Det undrer til stadighed befolkningen hvorfor forskerne ikke interesserer sig for fænomener i forbindelse med indvandringen, som enhver kan iagttage med egne øjne.
- den højere børnesygelighed jfr. hospitalerne
- den forhøjede kriminalitet, og især bandekriminalitet hos muslimer
- den store mængde ikke-flygtninge på førtidspension
- de vedvarende ringe danskkundskaber hos visse etniske grupper
- den fortsatte analfabetisme og ringe almen viden hos store grupper af tyrkere
- den ujævnt fordelte kvindelige deltagelse på arbejdsmarkedet, hvor asiatiske kvinder stort set altid har job.
- unge 2. generations mænds arbejdsløshed, lige fra de ufaglærte til de universitetsuddannede.
- Medbragte traumer, der bla. har årsag i den kulturelt betingede opdragelse
- OSVWeekendavisen har mødt de tre antropologer Sofie Danneskiold-Samsøe, Bo Wagner Sørensen og Yvonne Mørck for at få svar.
Spørger man de tre forskere om årsagen til deres kollegers manglende interesse i emnet, falder svaret prompte: poststrukturalismen.
»Den poststrukturalistiske tilgang har gjort sit til integrationsforskningen i Danmark. Det samme har postkolonialismen. De sætter nogle rammer om, hvad man må beskæftige sig med. Den tilgang, vi har haft, er ikke endt som mainstream,« fortæller Yvonne Mørck.
Hvem siger hvad
Det, der ifølge de tre forskere kendetegner postkolonialistisk og poststrukturalistisk forskning i etniske minoriteter, er, at man er mere optaget af at analysere, hvad der bliver sagt i medierne, end hvad der faktisk foregår i de etniske minoritetsmiljøer.
Målet er typisk at udøve kritik af de herskende diskurser i samfundet, der ifølge de poststrukturalistiske forskere reproducerer magtforholdet mellem majoritet og minoritet og dermed ofte stadfæster en form for strukturel racisme. Her bruger man formuleringen »den såkaldt sociale kontrol« og analyserer begrebet som endnu en stigmatiserende anklage fra et racistisk, nationalistisk og tiltagende intolerant majoritetssamfund rettet mod en marginaliseret, undertrykt minoritet.
Ifølge de tre antropologer kan man i Norden groft dele forskere i etniske minoriteter op i to grupper. Der er dem, der laver feltarbejde og interviews. Og så er der dem, der laver kritiske analyser af medierne*.
»Poststrukturalistisk forskning er mere interesseret i, hvordan man taler om verden, end hvordan den er. Man er mere interesseret i, hvordan et begreb som social kontrol bruges i den offentlige debat, end man er i, om det faktisk findes, og hvordan det fungerer,« siger Sofie Danneskiold-Samsøe.
Bo Wagner Sørensen:»Jeg har fået flere kommentarer a la ’jeg ville helst have haft, at du ikke havde lavet den bog. Den kan jo bruges af højrekræfterne’. Og vi har mødt beskyldninger om, at vi er mikrofonholdere for kvinderne. At de bare mimede historier om æreskultur, de havde lært af majoritetssamfundet. Vi er blevet skudt i skoene, at vi opererer med en forestilling om, at der er ’vores vold’ og ’deres vold’, og at deres er anderledes end vores, fordi den er æresrelateret. Det er tilsyneladende forkert overhovedet at operere med en forskel der, som har en betydning.«
Hvis højrefløjen kan bruge din analyse, så lav den ikke Yvonne Mørck : »Nogle af mine kolleger på RUC – feministisk orienterede kønsforskere – gav udtryk for, at det her skulle man slet ikke undersøge. For det kunne stigmatisere mænd med etnisk minoritetsbaggrund. Det ville de jo aldrig have sagt, hvis det var etnisk danske mænds vold, vi undersøgte,« fortæller hun.
kilde: Søren K. Villemoes: Forskernes sociale kontrol.Weekendavisen 22.feb. 2019
* og alle dem der har forpestet skolelærers, politibetjentes og andre med fingrene i feltets arbejdsliv, ved at kigge på de professionelles sprog i stedet for de problemskabendes adfærd og de mønstre(kultur) der ligger bag. De problemskabende kaldes endda ofte for udsatte (red.)
bøger : Æresrelateret social kontrol. Teori og praksis i socialt arbejde 2019, der er skrevet af de tre antropologer Sofie Danneskiold-Samsøe, Bo Wagner Sørensen og Yvonne Mørck.
Deres sidste bog om et nært beslægtet emne, »Familien betyder alt«: Vold mod kvinder i etniske minoritetsfamilier, var finansieret af TrygFonden og udkom i 2011.
Læs også Katja Kvaales anmeldelse af bogen ‘Æresrelateret social kontrol’ »En æressag«