“På den måde blev der brugt enorme ressourcer på ingenting. En kæde af mennesker arbejdede med næb og klør for at få disse
nydanskere ud på arbejdsmarkedet og sikre en ordentlig integration, men mageligheden fik dem til at klistre sig til de sorte lædersofaer derhjemme, og skulle det ske, at vi tog kontanthjælpen fra dem, ville de hurtigt få den igen.”

Socialrådgiver Alin Aminali (f.1982 i Iran) og uddannet i Århus har skrev en bog “Ali’s Danmarkshistorie” (2019) om sin  ukomplicerede personlige integration, sine forældres udmærkede integration og den manglende integration han i vidt omfang har set hos andre muslimske indvandrere og deres efterkommere.

Vi takker Gads Forlag for venligt at lade os at bringe kapitel 7                                                   ( vi lader sidetallene stå, hvis nogen har brug for at citere) :

Et privilegeret proletariat

I 2013, da jeg havde været i praktik i Silkeborg i nogle måneder, kom jeg til at arbejde med en mellemøstlig familie, der mødte op med en lang række krav til, hvor de skulle bo. De ville maksi- malt have så og så langt til indkøbsmuligheder og ville bo så og så tæt på nogen, de kendte i forvejen. Faktisk ville de slet ikke bo i Silkeborg, men i Gellerupparken i Aarhus, hvor de havde hørt, at der var et godt arabisk miljø. Det rystede mig. De forekom så bekvemme og vidste præcis, hvad de skulle sige og forlange af mig, og det irriterede mig, at det eneste, de gik op i, var at leve i nogle omgivelser, der var så tæt på det Mellemøsten, de var rejst fra, som overhovedet muligt. Det virkede faktisk som det glade vanvid, når jeg samtidig arbejdede med mennesker, der var flygtet fra krig, forfølgelse og nød, og som bare var glade for at have tag over hovedet og opholde sig i et land, hvor byerne ikke stod sønderskudte, og hvor det ikke regnede med granater hver eneste aften. Det var dog kun få borgere, der ikke udviste direkte taknemmelighed. Langt de fleste gjorde, men jeg oplevede indimellem borgere, der mødte op med krav om flere tilskud. De syntes ikke, de havde fået en god nok bolig og tilstrækkelig med økonomisk hjælp.
135
En dag kom en syrisk familie til mig efter blot et par dage i byen og krævede, at kommunen betalte for et bedre fjernsyn. Det brugte tv, de havde fundet i den lokale genbrugsforretning, kunne nemlig ikke modtage parabolsignaler. Jeg gik dem lidt på klingen, og det kom frem, at de havde fået at vide af en bekendt, at de bare skulle sige det til sagsbehandleren – og vupti, så ville der blive købt et nyt tv til dem. De viftede endda med en seddel med navn og model på det fjernsyn, de gerne vil have. Det kunne jeg naturligvis ikke imødekomme, men det siger lidt om indstillingen og forventningerne blandt visse nye borgere, og det var bestemt ikke den eneste gang, jeg oplevede, at nye familier havde modtaget rådgivning fra andre flygtninge eller indvandrere om, hvad de kunne kræve og ikke kræve af kommunen.

Det er op til den enkelte kommune at definere et etable- ringsbeløb, og i Silkeborg fik alle familier et beløb på 10.000 til 15.000 kroner til at etablere sig for. Har man været en tur i IKEA, ved man godt, at sådan et beløb ikke forslår til en fuld møblering for en hel familie på fire-fem mennesker, og navnlig til nogle af de store familier foreslog jeg, at de tog ud til genbrugsbutikker i Silkeborg for at se, om der måske var nogle billige senge, borde og stole, så startbeløbet rakte til at møblere et helt hjem. Nogle af familierne lyttede til mine råd, men jeg oplevede også familier, der tog ud og brugte alle pengene på en rasende dyr lædersofa. Dagen efter kom de og beklagede sig over, at alle pengene var brugt, og nu forlangte de flere midler af mig – ”for du vil vel ikke have, at vores stakkels børn skal sove på gulvet?”

Nej, det ville jeg naturligvis ikke. Men jeg kunne heller ikke tilbyde dem flere penge. Jeg forklarede dem – endnu en gang – at startbeløbet var ment som et tilskud. Jeg kunne ikke bare sidde og udskrive blankochecks til dyre møbler igen og igen. Et af de forældrepar, der havde klattet hele startbeløbet væk på en
136
sort lædersofa, blev tydeligvis meget ramte og kede af det. Dem forbarmede jeg mig over, og jeg tilbød dem en madras, jeg havde stående hjemme på mit loft, så deres børn ikke skulle ligge på gulvet og sove.

En anden gang hjalp jeg et mellemøstligt ægtepar, der ikke havde en krone i overskud og manglede belysning i deres lille lejlighed, med at finde nogle lamper til dem. Og på et tidspunkt kom der en fortvivlet ung mand, som drømte om at starte til fodbold, men som ikke havde råd til udstyr. Ham skaffede jeg et par fodboldstøvler. Det gjorde jeg gladelig, for det ville have været tre spildte måneder i hans liv, hvis han først skulle til at spare op. Han havde en gejst, og for ham gjaldt det om at komme hurtigt i gang med en fritidsaktivitet, så han kunne få skabt sig et netværk. Jeg så gang på gang, at de indvandrere, der kom hurtigt ud over rampen og fik en omgangskreds, glemte alt om angst og posttraumatiske stresssymptomer.

Ved juletid hjalp jeg flere familier med at søge julehjælp. Der var nogle kirkelige foreninger i Silkeborg, som rigtig gerne ville hjælpe, og det lykkedes flere gange at matche dem med nogle af de flygtninge, der kom til kommunen. Jeg havde dog hele tiden min egen historie i baghovedet og var klar over, at vi skulle være forsigtige med at yde en for stor og varig hjælp. Det ligger i langt de fleste socialrådgiveres dna, at vi for alt i verden gerne vil servicere og støtte, men jeg mener, vi som socialrådgivere skal passe på, at vi ikke overtager andre menneskers liv og gør alt det besværlige for dem. Så er det, at det ender galt.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at skubbe til de familier, jeg arbejdede med, men jeg følte, at jeg løb panden mod en mur næsten hver eneste gang. Nu havde jeg som praktikant ikke de samme beføjelser som en færdiguddannet sagsbehandler, men jeg stod alligevel med meget ansvar – uden reelt at kunne føre det, jeg gerne ville, ud i livet. Da jeg kom tilbage til skolen efter
137
endt praktik, gik jeg til mine undervisere og fortalte dem om alt det, jeg havde oplevet i Silkeborg Kommune. Jeg sagde til dem, at jeg ikke forstod, hvorfor vi ikke havde lært mere om integration på uddannelsen, men jeg blev blot spist af med, at man foretrak en mere “menneskelig” tilgang. Når jeg spurgte ind til, hvad det betød, blev det endnu en gang pointeret over for mig, at målgruppen var meget sårbar, og at man ikke måtte presse dem for meget. Det virkede i min optik forkert, ikke mindst når man tænker på, at integration nærmest er vokset sammen med det andet store område inden for socialrådgivernes felt: beskæftigelse. Jeg mente – og mener stadig – at beskæftigelse og integration bør smeltes sammen til én søjle og i øvrigt opprioriteres kraftigt på socialrådgiveruddannelserne. Det er en af nøglerne til en bedre integration, men igen talte jeg for døve øren. Jeg fik at vide, at der ikke var behov for noget fokus på det at arbejde med ikke-vestlige mennesker, for der var i realiteten ikke de store problemer med den målgruppe. Det svar virkede helt surrealistisk og harmonerede slet ikke med de erfaringer, jeg havde gjort mig. Det var også et temmelig besynderligt argu- ment, når man tager i betragtning, at socialrådgiveruddannelsen gjorde meget ud af at støtte projekter i de udsatte områder, hvor målgruppen boede. Men jeg måtte forstå, at det ikke var de religiøse og kulturelle forhold, der var problemet. Det var først og fremmest, fordi de ikke-vestlige borgere i områder som Gellerup, Bispehaven, Tingbjerg og Vollsmose var fattige. Den udlægning var – og er – jeg ganske enkelt ikke enig i.

Kort tid efter at jeg blev færdiguddannet socialrådgiver, fik jeg mit første job – på Jobcentret, hvor jeg prompte fik brug for alt, hvad jeg havde lært om beskæftigelseslovgivningen. Der var
138
meget jura i den stilling, for alt handlede til syvende og sidst om, hvem der havde ret til hvad og hvorfor. Der gik ikke ret lang tid, før jeg oplevede, at det var nogle forfærdelige forhold at arbejde under. Alt var lagt i faste rammer, lovtekster og excel- ark styrede alle samtaler, og jeg var som sagsbehandler bundet på hænder og fødder. Overvægten af klienter på Jobcentret var personer, der enten ikke havde lyst til at arbejde – eller som af fysiske og psykiske årsager ikke kunne – så de fleste var tunge at danse med. Mange af dem var indvandrere.

Jeg oplevede hurtigt, at der også på Jobcentret blev praktiseret det særhensyn til udlændinge, som jeg efterhånden var stødt på en hel del steder inden for mit fag. Der var en åbenlys forskelsbehandling, og lunten var betydelig kortere over for etniske danskere end indvandrere. En ressourcesvag, dansk alkoholiker blev presset til det yderste, mens en ung, sund mor med somalisk baggrund fik lov at slippe, fordi det hele var så synd for hende. Den forvaltning brød jeg mig ikke om.

Mange af de flygtninge og indvandrere, jeg skulle forsøge at få i beskæftigelse, mødte kun nødtvungent op til samtalerne, og ofte blev de helt væk, under påskud af at de ikke kunne overskue et møde op på Jobcentret netop den dag. Mange brugte som undskyldning, at de var hypersensitive og led af social angst og PTSD. Jeg sad med papirer og adgang til deres journaler, som fortalte mig, at de allerede havde været gennem et behandlingsforløb og var blevet erklæret raske for posttraumatisk stress, men denne selvdiagnosticerede PTSD havde det altså med at dukke op i tide og utide, og gerne på dagen for mødet i Jobcentret. Det skal i den forbindelse siges, at nogle af klienterne vitterlig havde det meget svært og havde været ude for traumatiserende oplevelser både i deres hjemlande og under den flugt, der havde bragt dem til Danmark, men størstedelen havde ikke nogen påviselige psykiske ar på sjælen, der retfærdiggjorde, at de var nødt
139
til at være på overførselsindkomst og ikke kunne bidrage med noget som helst på arbejdsmarkedet.

Nogle gange fortalte borgerne mig, at de var så elendige, at de ikke engang kunne sætte sig op på en cykel eller bevæge sig hen til bussen. De var fysisk udkørte på grund af al den stress og angst, de gik rundt og led af. At skulle arbejde i eksempelvis et supermarked kunne derfor aldrig komme på tale, mente de selv. Min opgave var blandt andet at hjælpe visse indvandrergrupper tættere på arbejdsmarkedet, men det lykkedes kun alt for sjæl- dent. Modviljen mod at arbejde var uendelig stor, og hvis jeg begyndte at hæve stemmen og stille krav, blev jeg altid mødt af en voldsom vrede over alt det, jeg forlangte af dem.

På trods af deres kraftige PTSD, som ifølge dem selv gjorde dem uarbejdsdygtige på det danske jobmarked, ja, så kom man- ge af dem pludselig til hægterne igen, når sommerferien stod for døren. Ikke så få rejste tilbage til landsbyerne i deres hjemlande og tilbragte en flere uger lang ferie dér. Jeg spurgte dem, hvordan de kunne overskue at rejse hjem til det sted, de oprindelig var flygtet fra eller i hvert fald havde forladt på grund af kummerlige forhold, og svaret var næsten altid det samme: Det gav dem en tiltrængt ro at komme hjem til deres vante omgivelser. Det var afstressende og hjalp dem godt på vej. Når de så efter deres lange sommerferie vendte hjem igen, så brød deres PTSD atter ud i lys lue, og de kunne intet.

Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op med de borgere. Jo – jeg kunne selvfølgelig sanktionere dem, hvis de ikke deltog aktivt i deres beskæftigelsesforløb, men meningen med at arbejde med disse borgere var at rykke dem tættere på arbejdsmarkedet, ikke at køre sanktion på sanktion. Jeg kom hurtigt frem til, at en del af mine kollegaer og jeg reelt manglede viden og faglig indsigt, når det handlede om denne målgruppe. Hvad var den rette motivation? Hvad skulle vi sige/ikke sige for at skærpe
140
deres interesse for at komme ud på arbejdsmarkedet? Det havde vi stort set intet lært om på uddannelsen, og lovgivningen gav mig ikke noget entydigt svar. Der var sanktionsmuligheder, men det var ikke sådan, at jeg bare uden videre kunne tage kontant- hjælpen fra Mohammed eller Suleima, hvis de kom til møde på Jobcentret og fortalte, at de desværre lige gik og led lidt af PTSD og derfor ikke kunne tage imod det aktivitetstilbud, jeg havde skaffet dem. Det var kun i yderste konsekvens og efter mange gule kort, at sanktionerne kom i spil. I få grelle tilfælde kunne der blive lukket helt for deres kontanthjælp i en kortere periode. Herefter ville de genvinde retten til kontanthjælp, og sådan bør det også være efter min mening. Vi kan ikke tage understøttelsen helt fra folk, så de må gå fra hus og hjem, og sende dem ud i en situation, hvor de ikke kan brødføde deres børn. Det strider mod velfærdssamfundets principper. Alle borgere har ret til en form for hjælp, og vi skal være sikre på, at vi ikke taber en samfundsgruppe helt på gulvet. Her er kontanthjælpen et sikkerhedsnet, som jeg er stolt over, at vi har i Danmark, men at se folk aktivt misbruge det socialfaglige system på denne måde gjorde mig frustreret.

Det skete adskillige gange, at borgere på Jobcentret blev meget irriterede på mig. De følte ikke, jeg behandlede dem godt nok og udviste forståelse for deres situation, men det kunne jeg ikke gøre noget ved. Andre borgere gik med til at starte i aktiveringstilbud eller i det mindste i et praktikforløb, men oftest skete der det, at jeg blev ringet op fra den pågældende arbejdsplads med besked om, at Suleima eller Mohammed efter en uge eller to ikke længere mødte op. Deres PTSD var desværre brudt ud igen, så de kunne altså ikke så godt tage på arbejde alligevel, selv om de skam rigtig gerne ville, lød svaret.

På den måde blev der brugt enorme ressourcer på ingenting. En kæde af mennesker arbejdede med næb og klør for at få disse
141
nydanskere ud på arbejdsmarkedet og sikre en ordentlig integration, men mageligheden fik dem til at klistre sig til de sorte lædersofaer derhjemme, og skulle det ske, at vi tog kontanthjælpen fra dem, ville de hurtigt få den igen.

På Jobcentret mødte jeg indvandrere og flygtninge, der havde cyklet rundt i kontanthjælpssystemet i mere end ti år. Ti år! Det var vanvittigt, men det virkede, som om alle accepterede forholdene og blot lod stå til, for der var et særligt hensyn at vise til disse mennesker. Det skal siges, at der også var etnisk danskere, som havde svømmet rundt i systemet i mere end ti år, men i disse tilfælde var det som regel meget klart, hvad der var grunden til, at de sad fast i det socialfaglige system. Det var i højere grad en fejl i selve afklaringen af deres situation, end det var deres mangel på aktiv deltagelse i sagsbehandlingsprocessen, som jeg oplevede det igen og igen med ikke-vestlige borgere.

Engang havde vi en adelsstand i Danmark med særlige privilegier. De krævede og forlangte – og fik, hvad de pegede på. I dag kunne man godt påstå, at visse grupper af indvandrere og flygtninge fra hovedsagelig Mellemøsten og det nordlige Afrika har indtaget denne rolle som et ’privilegiernes proletariat’, og det er mig en gåde, hvordan folk på venstrefløjen i årti efter årti kan blive ved med at forsvare disse mennesker og synes, det hele er så synd for dem. Det virker nogle gange, som om dele af den røde blok er sat i verden alene med det formål at forsvare indvandrernes ret til at hæve kontanthjælp i det uendelige – uden at der skal stilles nævneværdige krav til dem.

Jeg har flere gange deltaget i debatter på tv, hvor eksempelvis medlemmer af Enhedslisten og Alternativet har proklameret, at de kæmper for sådan en som mig og mine rettigheder. Når jeg
142
så svarer, at jeg ikke har brug for deres omklamrende sympa- tierklæringer og særhensyn, men gerne bare vil klare mig selv og stå på egne ben, så får jeg at vide, at jeg er forvirret og skal huske min baggrund, og at jeg er blind for den skade, som høj- refløjen udsætter indvandrerne for. Men hvor stammer denne overdrevne hensynstagen egentlig fra? Og hvorfor er det vig- tigere at passe godt på ikke-vestlige indvandrere og flygtninge end alkoholikeren Bent, der sidder med sin flaskeøl på bænken nede ved centeret? Der er en konsensus om, at Bent langt hen ad vejen selv er skyld i sin ulykke og ligger, som han har redt, hvorimod Mohammed og Suleima er de sande ofre. Når jeg siger det, så mener jeg, at det socialfaglige system er gearet til, hvordan man skal håndtere Bent, der har et alkoholproblem. Han skal i afrusning, til misbrugsbehandling, og så skal han el- lers i gang. Det samme gælder for danske Ulla, der er ledig og ufaglært. Hun skal acceptere, at hun nu pine død skal videre med sit liv og opkvalificeres hurtigst muligt. Og så er det næsten ligegyldigt, hvor mange børn Ulla har, og om Bent døjer med sociale vanskeligheder.

Vi hører ofte, hvordan psykiatrien og det socialfaglige system desværre ikke arbejder tæt nok sammen, men alle er enige om, at det kan lykkes, hvis man motiverer borgere som Ulla og Bent på den rette måde.

Det samme er ikke helt tilfældet, når det socialfaglige system skal forholde sig til Mohammed og Suleima. Der er konsensus om, at de nydanske borgere skal beskyttes og tilgodeses, for ellers taber man dem på gulvet. I stedet for at skubbe dem frem mod en hverdag, hvor de kan klare sig selv og ikke er afhængige af offentlige ydelser, pakker man deres tilværelse ind i vat i form af de utallige integrationstilbud, der er rundtomkring i landet. Et godt eksempel er blokambassadørerne i Gellerupparken. Det er et tilbud, der går ud på at sende borgere ud med flyers på
143
arabisk og andre udenlandske sprog, når boligforeningen gerne vil formidle information til beboerne. At være blokambassadør betragtes som et beskæftigelsesfremmende tilbud. Nogen har fundet på, at det kunne være en god idé, men vi har ingen faglig evidens, der siger, at det gavner og styrker integrationen, og personligt tvivler jeg stærkt på, at det skulle bringe nogen – om det så er Ulla eller Suleima – tættere på arbejdsmarkedet at gå rundt med en stak brochurer til naboerne.

Det virker, som om velfærdsstaten har brug for en samfunds- gruppe, man skal tage sig af, og det er så blevet flygtninge og indvandrere. De bliver kastet ned i en kasse, som de ikke selv har ønsket at komme ned i, og der bliver de så liggende. Vel- færdsstaten får langsomt opdraget de nye borgere til, at de ikke behøver at tage et ansvar. Det er ikke nødvendigt, at de arbejder og på den måde bidrager til statskassen. Det er okay, at de ikke taler nævneværdig dansk, og de behøver ikke at tage ansvar for deres børn. Det skal samfundet nok klare for dem. Mange ikke-vestlige borgere siger nej og forsøger at vriste sig fri af denne suppedas, men én gruppe falder i med begge fødder. Det er de borgere, som sidder fast i de såkaldte parallelsamfund og er tilfredse med at være, hvor de er. Og hver gang deres parallelsamfund er truet af initiativer som eksempelvis VLAK-regeringens ghetto-udspil, så dukker den yderligtgående venstrefløj op og forsvarer de stakkels indvandrere og flygtninge. Der arrangeres demonstrationer med dæmoniserende udmeldinger om, hvor fascistiske vi alle sammen er, når vi stiller krav til de ikke-vestlige borgere.

Et eksempel på det var, da man op mod valgkampen i 2019 kørte den famøse #StemAntiracistisk-kampagne. Politikere fra blandt andet Enhedslisten og Alternativet bidrog aktivt til kampagnen, der dybest set stemplede alle partier fra SF til Nye Bor- gerlige som racister. Det var en enøjet og unuanceret kampag-
144
ne, der endnu en gang påviste, at man på den yderligtgående venstrefløj er blind for, hvilke kræfter man rent faktisk er med til at støtte i sådan en situation – nemlig reaktionære og fundamentalistiske personer, der ikke ønsker at være en del af det store, danske fællesskab, men som snarere hylder de formørkede værdier, min familie og jeg flygtede fra i Iran.

Jeg havde efterhånden lært, at majoriteten af den gruppe borgere, jeg arbejdede med på Jobcentret, og som jeg skulle forsøge at hjælpe ud på arbejdsmarkedet, dybest set ikke ønskede at komme derud nogensinde. De fleste havde det fint med at bo i Danmark, få deres månedlige ydelse og leve i de boligområder, de nu bor i. Nogle af mine borgere havde fået tildelt dansk statsborgerskab. Andre havde kun en permanent opholdstilladelse og drømte måske ikke engang om at få dansk indfødsret. Lige så let det er at hjælpe nogen, der brænder for at komme i gang og rykke videre i deres liv efter en længerevarende krise eller et hårdt sygdomsforløb, lige så tungt er det at skulle prøve at skubbe nogen ud over en rampe, som de for alt i verden ikke vil ud over. Det lærte jeg på Jobcentret.

I sag efter sag våndede jeg mig og snakkede med min kollegaer om, hvad søren vi skulle gøre, men hele det socialfaglige system var præget af afmagt på den ene side og denne her udtalte hensynsbetændelse på den anden. Det kan lyde, som om jeg her anklager mine kolleger i socialrådgiverstanden for at lade stå til, og det virkede da også nogle gange, som om visse kolleger nærmest opfandt problemstillinger og barrierer i hensynsbetæn- delsens kedelige navn for at fastholde de stakkels indvandrere i en position væk fra jobmarkedet, men det var dybest set ikke sagsbehandlerne, der var problemet. Det var vores system, der
145
muliggjorde det for de borgere, som ønskede det, at holde sig væk fra arbejdsmarkedet og i det hele taget undgå integration.

Vi fik nogle redskaber, der skulle være med til at stresse disse borgere noget mere. Det var ikke for at forvolde dem noget ondt, men for at imødekomme den – lad os kalde det ”manglende motivation og ligegyldighed”, som i visse tilfælde stortrivedes blandt udvalgte grupper i de belastede boligområder. Tidligere var de sluppet af sted med at komme til samtaler to-tre gange om året, hvor de så kunne sidde og beklage sig over deres PTSD og deres besværlige familieliv. Nu begyndte vi at indkalde dem en gang om måneden, og de hyppigere møder havde en effekt. Jo flere møder og jo højere krav, jo mere rykkede de. Velviljen steg, og jeg oplevede, at flere gerne ville deltage aktivt. Disse pressionsmidler havde man brugt længe over for danske kontanthjælpsmodtagere, og det var helt tydeligt, at det gavnede. Det skal i den forbindelse tilføjes, at den kommune, jeg var ansat i, faktisk brugte tid og midler på at forbedre socialrådgivernes arbejdsrammer. Vi fik mere tid med borgerne, end man havde haft tidligere, og derved kunne vi også i højere grad forholde os til deres sag og stramme skruen.

Når jeg glæder mig over, at vi begyndte at sætte hårdt mod hårdt, er det ikke for at være skadefro eller føle, at nogen skulle have én over nakken, men fordi jeg for alt i verden gerne ville hjælpe de her mennesker over en barriere. Der er et enormt stort potentiale i denne målgruppe. Et godt eksempel er de somaliske kvinder, som generelt er en af de mest ressourcestærke grupper, jeg har mødt i min tid som sagsbehandler. De sidder fast i det socialfaglige systems dynd, og det virkede, som om kun pekuniær motivation kunne få dem op igen. Desværre var det bare ikke altid med positiv udgang.

Jeg indkaldte for eksempel på et tidspunkt en yngre somalisk kvinde til en samtale. Hun fejlede ikke noget, var frisk og rørig
146
og burde som den største selvfølge have haft et job, måske i ser- vicesektoren eller detailhandlen. Hun blev helt bevidst indkaldt til et møde klokken 8 om morgenen, for det ville typisk være der, hun skulle møde på det job, jeg håbede, hun med tiden ville kunne få. Men det afviste hun. Med selvmedlidenhed i stemmen fik hun forklaret mig, at hun havde fire børn, som hun skulle have op hver morgen og hjælpe i skole og daginstitution. Hun var gift, men hendes mand hjalp hende ikke med disse praktiske gøremål, fordi de begge mente, det var kvindens ansvar at stå for børn og husførelse, så hun kunne desværre ikke tage til et møde med mig så tidligt på dagen. Jeg var dybt frustreret over hendes tilgang, men kunne ikke stille ret meget op og valgte til sidst som i mange andre tilfælde at bøje mig for beklagelserne. Jeg foreslog hende et andet tilbud, som primært havde fokus på at genoptræne den ryg, hun ud af det blå havde fået så ondt i. Det passede hende bedre, men fik hende reelt ikke nærmere arbejdsmarkedet.

Jeg snakkede med en veninde, der ligeledes var socialrådgiver, om mine oplevelser med de somaliske kvinder, og hun fortalte mig om de tiltag, Aarhus Kommune havde igangsat. Her forsøgte man sig med forskellige projekter, der kunne give kvinderne noget at stå op til – og ikke mindst give dem en følelse af, at de havde en betydning i samfundet. Et af projekterne gik ud på at samle en gruppe kvinder og lade dem lave samosaer, som de kunne forsøge at sælge videre til kantiner i Aarhus. Det blev et populært projekt, der gentog sig i flere omgange. Og havde det så en gavnlig effekt? Nej. Fejlen var, at man satte de somaliske kvinder i gang med noget, de godt kunne i forvejen. Det blev alt for mageligt og bekvemt for dem, og de lærte intet nyt. I stedet blev der hygget om dem – præcis som jeg oplevede det på sprogskolen i Silkeborg, for det var også så synd, så synd, at de ikke havde nogen uddannelse og ingenting kunne. Få uger
147
efter at projektet sluttede, var disse kvinder tilbage i deres vante trædemølle med børn, kontanthjælp og dovne ægtemænd.

Jeg vil ikke sige, at jeg gik frustreret hjem fra arbejde hver eneste dag, men jeg besluttede mig alligevel for, at det var tid til at komme videre. I foråret 2016 begyndte jeg derfor som beskæftigelseskoordinator i Rosenhøj-bebyggelsen i Viby lidt syd for Aarhus. Det var et boost at skifte, og jeg gik ind i det job fuld af optimisme. Som beskæftigelseskoordinator i en helheds- plan var jeg nemlig fri af det socialfaglige system, jeg var blevet så træt af. Samtidig vidste jeg, at mit forhold til borgerne ville ændre sig med det job. Jeg var nu ikke en ansat i kommunen, men fungerede som en rådgiver, man frivilligt kunne gå til som beboer i området. Det gav mig håb og mod. Min tanke var, at nu kunne jeg endelig hjælpe de borgere, som reelt gerne ville, og som bare manglede det sidste skub. Men glæden varede kort. Inden længe begyndte knytnæveslagene at ramme mig i ansigtet, og i løbet af få måneder skulle jeg for alvor få øjnene op for, hvor skralt det står til med integrationen i Danmark.

***

På omslaget står “Hvordan opdrager man sit barn, når man ikke har noget godt forbillede at kigge på fra sin egen barndom? “. Sociolog Aydin Soeï har udgivet en meget vigtig bog          ” Fædre ” , hvor fem mænd  med minoritetsbaggrund modigt og ærligt beretter om skilmisser, arv, forbilleder, tilhørsforhold, død og udødeliggørelse i familien. Om deres egen fars  opdragelse af dem og hvordan de selv klarer – eller ikke klarer – opdragelsen af deres børn nu.