Anja Dalgaard-Nielsen og Lotte Lund : Tryg i en terrortid (2019). Lindhardt og Ringhof og DR
Uddrag Tryg i en terrortid s.141-146:
HOLDNINGER OG HANDLINGER
Skal man i et demokrati have lov til at tænke og sige præcis, hvad man vil, så længe man ikke begår eller opfordrer andre til at begå ulovligheder? Eller er lige præcis terrorisme en så alvorlig trussel mod din og min ret til at kunne færdes trygt og sikkert, at myndighederne må og skal gribe ind allerede over for mennesker, der udtrykker ekstreme holdninger vel vidende, at de måske aldrig tager skridtet fra holdninger til handlinger?
I den danske regerings “National handlingsplan til forebyggelse og bekæmpelse af ekstremisme og radikalisering” defineres radikalisering som: “… en kortere eller længerevarende proces, hvor en person tilslutter sig ekstremistiske synspunkter eller legitimerer sine handlinger efter ekstremistisk ideologi”. Ekstremisme betegner: “… personer eller grupper, som begår eller søger at legitimere vold eller andre ulovlige handlinger med henvisning til samfundsforhold, de er utilfredse med.”
Her fokuseres ikke kun på ekstreme handlinger, men også på ekstreme holdninger. Det er et demokratisk valgt politisk flertal naturligvis i sin gode ret til at gøre. Men man kan diskutere, hvorvidt man effektivt kan begrænse ekstreme holdninger via statslige tiltag og offentligt finansierede programmer.
Her er det vigtigt at slå fast, at ekstreme holdninger og ekstreme handlinger ikke nødvendigvis går hånd i hånd. Mange af dem, der stod bag terrorforsøg eller -angreb i Europa, kom ikke ind i militante grupper på grund af ideologiske overbevisninger, men snarere i en søgen efter eventyr, status og fællesskab. Dertil kommer, at ekstreme holdninger, sågar en udtrykt støtte til voldsanvendelse, langtfra altid er ensbetydende med ekstreme handlinger. Det illustreres af en håndfuld studier og en række meningsmålinger, der peger på, at mange europæiske muslimer deler en del af den militante islamismes verdenssyn, men kun en meget lille andel engagerer sig i voldelige ekstremistiske grupper og netværk.
Forskere ved det britiske analyseinstitut Change Institute har via interviews i fire europæiske lande sammenlignet holdninger og overbevisninger blandt europæiske muslimer uden forbindelse til voldelige ekstremistiske miljøer med de centrale påstande i den militante islamismes fortælling om verden. De registrerer en afvisning af voldsanvendelse, men også en udbredt følelse af at leve i et fjendtligt samfund, hvor man ser på muslimer med mistænksomhed.
De identificerer en generelt stigende politisk bevidsthed med fokus på globale begivenheder, der har indflydelse på muslimer rundtomkring i verden, samt en opfattelse af at være afkoblet fra indflydelse på den politiske proces i Europa. Endelig påviser forskerne en religiøs opblomstring blandt unge europæiske muslimer. Dette fortolkes som udtryk for dels en selvvalgt identitet i lyset af en opfattet fjendtlighed fra flertalssamfundet, dels som en personlig søgen efter vejledning i stadig mere komplekse livssituationer. Kort fortalt er der ifølge Change Institute et væsentligt overlap mellem, hvad almindelige europæiske muslimer tænker, og de problemstillinger, som fremhæves i militant propaganda.
Forskerne Bartlett og Miller, begge tilknyttet den britiske tænketank Demos, kommer frem til lignende konklusioner i et nyere studie, der også dækker flere vestlige lande. Forskerne sammenligner tre gruppers holdninger: 1) terrordømte, 2) radikale men ikke voldelige personer,hyppigt fra samme sociale miljø som det, terroristerne frekventerede, og 3) helt almindelige europæiske muslimer. De påpeger, at udpræget mistillid til myndighederne, konspiratorisk tænkning, oplevet diskrimination og en identitetsmæssig søgen præger alle tre grupper. Både de terrordømte og de radikale, der indgår i studiet, var tilsyneladende religiøse, men de terrordømte adskiller sig ved en mere snæver interesse i islam – det, de radikale kalder en “pamflet version”. De citerer typisk et snævert udvalg af religiøse kilder, og interessen for og viljen til at forholde sig til kontekst og kompleksitet forekommer lav. Forskerne peger desuden på, at de dømte havde et stærkt fokus på at skelne mellem “dem, der handler, og dem, der bare taler”, men at de faktisk sjældnere end de radikale havde været involveret i socialt, politisk eller humanitært arbejde, før de greb til terrorisme. Endelig konstaterer forskerne, at skønt de radikale ikke afviser voldsanvendelse, så skelner de mellem situationer, hvor de finder det legitimt, for eksempel voldsanvendelse mod israelske soldater i Gaza, og situationer, hvor det er forbudt. Angreb på civile i Europa falder i sidste kategori.82Præcis den skelnen kan bidrage til at forklare, at en lille procentdel af europæiske muslimer i meningsmålinger tilkendegiver sympati for anvendelse af vold til forsvar for islam, men at den lille procentdel stadig udgør betydeligt flere end den meget lille brøkdel, der ender med at forsøge eller begå terrorisme i Europa.
Mange forskere skelner mellem at have ekstreme holdninger og måske også sympatisere med anvendelsen af vold for at fremme bestemte sociale, politiske eller religiøse mål – ideologisk radikalisering – og aktivt at støtte eller anvende ekstremistisk vold i fredelige vestlige samfund – voldelig radikalisering. Den distinktion går let tabt, når man, som i Danmark, anvender officielle definitioner på radikalisering, der omfatter begge kategorier. Man risikerer måske ligefrem, som disse forskere påpeger, at skubbe ekstremister, der er modstandere af terrorisme, længere bort fra mainstream-samfundet ved at gøre dem til mål for anti-radikaliseringstiltag eller retlige indgreb. Skønt der er et holdningsmæssigt overlap og et overlap i religionsforståelse og -udtryk mellem individer, der begår terrorisme, og visse religiøse miljøer for eksempel i Danmark, påpeger forskerne, så er det hverken rimeligt eller hensigtsmæssigt at slå dem i hartkorn.
Det argument er der megen fornuft i, ikke mindst hvis man tror på en åben, liberal, demokratisk samfundsmodel som den bedste ramme for menneskelig udvikling. Men det understreger også den udfordring, sikkerhedsmyndigheder og domstole står over for. Det er, som forskerne påpeger,forkert at tro at religiøse aktivister og terrorister er to alen af ét stykke. Men det er også forkert at tro, at der er vandtætte skotter mellem de to miljøer. Radikalisering er lige præcis en dynamisk proces, og det sker, at individer udvikler sig fra det ene til det andet.
Hvis du var ansvarlig, ville du så hånden på hjertet måske også være tilbøjelig til at skride til anholdelser en gang for meget snarere end en gang for lidt? Og skulle du dømme i en terrorsag, hvor de materielle beviser var sparsomme, men ekstreme holdningstilkendegivelser mangfoldige, hvad ville du så egentlig henholde dig til?
*
Der findes ikke nogen fast profil på dem, der bliver terrorister. Vi ser både ressourcesvage og ressourcestærke personer i voldelige ekstremistiske netværk. Vi ser både mennesker med og uden uddannelse, familie og job. Der findes ingen fast tjekliste med karakteristika og faresignaler, som myndighederne kan gå frem efter i deres forsøg på at opdage og stoppe terrorister, før de udfører terrorhandlinger. Der er heller ingen fast skabelon for, hvordan radikalisering forløber, og hvilke faktorer der driver processen. Radikalisering er et dynamisk og komplekst fænomen, hvor der ikke nødvendigvis er to forløb, der er helt ens.
Det indebærer en række svære valg og dilemmaer, når vi ser på terrorbekæmpelse. Men med en mere nuanceret og detaljeret forståelse åbner der sig til gengæld også flere muligheder for at sætte ind forebyggende, som er inden for almindelige menneskers rækkevidde. De færreste kan øve indflydelse på, hvorvidt Danmarks store allierede USA går i krig eller på, hvordan en verdensreligion som islam fortolker sine grundlæggende tekster. Men mange kan gøre en forskel, når det handler om at forhindre, at søgende og sårbare unge i lokalmiljøet havner i dårligt selskab eller bliver suget ind i et online-univers, der forherliger og retfærdiggør vold.
Respublica takker Lindhardt og Ringhof og DR for tilladelsen til at bringe dette uddrag.Vi kan på det varmeste anbefale at læse hele bogen!