Offer olympiaden: hvem er det mest synd for?
Rettighedskrav forener ikke, de splitter
Da den traditionelle marxisme, som havde kolporteret kapitalismekritik og utopi på arbejderklassens vegne, kollapsede i 1970’erne og balkaniseredes i diverse minoritetsfrigørelsesbevægelser, blev det et vigtigt postmarxistisk projekt at forene disse, som det bedst lod sig gøre.
Det er resulteret i begrebet ”intersektionalitet”, som postulerer et skæringspunkt mellem flere undertrykkelsesforhold, hvor altså dette for eksempel at være en fattig, sort, lesbisk kvinde ikke længere blot ses som en simpel addition af ”fattig”, ”sort”, ”lesbisk” og ”kvinde”, men hvor disse forhold virker forstærkende på hinanden.
Det skulle definere et fællesskab mellem grupperne, men fører faktisk til konkurrence mellem offer-identiteter; Mark Lilla kaldte i bogen ”The Once and Future Liberal” fra 2017 fænomenet en ”offer-olympiade”.
Som Stidsen skriver i sit forord: Heraf følger, at ”transseksuelle og handicappede skal have lov til at gå forrest i fx den årlige Pride-parade. Mens dem, der ’kun’ er homoseksuelle, må værsgo gå bagerst”.
Men som Murray konkluderer: Rettighedskrav forener ikke, de splitter. Den enes særlige frihed bliver den andens ufrihed. Fokus har især været på de transseksuelle, som måske nok vinder olympiaden, men ikke udtrykker andet end frustration og ulykke.
Uddrag af anmeldelse af historiker tidl. RUC lektor Henrik Jensen.23.09.20 Kristeligt Dagblad.
bog Douglas Murray : Hordernes hærgen – køn -race- identitet. (Eng.The Madness of Crowds)