Af Carsten Ringsmose
Trykt i Fyens Stiftstidende 7.-12.-2004
Begrebet “nysprog” blev opfundet af George Orwell, da han skrev den berømte fremtidsroman “1984” om et hyklerisk samfund, som havde udviklet denne sprogform, hvor ordene ofte havde fået en betydning, der var det modsatte af den oprindelige. Krig betød fred, sandhed betød løgn, og det er interessant at betragte, hvordan vi nu tyve år efter 1984 kan finde utallige eksempler på “nysprog”. En række begreber er således “slået over i deres egen modsætning”.
Det har længe foruroliget mig at høre om aktiviteterne hos en gruppe unge i Odense, der betegner sig som “antifascister”, – ikke mindst fordi jeg selv som ung var aktiv i “antifascistisk komité”. Begrebet fascist kommer af det latinske ord fasces, som var betegnelsen for et bundt stokke, der i form af et emblem blev båret af romerske politiembedsmænd som tegn på deres ret til at lade piske og henrette, altså som symbol på statens legale voldsmonopol. Senere blev begrebet fascisme betegnelsen for en anti-demokratisk bevægelse, som var kendetegnet ved ulovlig voldsanvendelse overfor politiske modstandere, men de såkaldte “anti-fascister” i Odense vender begrebet på hovedet, idet deres aktiviteter omfatter voldelig sabotage mod lovlige demokratiske møder. Antifascisterne er altså blot moderne fascister.
Begrebet racisme er udsat for en lignende forvandling. Tidligere var en racist en person med negative og fordomsfyldte synspunkter om mennesker af anden race eller etnisk oprindelse, medens skældsordet racist nu oftere anvendes om folk, der fremsætter fuldstændig saglige synspunkter vedrørende fremmede folk.
Netop hjemkommet fra en rejse i det østlige Anatolien ringede jeg således til en gammel veninde, som har været gift og har børn med en kurdisk mand, idet jeg ville fortælle om mine oplevelser i Kurdistan, som jeg også havde besøgt og indgående studeret 33 år tidligere, og samtalen drejede hurtigt ind på situationen for indvandrere i Danmark, idet hun beklagede, at indvandrere blev beskyldt for at være mere kriminelle end danskere, og gentog den udbredte fordom, at det kun er ganske få kriminelle indvandrere, der ødelægger situationen for de mange. Jeg svarede, at saglige videnskabelige undersøgelser dokumenterede, at indvandrerne faktisk var meget mere kriminelle end danskerne. Så blev denne indvandrerkriminalitet – som ellers netop var benægtet – forsvaret med det velkendte synspunkt, at vi nærmest tvinger indvandrerne til kriminalitet, fordi vi nægter dem arbejde, hvortil jeg svarede, at det var imponerende, hvor mange vi faktisk havde skaffet arbejde, når man tog i betragtning, at mange ikke kan sproget, og savner relevante kvalifikationer. Overfor hendes synspunkt, at fremmede blev modtaget meget dårligt i Danmark, og blev diskrimineret, oplyste jeg, at videnskabelige undersøgelser blandt de fremmede slet ikke støttede dette synspunkt, idet de fleste fremmede følte sig godt behandlet. Så afbrød min gode, gamle veninde samtalen, idet hun sluttede: “Jeg vil slet ikke diskutere det med dig, for du er bare en gammel racist, der sidder ude i Sletterød og taler om ting, du intet kender til”.
Det interessante ved denne oplevelse er, at jeg ikke bliver kaldt racist, fordi jeg udtrykker fordomme, men tværtimod fordi jeg tilbageviser udbredte fordomme med henvisning til videnskabelige undersøgelser. Jeg bliver endda klandret for min provinsielle livssituation, og mine synspunkter skulle altså kunne afvises, fordi jeg ikke bor i København. Jeg kan simpelthen konstatere, at en racist i vore dage åbenbart er en person, der ikke hylder de fordomme, der er på mode i København, men tværtimod søger at fastholde saglige opfattelser.
Min interesse for “nysprog” har sammen med mit tilhørsforhold til den politiske venstrefløj også ført til overvejelser om begrebet solidaritet, som er det helt afgørende nøglebegreb på venstrefløjen, hvor den mest fundamentale børnelærdom er: Vi skal være solidariske!
Jeg går vist ikke min afdøde lillebrors minde for nær ved at erindre, hvordan han problematiserede begrebet solidaritet for mig. Han praktiserede som formand for “Socialistisk Ungdoms Forum” ofte nogle gode politiske aktiviteter, f. eks. solidaritet med de apartheid-ramte sydafrikanere, og når han kom til mig og anmodede om min solidaritet i form af kaution på et lån, ja, så kautionerede jeg straks solidarisk uden nærmere overvejelse.
Efterhånden som der blev tale om flere og større kautioner, så begyndte jeg selvfølgelig at blive betænkelig, og fandt på den fremgangsmåde, at jeg bad om at se et regnskab og budget som forudsætning for at kautionere. Det viste sig nu, at han tjente meget mere, end jeg gjorde, og at hans kautionsbehov udelukkende skyldtes, at han også drak meget mere. Nu var spørgsmålet: Er det solidaritet at kautionere for andres umådeholdne drikkeri? – Jeg nægtede at kautionere.
Jeg mindes denne gamle historie, fordi en deltager i den danske udlændinge-debat for nylig i en avis gjorde opmærksom på, at når det overhovedet var økonomisk muligt for Danmark at modtage så mange fremmede, som vi har gjort, så skyldes denne særlige økonomiske formåen det forhold, at danske kvinder i meget høj grad deltager på arbejdsmarkedet – så meget, at vi har verdens højeste erhvervsfrekvens for kvinder. Derfor er vi økonomisk set i stand til at modtage en omfattende indvandring fra kulturer, som er modstandere af kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet, og så er mit spørgsmål: Er det solidaritet? – Det bliver interessant at høre et svar fra mine gamle venner på venstrefløjen, som dermed også må svare på: Går kravet om solidaritet begge veje? Betyder solidaritet ikke “én for alle og alle for én”?
Indvandringen til Europa skyldes et problem, som på en nærmest tabu-præget måde sjældent bliver nævnt, nemlig befolkningseksplosionen i landene rundt om Middelhavet. Det er især i lande, hvor Islam spiller en afgørende rolle, at befolkningstilvæksten er stor, og vi kan tage Tyrkiet som eksempel. Da jeg sidst foretog undersøgelser af samfundsforholdene i Tyrkiet i 1971 havde landet 35 mio. indbyggere. Nu er der næsten 70 mio. – altså en fordobling på 33 år. I 2040 regner de vildt optimistiske prognoser med en befolkning på 86 mio. – fordi man indregner nogle helt ubegrundede forhåbninger om en lavere vækst. Hvis væksten fortsætter som hidtil – hvad intet afgørende taler imod – så bliver der knap 140 mio. indbyggere.
Så spørger jeg de mennesker, som med foragt betegner europæiske tiltag mod indvandring med afstandstagende udtryk som “fort Europa”: Er det solidaritet at forlange, at Europa, som generelt praktiserer befolkningskontrol, skal modtage befolkningsoverskuddet fra lande, hvor man af religiøse og kulturelle grunde ikke vil gennemføre en begrænsning af befolkningstilvæksten? Kunne de pågældende mennesker ikke forklare mig, om solidariteten bør gå begge veje, og hvordan gensidigheden i denne sammenhæng skal forstås?
Jeg vil meget gerne praktisere solidaritet, og for min skyld må solidariteten også koste penge. Men samtidig er jeg varm tilhænger af samfundsmæssige forhold, der bygger på lighed og på klare retsprincipper. Derfor kan det somme tider blive svært blot at være “solidarisk med de fremmede”. Skal jeg f. eks. være solidarisk med menneskesmuglere, hvis de blot er fremmede? Det er nødvendigt med lidt mere omtanke, og jeg vil ikke praktisere en “solidaritet”, der fritager andre for de krav, vi stiller til os selv.
Nu er det spændende, om mine synspunkter fører til en debat, men det tror jeg ikke. Desværre. Jeg forventer, at de fleste blot vil tage “nysproget” i brug og sige: “Vi vil slet ikke diskutere med dig, for du er bare en gammel racist!” Sådan betegnes ansvarlige demokrater åbenbart på vore dages “nysprog”.