I Sverige er det svenske folk længe blevet ført bag lyset af afviste flygtninge.
Flygtningeforældre har ladet deres børn optræde som psykisk syge. Børn der ikke vil spise, ikke vil bevæge sig, ikke vil tale. Apatiske børn. Skuespillet havde til formål at narre først og fremmest svenske læger til at erklære børnene for syge, så familien kunne undgå at blive udvist, som følge af at de ikke havde opnået flygtningestatus.
Komedien har stået på længe.Først med afviste fra Østeuropa siden med afviste fra Asien og Mellemøsten. I Danmark har der også været brugt en anden taktik med at lade børn “forsvinde”. For familien kunne jo ikke afvises og udrejse uden lille Mohammed, vel?
Den svenske journalist Elisabeth Höglund skriver imidlertid i den svenske avis Expressen at hun allerede for 12 år siden gjorde opmærksom på nogle særheder i “symptomet” apati:
“Men alla journalister svalde inte hyckleriet kring de apatiska flyktingbarnen. Jag själv skrev redan i november 2008 en krönika här i Expressen där jag lade fram precis de fakta och misstankar kring de apatiska flyktingbarnen som i dag börjar bli allmängods.
Jag gick till angrepp mot masshysterin hos okritiska journalister, läkare och politiker. Jag ifrågasatte den ensidiga rapporteringen i media. Jag konstaterade att de apatiska barnen enbart kom från länder i forna Sovjet, t ex Azerbajdzjan, Kirgizistan, Uzbekistan, Kazakstan och länder på Balkan.
Jag påpekade att det bara var i Sverige som flyktingbarnen blev apatiska. Jag påpekade också att de flesta barnen märkligt nog blev friska så fort familjerna hade beviljats uppehållstillstånd.
Filter vände opinionen i naiva Sverige
Men det var först i höstas [efteråret 2019 .red] som magasinet Filter fick opinionen i Sverige att svänga 180 grader. Reportern Ola Sandstig hade mött två flyktingbarn, Anahit och Nermin, som öppet avslöjade att de hade manipulerats av sina föräldrar att spela sjuka. De berättade också om andra barn som hade tvingats bli apatiska.
Det är tragiskt att det skulle ta nästan tjugo år innan något som liknar en sanning om de apatiska flyktingbarnen kom fram. Fenomenet visar att när välviljan och godtrogenheten hos lättmanipulerade svenskar slår till, så är sanningen det första offret.”
Expressen.se 22.02.20 se video med pigen Anahit på avisens hjemmeside
tilføjelse 17.04.20 :
World Press Photo 2020 har også præmieret et billede af en 15- årig armensk pige i en polsk flygtningelejr – og har begge forældre med – der lider at reginationssyndrom (Politiken https://politiken.dk/fotografier/art7750204/Ilden-var-s%C3%A5-voldsom-at-bilerne-simpelthen-smeltede
“Den canadiske filosof Ian Hacking er kommet med et bud på, hvordan man kan forstå fænomenet – nemlig i sammenligning med, hvordan man i antropologien og religionsforskningen ofte har forstået åndebesættelse: Som en type af tillært- eller imitationsadfærd, men som er blevet internaliseret på en måde, så man ikke aktivt kan vælge den fra igen, når den først er gået i gang.
Ian Hacking mener, at en sådan model også kan redegøre for, hvorfor opgivenhedssyndrom spredes som en epidemi lokalt, men ikke er registeret hos de fleste flygtningebørn på globalt plan.
Hacking forslår således, at de første tilfælde af børn, som trak sig ind i sig selv, var på grund af langvarig og ekstrem stress, men at udbredelsen, eller ’epidemien’ sker ved, at andre børn får præsenteret en måde at reagere på og herefter imiterer adfærden, som så til sidst får sit eget liv. Dette kan så, ifølge filosoffen, have spredt sig til andre, men uden at de har kunne holde op igen.”
kilde:Lars Hedegaard Williams, ph.d. 27. august 2019, https://www.religion.dk/nar-asylborn-giver-op