgade 100 er drevet af Kirkens Korshær, og her kommer der primært rumænere og romaer. Man kan få en kop kaffe, en mad, et bad og et hvil på en madras.

En dag har vi tumult med en fyr i Viktoriagade, som sidder på gaden i en kokainpsykose. Vi kender ham særdeles godt og har bortvist ham fra Mændenes Hjem, fordi han var uregerlig og skabte utryghed. Nu ligger han og sover på gaden, og vi har svært ved at vække ham. 

Vi er begyndt at møde asylansøgere fra blandt andet Afghanistan, Nordafrika, Iran og Irak i gaden, som er kommet hertil med en helt anden gadeadfærd, end vi er vant til. Nogle af dem har været gadebørn, siden de var ganske små, og er vant til at klare sig selv. De er meget stærke og bruger frygt over for de andre. Hvis de ikke har nogen stoffer, tager de bare de andres. 

Manden, der sover, er en af dem. Vi bliver enige med personalet på Mændenes Hjem om, at han skal have lov til at sove, for han har ikke sovet i flere dage, og vi bærer ham ind i vores Blå Bus, som vi nu bruger til at køre rundt med i kvarteret for at skabe tryghed og komme i dialog med borgere og brugere. Han vågner op og tror vist, at nogen er ved at slå ham ihjel. Han kæmper for livet, og det gør vi sådan set også. Da vi ligger i en klump inde i Blå Bus, får han fat i min pistol. Den kommer aldrig op af hylsteret, men han får taget et aftræk, og der går et skud ned i kantstenen. Bagefter bliver jeg frygtelig bange. Det var over min grænse.”

klip fra 2020

Ovre på bænken på Halmtorvet har jeg vækket Jamal. Han har en seng i et hjemrejsecenter, men der vil han ikke op. Han er afvist asylansøger. Jeg siger hver dag til ham, at han overtræder de påbud, han har fået, og at han får en straf på et tidspunkt og skal ind og afsone. Det ved han godt.

Der står allerede tre fyre og ryger på samme pibe uden for Mændenes Hjem. Vi hilser på hinanden. Derefter går jeg over på Café Dugnad. Der hænger altid mange mennesker ud her, folk ryger kokain i skuret, og om morgenen ligger der stadig mange og sover. Når det bliver rigtig koldt, skal jeg rundt og vække dem i krogene. 

Jeg finder Hisham under et af halvtagene i Kødbyen viklet ind i en tisvåd dyne, fuldstændig stiv og forkommen. Jeg rejser ham op, og han trisser over til Mændenes Hjem på bare tæer for at finde nogen, der har noget coke, han kan være med til.  Har nogen overskud, hjælper de gerne hinanden. Det kan de kræve tilbage senere. Hernede har man ikke rigtigt venner.

Læs  hele Rud Ellegaards indlæg her  https://www.udogse.dk/istedgade-i-blodet/

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Adfærd, norm og kriminalitet, Afrikanere, Migranter, Personlige beretninger, Rumænere/romaer, seneste. Bogmærk permalinket.