Væk fra ghettoens intolerence

Væk fra den evige overvågning. Væk fra lejligheden med de nedrullede gardiner. Væk fra volden. Væk fra uvidenheden og intolerancen.

Danskerne omkring mig i min barndom var vantro hunde, som man ikke ønskede interaktion med. Fritidsinteresser var ikke vigtige, ligesom det danske foreningsliv ikke figurerede som et frugtbart alternativ til familiesamvær. Det familiære, det nære og det kendte var de rammer, som mine forældre med alle midler forsøgte at holde os børn i. Uden tvivl for at beskytte os mod den farlige slange og fristelsen. Danmark. (…)

Det er omsorgssvigt, hvis man som forældre ikke præsenterer sine børn for den verden, der ikke umiddelbart harmonerer med sin egen. Mange familier i parallelsamfund lever isoleret i egne værdier, regelsæt og handlemønstre. Ved en sådan social isolation skaber man ikke kun afstand, men uvidenhed, fremmedgjorthed og i værste tilfælde fjendebilleder.
(…)Hvis små mennesker ikke bliver introduceret til det danske samfund, dets værdier og kulturelle fundament, fratager man dem deres stemme og mulighed for at blive deltagende. Med andre ord tager man deres mulighed for et liv med en nuanceret og farverig livsbane fra dem, og man berøver dem muligheden for at rodfæste og identitetsdanne sig.

(…)Selv blev jeg nødt til at søge væk. Væk fra den evige overvågning. Væk fra lejligheden med de nedrullede gardiner. Væk fra volden. Væk fra uvidenheden og intolerancen. Jeg vidste, at der var et andet liv derude. Et liv med råderetten til egen færden. Jeg mødte Danmark, og jeg fik venner. Det var en åbenbaring. Jeg var på højskole. (…)

(…) Jeg blev en dansker,og dette tilhørsforhold er den største gave, jeg har modtaget.

(…) Mit menneskesyn blev et andet. Danskeren var ikke min fjende. Jeg er selv en dansker.

 

Ahmad Mahmoud
forfatter og maskinmester, Jyllandsposten 15.04.2019

uddrag af brev til Basil Hassan ,Lars Hedegaards formodede attentatmand.

Dette indlæg blev udgivet i Arabere, Kultursammenstød, Mahmoud; Ahmad, Personlige beretninger, Psykologi, seneste. Bogmærk permalinket.