Om tabt barndom og ungdom
uddrag
Khaterah Parwani i anledning af det politiske udspil Børnene først!
” Med min egen opvækst, hvor jeg har hængt og slæbt med jævnaldrende Lucaser [ = anbragte børn.red], har jeg set på nærmeste hold, hvad en anbringelse gør ved børn. Vi var de umulige børn, de energiske børn og de unge, der havnede i slagsmål og gik livet i møde med næverne oppe. Systembørnene, hvis forældre fik kastet skiftende socialrådgivere efter sig, og modsat Lucas stod vi brune børn og skulle tolke for de utallige socialrådgivere.
Mine forældre var krigstraumatiserede, syge og fastslåst i et smertehelvede. Jeg var også barn, før revselsesretten blev afskaffet, og jeg er barn af de såkaldte ghettolister, betonbørnene, der havde set lidt for meget, lidt for tidligt. Så Lucaserne kender jeg alt for godt. I alle slags udgaver.
Så godt, at jeg har hængt ud med ham, sovet på hans sofa og røget smøger i hans baghave. Med den fortid i baggagen føles det ofte som et helt levet liv, når man er videre. Sådan har jeg det i dag, et udlevet liv på de årtier, hvor man skulle have været barn og ung.
kilde: Khaterah Parwani: Hvis man vil »lytte til børnene«, må man også høre deres uenighed. Information 05.02.21