Af Carsten Ringsmose
Trykt i Fyens Stiftstidende den 19. april 2005
Preben Wilhjelm markerede sin 70-årsdag med erindringsbogen “Fra min tid”, som blev omtalt i talrige, rosende avisartikler (Stiftstidende 29 og 30/1). Læsningen var en herlig nostalgi, men på områder, jeg kendte til, blev jeg forskrækket, idet Wilhjelm skråsikkert – og lidt pralende – gav forkerte oplysninger. Wilhjelm har det åbenbart ligesom Mark Twain, der stolt hævdede, at hans hukommelse blev bedre med alderen, idet han efterhånden kunne huske ting, som slet ikke havde fundet sted.
Jeg blev særlig forskrækket over den anti-demokratiske nedrakning af mennesker, der vidste bedre end Wilhjelm, og derfor havde en anden opfattelse. Han omtaler f. eks. udlændingepolitikken, “hvor man er drevet længere og længere ud i restriktioner, absurditeter og plat uanstændighed af frygt for en opinion skabt af grov demagogi, som man aldrig tog sig sammen til at sige imod.” Han omtaler også “de urigtige påstande om, at “de fremmede” var mere kriminelle og i højere grad end danskerne udnyttede det sociale system og mulighederne for skattefradrag” samt “vrangforestillingerne om, at flygtninges retskrav på familiesammenføring betød, at hver asylansøger slæbte 10-12 familiemedlemmer efter sig.” (Side 144 og mere side 184).
Det var grove påstande om folk, som faktisk havde ret, og jeg skrev derfor til Wilhjelm og bad om nærmere dokumentation. Jeg medsendte en kronik af rigsstatistiker Jan Plovsing (Berl. Tid. 13/12/04), der konkluderede: “Der er således ikke tvivl om, at indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande begår straffelovskriminalitet og især voldskriminalitet langt hyppigere end personer med dansk oprindelse.”
Wilhjelms forsvar var skuffende: “Jeg har aldrig gemt dokumenter, har intet arkiv, og bogen er – – skrevet på hukommelsen”. Han kunne altså ikke underbygge sine påstande, men “dokumenterede” dem således: “I 1978 (muligvis 1979) brugte VS’s folketingsgruppe hele sommeren på at undersøge de tre nævnte påstande om indvandrere” – “Det hele blev fremlagt i et notat, som vi omdelte til alle ordførere som optakt til en forespørgselsdebat -” – “Debatten kan du finde i Folketingstidende -“. Det har jeg gjort, ligesom jeg har fundet VS’s notat i Folketingets arkiv.
Ingen læser af erindringerne ville opdage, at udtalelserne skulle vedrøre 1979 – hvilket heller ikke er tilfældet. De fremsættes i forlængelse af en omtale af Nyrups indgreb i efterlønnen, og efterfølges af oplysninger om Thorkild Simonsen som indenrigsminister – begivenheder tyve år senere.
Wilhjelms ”dokumentation” kan ikke begrunde udtalelserne. Rigsstatistiker Jan Plovsing oplyser i den nævnte kronik, at korrigeret for alder, så har fremmede mænd fra ikke vestlige lande en kriminalitet, som er 64 % højere end gennemsnittet for Danmark (inklusive de meget mere kriminelle fremmede). Overrepræsentationen bliver større ved grovere forbrydelser. Plovsing oplyser, at straffelovskriminaliteten for mænd med ikke vestlig baggrund (korrigeret for alder) er 141 % højere, medens voldskriminaliteten er 161 % højere. Dette kriminalitetsniveau opretholdes, selvom de fremmede er endnu mere overrepræsenterede i fængslerne, hvilket hindrer, at de mest kriminelle indgår i statistikken. Plovsings opgørelse er altså meget forsigtig.
Debatten om det sociale i Folketinget i 1979 handlede kun om fremmedarbejderes særlige forsørgelseskontrakter, og VS påviste, at der ikke var tale om udnyttelse af det sociale system. Men det er jo også noget helt andet, man diskuterer i dag. Bent Jensen oplyser i bogen “Hvordan har indvandrerne det?” (side 87), at “23 % af de ikke-vestlige indvandrere modtog kontanthjælp i 1998 mod kun 3 % af danskerne” og “at de omkring 5 % af de herboende borgere, som er af ikke-vestlig oprindelse, modtog 38 % af den kontanthjælp, der blev udbetalt i 1998″. Videre oplyses at “Indvandrere fra Libanon og Somalia topper med mellem 80 og 85 % på midlertidige sociale ydelser”. At de fremmede i meget høj grad udnytter det sociale system, er altså blot en mild beskrivelse af virkeligheden.
Wilhjelms udtalelser bliver endnu mere urimelige, når vi inddrager skattefradrag. Mange fremmede har “sort arbejde”, og modtager samtidig sociale ydelser: Da Told&Skat foretog et kontrolbesøg i 24 butikker i “Bazar Vest” i Gjellerup, fandt man misbrug i 23 butikker.
Med afvisningen af den tredje påstand, at “hver asylmodtager slæbte 10-12 familiemedlemmer efter sig”, gør Wilhjelm sig igen skyldig i en uhæderlig fordrejning, for debatten har ikke handlet om netop “asylmodtagere” – og da slet ikke i 1979. Men selvom Wilhjelm oplyser, at udtalelserne refererer til VS’s initiativ i 1979, så forklarer han videre, at hans oplysninger om asylmodtageres familiesammenføringer stammer fra “et lille faktahæfte, Dansk Flygtningehjælp udsendte omkring 1992″ – altså 13 år senere, hvor antallet af familiesammenførte for hver asylmodtager “faktisk var 0,17″ og denne præcise angivelse efterfølges så af udtalelsen: “Det kan selvsagt spille en rolle, efter hvor langt ophold opgørelsen er foretaget. Så vidt jeg husker var det efter tre års ophold, – i hvert fald ikke kortere.” Det kan Wilhjelm ikke huske! Og så er oplysningen mere end meningsløs!
Det, Wilhjelm klandrer andre for at sige, handlede ikke om “asylmodtagere”, men om fremmede slet og ret. Og ifølge Ishøj-rapporten “I går, i dag, i overmorgen” (Ishøj 1990), så var 145 oprindelige tyrkiske gæstearbejdere, som kom til Ishøj i 1969-1970, vokset til i alt 1.845 personer, og havde altså lige præcis – selvom det ikke er mit udtryk – “hver slæbt mere end 12 familiemedlemmer efter sig”. De folk, Wilhjelm skælder ud, havde altså ret!
Derfor tager jeg diskussionen op. Hvis demokratiet skal fungere, kræver det sandfærdighed og oprigtighed i den offentlige debat. Det nytter ikke, at nogle synspunkter anses for “politisk korrekte”, eller at bestemte personer kan opbygge en myte om deres egen troværdighed, som hæver synspunkterne over kritik.
Jeg har selv troet på myten om Wilhjelms saglighed og pålidelighed, men konstaterer nu, at manden ikke er til at stole på. Han vrider og vender påstande og kendsgerninger, for at fastholde urigtige synspunkter, som passer ham politisk. Denne manglende troværdighed er almindelig i politik, men i Wilhjelms tilfælde er den værre, fordi han i erindringsbogen fremholder det høje ideal, at man skal fastholde sande standpunkter, uanset om de er “politisk hensigtsmæssige”. Sandheden – og andre høje principper – kan aldrig “relativeres” efter deres “politiske hensigtsmæssighed”. Netop derfor er det et slemt hykleri, at han selv fastholder åbenbart forkerte synspunkter af rent politiske grunde.
Wilhjelm roser også det gode princip, at hvis man vil kende et samfund, så skal man undersøge, hvordan det behandler sine “afvigere”. Men hvis man nu spørger, hvem man i en årrække har kunnet betegne som det danske samfunds “afvigere”, så er det netop de mennesker, som har søgt at få kendsgerningerne på bordet i fremmed-debatten, og som Wilhjelm nedladende og hånende klandrer med uberettigede skældsord om “hetz”, “racisme”, “absurditeter”, “plat uanstændighed” og “grov demagogi”.
Ligesom man kan karakterisere et samfund ud fra dets behandling af sine “afvigere”, så kan man også karakterisere en tidligere politiker ud fra hans erindringer. Anvender man den fremgangsmåde på Preben Wilhjelm, så viser det sig, at han er utroværdig og upålidelig, at han nedgør andres synspunkter på en udemokratisk, nedladende måde, og varetager en elitær selvfremstilling, der på en gang klandrer andre med de værste skældsord, og selvbehageligt skriver side op og ned om hans egne høje principper, – som han dog slet ikke overholder i praksis, hvorved han gør sig skyldig i et skamløst hykleri.