Forskellighed = besværlighed

Det mangfoldige arbejdsmiljø skaber konflikter. Sprogvanskeligheder kan skabe misforståelser, og nogle af de mandlige, udenlandske ansatte vil ikke tage imod ordrer fra kvindelige teamledere.

Elisabeth Naima Mikkelsen og kollegaen Randi Wåhlin netop har netop publiceret et studie i tidsskriftet Organization. Her analyserer de data fra Wåhlins feltarbejde i den danske afdeling af en stor international varehuskæde, der har en stærk identitet som en mangfoldig virksomhed med ansatte fra lande verden over.

»I det her tilfælde gør den stærke fortælling om mangfoldighed det svært at tale om, at der også kan være negative sider af diversiteten. Medarbejdere og ledere taler om, hvor sjovt de har det sammen, fordi de er så forskellige, og om at de bedre kan løse opgaverne, fordi de ikke tænker ens. På den måde fremstilles diversitet som noget entydigt positivt, fordi hele virksomhedens selvforståelse er bygget op på at være en mangfoldig organisation,« forklarer Elisabeth Naima Mikkelsen.

Først var medarbejderne uvillige til at dele negative konsekvenser af virksomhedens mangfoldighedspolitik. De gentog ledelsens positive ord: Diversiteten gavner produktiviteten, fordi man rekrutterer fra en bredere kreds af mennesker og derfor får de bedste til jobbet. Det skaber et bedre arbejdsmiljø, fordi medarbejderne er stolte af at arbejde i en mangfoldig virksomhed.

Nogle fortællinger dukker kun op, når ledelsen ikke er til stede. Her taler alle medarbejdere og teamledere eksempelvis om, at det mangfoldige arbejdsmiljø skaber konflikter. Sprogvanskeligheder kan skabe misforståelser, og nogle af de mandlige, udenlandske ansatte ville ikke tage imod ordrer fra kvindelige teamledere. Nogle føler også, at hensynet til diversiteten, ikke til ansøgernes evner, afgør, hvem der bliver ansat.

Mange vil helst arbejde i homogene grupper, men de ved godt, at det strider imod den overordnede, positive fortælling om det mangfoldige arbejdsmiljø.

Andre fortællinger fordufter ikke bare, når ledelsen er til stede, men er så stærkt tabuiserede, at de kun nævnes af de udenlandske medarbejdere, når de har sikret sig, at ingen andre lytter:

»Det kan eksempelvis være, at mange af de udenlandske ansatte opfatter mangfoldighedsstrategien som udnyttelse – en undskyldning for at betale østeuropæiske ansatte mindre i løn og få dem til at lave alt det arbejde, som danskerne ikke gider at lave. Vi har aldrig set nogen lønsedler, så jeg skal understrege, at det kun er medarbejdernes udlægning, men i hvert fald oplever de, at der kommer nye danske medarbejdere ind og får meget mere i løn end dem, selvom de har stået og rørt i den samme gryde i 20 år,« siger Elisabeth Naima Mikkelsen.

ovenstående er et lille uddrag af Anders Boas   : Det, vi ikke taler om
Weekendavisen 16.10.20

Dette indlæg blev udgivet i Arbejde, Psykologi, seneste. Bogmærk permalinket.