Antipatriotismen i Danmark

Af Preben Breds, historiker.

I Weekendavisen d. 11.7.04 udtalte Jaques Monnet-professoren Uffe Østergård sig om ‘nationalfølelsen der bare ikke vil dø': “De gamle nationale eliter og bureaukratier er jo blevet europæiske, det er jeg selv et eksempel på. Eliterne er vundet, men vælgerne føler sig med rette snydt.”

Dette citat karakteriserer meget godt situationen omkring årtusindskiftet. Se blot på formuleringen: elite og buraukrati står sammen overfor ‘vælgerne’, ikke – som tidligere naturligt for venstreorienterede – overfor folket. Men folket, og det dertil hørende fædreland, eksisterer slet ikke mere efter, at kultureliten har skiftet side. Historikere som Uffe Østergaard og Søren Mørch gør sig ydermere offentligt til af, at de end ikke har rødder – og altså er så fritsvævende som Rafaels engle.

Det er åbenbart, at der er udviklet en antinational, antipatriotisk følelse rettet imod danskhed og alt dansk. Den kommer til udtryk på utallige måder lige fra helsidesannoncer til 200.000 kr. i dagspressen om at “Det er blevet flovt at være dansker” til hærværk på gaden. Det er de privilegerede, eliterne, som ikke længere vil nøjes med blot at tage afstand fra jævne folk – “bærmen” iflg. Svend Auken. Nej, der er nu også tale om direkte fysiske angreb på begrebet ‘det danske’, som det skete i sommeren 2003, da en venstreorientet gruppe ‘Damer mod Danskhed’ øvede hærværk for 100.000 kr. mod ordene ‘Danmark’ og ‘dansk’ ved rudeknusninger hos Danske Bank, Dansk Camping Union, Dansk Handel & Service og Realkredit Danmark med fanfaren: “Vi brækker os over det fascistoide Danmark, danskere, danskhed og danske værdier”. Og igen i 2004, da d’herrer von Trier og Aalbæk Jensen på Valdenmarsdag med hån hængte dannebrog bagvendt op i flagstangen ude på Zentropa Film. Hr von Trier bryder sig nemlig ikke om “Danmark med swastikaen hængende”. Og så videre i den dur.

Vi har for længst vænnet os til den internationale socialismes bekendelser til universelle dogmer, men hidtil har de – bortset fra den radikale venstrefløj – været luftige nok til at også at kunne rumme følelser for ‘Land og Folk’,’Danmark for Folket’ og ‘Forskning for folket’. At en ændring nu har fundet sted ses måske tydeligst deri, at et ikke-socialistisk parti som Det Radikale Venstre med stigende tilslutning fra eliten har taget føringen som antidansk frontfigur.

Starten på den højprofilerede antidanskhed leverede den daværende radikale kulturminister, cand. rer. soc. Elsebeth Gerner Nielsen, på sit møde med kultureliten i Ebeltoft i 1999. Under mottoet ‘Verdensborger i Danmark’ skulle den ny æra lanceres. Som radikal dame mod danskhed nærer hun et naturligt had til alt dansk, eksempelvis den almindelige brug af nationalsymboler: “Vi er nødt til at sætte dannebrog op overalt og omtale madvarer som Dancake og Danæg, for at have noget at støtte os til”, lød hendes forklaring. At det faktisk forholder sig omvendt (erhvervslivet lukrerer på nationalfarverne i jubi-reklamer fulde af flag og “Det’ dansk, det’ dejligt”) spillede ingen rolle for kulturministeren. På sin vej gennem landet i ministerbilen har hun også døjet med visse kvalmende synsindtryk, hvilket hun absolut måtte meddele alverden:”Jeg er så træt af at få det dårligt, når jeg kører forbi en kolonihave og ser det danske flag. Og grunden er, at en kultur, som jeg betragter som meget udansk, har taget patent på flaget”. At ingen bortset fra kongemagten har kunnet ‘tage patent’ på dannebrog, spiller naturligvis heller ingen rolle i den sammenhæng.

Ministeren demonstrerede her to af de mest markante årsager til hadet mod Danmark og danskheden. Den ene er den med ‘verdenborgeren’, altså det universelle menneske, der, som Rafaels engle, er lige meget ‘hjemme’ overalt – dog måske mest i Paris, London, New York, hvortil kommer en mere specifik hengivenhed for EU-centrerne Bruxelles og Strassbourg, hvilket Uffe Østergaard jo hentydede til. EUs nationalflag er følgelig blevet en anderledes øjenfryd end dannebrog.

Den anden årsag er hadet til ‘den jævne mand’, ham, der ikke ligger i pendulfart mellem Bruxelles og Strassbourg. Hans skæbne er knyttet til Danmark og hans glæde til den lille kolonihave (det var jo flaget i netop kolonihaven ministeren fik kvalme af). Som det har vist sig, er det typisk også ham og konen, der stemmer på Dansk Folkeparti – og et parti med det navn bliver naturligt nok forbundet med både danskhed og dannebrog. Men da et parti umuligt kan tage patent på flaget, må Gerner Nielsens kvalme snarere skyldes det, som dannebrog er symbol for, nemlig nationalstaten Danmark, hvor jævne folk har rod. For ligesom det er de lavt uddannede og underprivilegerede, der stemmer på Dansk Folkeparti, er det iflg. nye undersøgelser de veluddannede og privilegerede, der samles i Det Radikale Venstre. Altså tegnes her et velkendt billede af overklasse mod underklasse, elite mod folk, eller som det formuleres i et radikalt parti-slogan: ‘Vi tænker på andre end dig’.

Lige siden middelalderen har overklassen hævdet sig på underklassens bekostning bl. a. også ved sit vide europæiske udsyn. Det nye er, at danskhed nu sammenkædes med underklassen alene og sammen med den kastes i sølet. Eliten har hævet sig til englenes sfære, mens ‘bærmen’ med forfatteren Morten Sabroes ord i Politiken skulle “… have skudt en flagstang med et Dannebrogsflag op i røven …”. Sådan!

Dette overklassens nyformulerede had til underklassen kan skyldes, at den, ligesom kapitalen, i globalismen har fundet sig langt bedre underklasser ude i den vide verden og derfor har outsourcet sin loyalitet. Med implosionen af socialismen efter Murens fald har de socialistiske partier mistet deres ideologiske fodfæste og overladt det til de radikale hattedamer at tage føringen i kreationen ‘Den nye Internationale': Én verden – ét utopisk samfund med evige, universelle menneskerettigheder som grundlov.

Opgaven for ‘Den nye Internationale’ går til en begyndelse ud på at dekonstruere den bestående begrebsverden og dens tilholdssteder i institutionerne. Og heri forenes venstrefløjen med de radikale: Væk med Danmarks grundlov, væk med folkekirken, væk med dannebrog, væk med nationalsangen – og som logisk konsekvens – væk med folket. Så vil omsider den salige vision tone frem, som lovet i EU’s nationalsang: “Alle Menschen werden Brüder!”

Der ligger således den smukkeste bestræbelse bag Niels Helweg Petersens ønske om at afskaffe Danmarks nationalsang, fordi der optræder nogle harniskklædte kæmper, der engang forsvarede Danmark med våben i hånd. Andre tilslutter sig ivrigt, ja naturligvis Arne Melchior, der ikke tåler metaforen ‘Frejas sal’. En hedensk gudindes navn er da uanstændigt i den politisk korrekte æra. Den slags flueknepperi kan nok synes komisk, men det viser med hvilken nidkærhed, eliten dykker ned i de allermindste detaljer.

Mere alvorligt er de igangsatte planer for omskrivning af grundloven. Her slutter venstrefløjen igen op bag de radikale. Dagbladet Politiken, der på lederplads principielt mener, at “Grundlove er som bekendt udemokratiske”, har stillet spalteplads til rådighed for radikale udkast til en ny grundlov, der angiveligt ikke så meget skal sikre danske, traditionelle værdier som fastslå EU-charters og de universelle menneskerettigheders overherredømme i Danmark. Egentlig burde en særlig ‘dansk grundlov’ således være overflødig. Argumentationen bag denne bestræbelse synes at være, at eftersom befolkningen i det geografiske område Danmark ikke adskiller sig fra jordklodens øvrige befolkning, så skal der heller ikke gøres nogen forskel: Danskerne er jo (som alle mennesker) indvandrere. Alle er vi lige og med lige rettigheder uanset oprindelse. Med forfatteren Peter Seebergs ord i 1997: “Som situationen er nu, er der en masse tegn på, at danskerne tror, at vi ejer dette land, fordi vi har arbejdet i det. Gu’ gør vi ej. Vi ejer det ikke mere end kineserne gør.” Ja, eller tyrkerne, eller araberne – ikke sandt?

Hertil føjer sig naturligt angrebet på folkekirkens grundlovsfæstede stilling som folkets kirke. Principielt får landets gennem historien nedarvede kirke således særstatus alene ved at blive nævnt i loven. I praksis er dette, specielt efter islams eksplosive vækst i Danmark, udtrykkeligt blevet en utålelig ulighed, skønt 85% af befolkningen fastholder medlemskab af folkekirken. Historikeren Mikael Jalving råbte i Berlingeren 17.8.04 “Fri os fra folkekirken: Bare navnet: Folke-kirke. Vi bringer en overraskelse: DDR har ikke eksisteret forgæves. Folke-kirke, Folke-skole, Folkekøkken. Må jeg være fri!” Og de venstreorienterede præster er med på den galej for at gøre kirken til en politisk megafon: ‘Mund og mæle’, kalder de det.

Afskaffelse af kongehuset har i snart 100 år stået på socialisternes ønskeseddel, uden at det dog er blevet til noget. Men netop her har eliten mærkværdigvis været spag i mælet. Måske på gr. af hofballerne, som selv SF’erne nu nyder i fuld pingvin og pakistansk folkedragt.

Der findes altså visse områder, hvor den anti-danske elite ikke finder det umagen værd at angribe. Det er vel logisk nok, når man som Klaus Rothstein mener, at “Danskhed er et ord uden indhold, der findes ikke noget specielt dansk”, eller med den radikale Henrik Svanes ord fastslår at “…dansk kultur ikke eksisterer og aldrig har eksisteret”. Ja, her er ingen grund til angreb. Men når det forholder sig sådan, hvorfor så egentlig disse hadske udfald?

Det paradoks illustredes smukt med Dansklærerforeningens bog i 2003 ‘Danskfagets danskhed´, som i forordet meddeler, at formålet med faget er at undergrave danskheden til fordel for opdyrkning af et internationalt kulturfag. Til Kristeligt Dagblad udtalte bogens forfatter Peter Heller Lützen: “Når jeg skriver, at faget skal undergrave danskeheden, er det selvfølgelig provokerende formuleret, men det er også en beskrivelse af, hvad der faktisk foregår i faget i dag. Det nationale spiller en stadig mindre rolle, og det er en udvikling, jeg bifalder”. Altså bare et spark for synets skyld – samtidig med at folkeskolen producerer 20% analfabeter til verdens højeste omkostninger.

I august kunne en undersøgelse på Aarhus Universitet vise, at de studerende på statskundskab havde en katastrofalt ringe viden om historiske og samfundsmæssige forhold. Det er studenter med mindst 9 i karaktergennemsnit (‘Flos Daniæ’), hvis studievalg indikerer interesse for netop samfundsforhold. De demonstrerer blank uvidenhed i historie. Åbenbart er hele undervisningssystemet tilsyneladende progammeret til underminering af værdierne i nationale fag som dansk og historie – ja, til og med at udslette erindringen om sådanne værdier. Som om Danmark ikke har haft en historisk eksistens.

Det danske er således helt åbenbart under direkte angreb fra eliterne og indirekte angreb i undervisningsinstitutionerne. Nye politiske tiltag som forslag om undervisning i arabisk for alle elever i Københavns Kommune, og om at bibelen og koranen skal fylde lige meget i religionsundervisningen i gymnasieskolen, viser til gengæld vej frem mod fremtidens internationale multi- eller fusionskultur.

Disse eksempler er blot et lille udpluk fra strømmen af tilkendegivelser om afstandtagen, foragt og had til det danske Danmark og dansksindede mennesker. En ny tid er ved at bryde frem, et nyt ideal stiger op af de døde utopiers grave.

Det besynderlige ved alt dette er, at eliten åbenbart ikke kan erklære sin kærlighed til den fagre nye verden, til FN og EU og alle konventionerne uden først at skulle spytte i egen rede. Det er de velbegavede, veluddannede, velsituerede, der under rationalitetens tegn udspyr deres lueforgyldte had mod det, som før kaldtes folk og fædreland. De er fjender af begrebet folk i dansk sammenhæng – er de også folkefjender?

Selv Voltaire, ikonet for rationel ånd og oplysning, mente dog, at skønt patriotisme ofte betød had til alle andre lande end ens eget, så alligevel: Hvis en mand ønsker fremgang for sit land, men aldrig på bekostning af andre lande, er han på en og samme tid en intelligent patriot og verdensborger. (Pellisier 222)

Rummelighed er altså mulig – det er muligt samtidigt at elske verden og sit land – “J’ai deux amours, ce’st Paris et mon pays”, som Josephine Baker sang i 30rne. Men vore anti-patriotiske verdensborgere kan tydeligvis ikke rumme nogen moderation. Det skyldes vel næppe et lavere åndeligt niveau end Voltaires – nej, årsagen skal snarere søges i det fænomen, som kendes under betegnelsen ‘det éndimensionale menneske’, absolutismens ophav.
 

Dette indlæg blev udgivet i Breds,Preben, Kultursammenstød. Bogmærk permalinket.