Af Leo Tandrup, kritisk historiker, dr. phil., Aarhus Universitet
Trykt i Jyllands-Posten 16. december 2004
Hvis vi ikke ønsker at ende i en ny mørk autokratisk middelalder, er det ytringsfriheden, vi skal værne om mod begge parters fundamentalisme, ikke helligheden, skriver kronikøren.
Sherin Khankan, forkvinde (eller formand, som hun selv kalder sig) for Kritiske Muslimer, har 1/12 skrevet en kronik om det mulige i at rumme både ytringsfrihed og Koranens hellighed. Men den går ikke. Jo, den går, men kun, hvis man som Khankan skøjter hen over problemerne i et pseudo-akademisk begrebssprog på så højt et abstraktionsniveau, at alt, hvad man siger, bliver dybt uforpligtende.
Hvad det i stedet gælder om, er at sætte det små sammen med det store. Det er i det små, i livet lige dér, hvor det leves og føles, at det skal vise sig, om éns overordnede, såkaldt “nuancerede” og “kritiske” synspunkter kan stå sin prøve, eller om de bare er selvretfærdig og i virkeligheden gammel-muslim-indoktrinerende snik-snak.
Og det Store, hendes religion, må netop ikke sættes sammen med det små, et mord på van Gogh eller spanske togrejsende eller folk i Twin Towers, selvom de er udført i den religions navn. Kvindeundertrykkelse har heller ikke noget med islam at gøre, så van Goghs “Submission” er bare fordummende vestlig provokation. “Provokation som kunstform skaber kløften mellem mennesker”, siger hun uden at ane, at den nedbryder kløften, får folk til at vågne op, besinde sig.
Mord og terror og uærbødig provokation må stå for folks egen regning. For “mennesker taler på egne vegne”, siger hun. Det lyder oplivende. Khankan ved, hvad frie mennesker i Vesten gerne vil høre. Vi er med – hvis det ikke lige var for den foregående sætning: “Ingen kan tale på vegne af en religion eller civilisation”. For det er netop det, hun gør hele vejen igennem med sin snak, eller som det dyrt lyder, sin “term” om “Koranens hellighed”. Den refererer, siger hun, “til en bestemt respektfuld og hengiven adab”!
Så skal vi lige betages af et nyt og for forståelsen unødvendigt muslimsk fremmedord. Måske det skal få os til at sluge det virkelig forfærdelige. Adab her betyder nemlig “omgang og tone i forhold til Koranens indhold og profeten Muhammeds sædvane”. Den respektfulde og hengivne omgang gælder det om at “udleve”, hvis man vil kaldes “aktive muslimer, der har islam i hjertet”.
Ved hun, hvad hun selv siger. Respektfuld at hengive sig udlevende til Allah og hans jordiske magthavers levevis ligger lige op ad at overgive sig, gøre sig til ét med. Hvor bliver muligheden for kritik så af? Hellighed viger for fredhellighed. Og det fredhellige kan ikke diskuteres. Vi er i fundamentalismens verden. Det fredhellige skal lades i fred. Og dét selv om al fundamentalisme i historiens løb har fået dens tilhængere til at afvise, tortere eller dræbe anderledes tænkende.
Kritikken fordufter op i skødet på Allah og ryger derfra lynhurtigt ned i hjernevindingerne på dem, der som imamer og kritiske forkvinder som profetens efterfølgere bemyndiger sig selv til at udlægge hans ord med direkte rød linie til Allah selv. Disse imamer kan i reglen ikke engang dansk, kender ikke miljø og mentalitet i vort land, men hvad betyder det også, når ikke bare Allah, men også profeten fortæller én alt, hvad der er værd at vide. De er Muhammeds grammofonplader. Han har heldigvis kunnet se 1400 år frem i tiden.
Så gør man sig til ét med sin Gud og profet. Og så har alle moderate, heldigvis meget dennesidige muslimer i vesten bare at følge trop. Og det begynder de så tøvende at gøre. Og er det ikke også netop meningen. Så nærmer vi os hastigt Huntingtons religiøse “Clash of Civilizations”. Khankan kender ganske vist det danske sprog i sine intellektuelle, generaliserende former, som hun excellerer i. Men det hjælper ikke meget. For hvordan unddrage sig folk som hende og imamerne, når de, som særlige af sig selv udvalgte, ved, hvad Allah til alle tider har ment. Så skal man i hvert fald oplyses om, at den slags folk lider af storhedsvanvid, af hybris, som de gamle grækere sagde.
Men hvad kommer grækernes selvkritiske fornuft Khankan ved. Inderst inde er denne fornuft bare et ydre legitimerende vedhæng i en bestemt sags tjeneste, nemlig udbredelsen af Muhammeds fra Allah kommende ord og livsmønster.
De ord og det mønster er hendes fredhellige lov. Hun kender som troende, med “islam i hjertet”, Allah lige så godt som sig selv. Og hun kan ikke dy sig for at røbe det, selvom hun prøver. Hør bare: “For (vi) (ordet vi udelader hun snedigt nok) troende muslimer blev ytringsfriheden givet af Gud, længe før vi mennesker fik modet til at definere og statuere den”. Derfor er “ytringsfriheden … ikke eksklusivt en vestlig menneskeskabt affære”.
Så fik de gamle grækere og vi i Vesten, der er deres arvtagere, den – lige i synet, af Allahs egen Khankan. Her gik vi og troede, at de arkaiske og højklassiske grækere havde udviklet kritisk frihed og lighed, og at det netop skete i kraft af, at de som de første i verdenshistorien gjorde op med de fredhellige, højt over jorden placerede guder, hvad enten neolitiske solguder eller mesopotamiske eller ægyptiske eller persiske eller arabiske himmelguder, der hidtil med tyranniske fyrstemagter som lammende redskaber havde kvast al ytringsfrihed.
Det går nemlig altid galt, når magten kommer ovenfra, når økonomiske magthavere og elitære sorte intellektuelle sprutter en hellig gud ud i hver anden sætning. Så bliver selv i vor tid en van Gogh myrdet og en Grosbøll suspenderet og en masse uskyldige mennesker terrordræbt uden videre.
Her troede vi, fordi vi kunne dokumentere det, empirisk, at det bl.a. lykkedes for grækerne at vinde ytringsfrihed og medmenneskelighed, fordi adelselite og folk smeltede sammen, så de kunne skabe deres guder som højst menneskelige, boende på jorden, alt andet end fejlfrie, gensidigt uenige, men alligevel med ædel styrke og erotisk udstråling, så grækerne havde noget livsnært og fortroligt at leve op til. Og dét her på jorden. For det var fællesskabet på den jord, man skulle satse på, ikke et blegt Hades, endsige et postuleret højt i himlene roterende paradis, hvad enten nu øde asketisk, som i den mørke middelaldercivilisations kristendom, eller nok så fyldt med sanselige kvinder, som i den samme mørke middelalders muslimske Allah-tro fra 600-tallet.
Dyrkelsen af det hellige som fredhelligt og med total himmelsk magt opstår altid, når mennesker bliver undertrykt på jorden og mister selvværd. Grækerne kunne desværre ikke fastholde demokrati og ytringsfrihed. Deres kultur endte i en global hellenisme, hvor rige selvtilstrækkelige oligarkier omkring en ny fyrstemagt, sidst den romerske, gjorde folket til fattig pøbel og arbejdskvæg. Folket begyndte at se op ad, søgte forløsning i mysteriereligioner og en anden verden.
En religion vil altid forblive afhængig af sin start, hvad Khankans helliggørelse af Allahs og hans profets ord og liv illustrerer. Kristendommen var så heldig at komme til verden i Romerrigets oplysningstid, hvor en form for humanisme, retfærdighed, kosmopolitisme og fredspolitik trods enevælde og de sociale skel endnu spillede en samlende rolle, og hvor fornuften stadig med besvær kunne få legeme og sjæl til at holde nogenlunde sammen. Jesus kunne derfor forkynde, at kristendommen drejede sig om alle menneskers liv i gensidig åndelig og legemlig kærlighed, og at paradiset var her på jorden, men at menneskene blot ikke rigtigt mere i deres dyrkelse af en selvisk materialisme kunne se det. Den slags mennesker forlanger mirakler for at tro. Derfor måtte Jesus tage tilflugt til hjælp fra en Fader i himlene. Men ham kunne han dog endnu fremstille som en tilgivende Gud, der ikke tvang, men opfordrede menneskene til at tilgive sig selv og andre, hvis de svigtede den indbyrdes omsorg.
Den ret gunstige situation var Muhammed ikke i. For den hellenistiske romerske civilisations mennesker, især de rige, blev til sidst så udhulede af vellevned og gold narcissisme, at selv kejsermagten antog den ny kristendom, hvad den ikke overlevede mentalt. Da Romerriget gik under i en mørk middelalder, fulgte kirken med. De nye fyrster og fine adelige holdt sig oppe ved at sammen med de fine gejstlige at dyrke et asketisk neoplatonisk opstandelseshysteri, hvor det gjaldt om, at sjælen holdt sig ren ved at sige fra over for alt legemligt. På den måde kunne man bekvemt, mens man fortsatte sit skørlevned, holde folk fra at gøre oprør. Tænk ikke på, at I er fattige. Så kommer I desto lettere i paradiset. Og dér er det egentlige liv.
Det reagerede Muhammed sympatisk nok imod. Han hadede de rige, selvoptagne købmænd i Mekka, Konstantinopel og de byer i vest, der overlevede den økonomiske nedtur. Men da både de rige og de fattige i ørkenen, som han skabte en hær af, var blevet åndelig pøbel i den mørke middelalder, måtte han, som sin samtids kristne, bygge på lov frem for tilgivelse, på ydre ritualer mere end selvbesindelse, på hellighedens magt ovenfra, og de ord, hvorfra islam og muslim stammer, betyder da også “underkastelse”, og “én, der har underkastet sig”, nemlig den almægtige og hellige ånd Allahs vilje.
Folk, der i århundreder har været undertrykt materielt, foretrækker i en slags masochisme fortsat åndelig og politisk undertrykkelse ovenfra, bare de kan få hævn over de rige her i verden og selv leve i materielt mådehold, og det sørgede Muhammed og hans enevældige kalif-efterfølgere for, at de fik i deres store erobringstogter i øst og vest. Det er denne farlige undertrykkelsesmekanisme, der tegner sig som en gentagelsens forbandelse i dag med helligheden som våben.
Så lad os lige blive fri for al hellighed, hvad enten nu i den i Europa heldigvis afblegede moderne kristne form, eller i den lige lidt for blodrøde muslimske.
Hellighed har altid været bryske magthaveres hovedvåben, hvad enten det nu er en præsidents Bush’ ubehagelige middelalderkristne gudstro: vi er de gode og rene, i uhæmmet kamp for gennemtrumfningen af økonomisk globalisering, eller det er en Osama bin Laden og hans terrorgud, der i sin kamp mod USA’s for ham at se alt banaliserende økonomiske imperialisme tror, at han kan bruge alle midler for at bremse den.
Hvis vi ikke ønsker at ende i en ny mørk autokratisk middelalder, er det ytringsfriheden, vi skal værne om mod begge parters fundamentalisme, ikke helligheden.
Den har altid op gennem historien krævet de ikke-helliges hoveder på pseudo-intellektuelt nok så smukt pyntede, men fanatiske fade.