Europas undergang – immigration, identitet og islam hedder en bog af den britiske politolog Douglas Murray (2018) direktør ved den britiske tænketank The Henry Jackson Society.
Han skriver bl.a:
“Jeg sigter til, at den civilisation, vi kender som Europa, er i færd med at begå selvmord, og at hverken Storbritannien eller noget andet vesteuropæisk land kan undgå denne skæbne, fordi vi alle ser ud til at lide af de samme symptomer og sygdomme.
Som resultat heraf vil Europa, når de fleste nulevende mennesker når livets ende, ikke længere være Europa, og de europæiske befolkninger vil have mistet det eneste sted i verden, vi kunne kalde for hjem.
Men vi er nået til vores sidste akt på grund af to sideløbende udviklinger — to sæt forbundne begivenheder — over hvilke det nu er stort set umuligt at komme sig.
Den første er den store massebevægelse af folkeslag ind i Europa. Denne proces indledtes i alle vesteuropæiske lande efter Anden Verdenskrig og skyldtes dengang mangel på arbejdskraft. Snart blev Europa bidt af indvandring, ude af stand til at stoppe strømmen, selv hvis man havde ønsket at gøre det.
Resultatet var, at det, der engang havde været Europa — hjemsted for de europæiske befolkninger — efterhånden blev et hjem for hele verden.
Og hele tiden blev europæerne ved med at opfinde nye måder at overbevise sig selv om, at denne tilstrømning kunne fungere. Man lod for eksempel som om, at en sådan indvandring var normal. Eller at selvom integrationen udeblev for den første generation, så kunne den fortsat komme for dennes børn, børnebørn eller en anden, fremtidig generation. Eller bare at det slet ikke var så vigtigt, hvorvidt folk integrerede sig eller ej.
Og hele tiden affejede vi den altovervejende sandsynlighed for, at det simpelthen bare ikke ville fungere. Dette er en konklusion, der blot er blevet fremskyndet af de senere års migrationskrise.
Mere end noget andet kontinent eller nogen anden kultur i verden i dag er Europa tynget af skyldfølelse over sin fortid. Samtidigt med denne ekstroverte og åbenbare mangel på tillid til sig selv findes der en indadvendt udgave af selvsamme skyldfølelse. For et andet problem i Europa er en eksistentiel træthed — en følelse af, at Europas historie måske er skrevet færdig, og at en ny historie skal have lov til at begynde.”
Murray sigter her til alle de -ismer ,der har hersket i Europa og som vi har måttet kassere som ikke gode nok og så ødelæggende at det har medført en træthed på ideer: imperialisme, nazisme, facisme, kommunisme, socialisme, eksistentialisme og senest den humanisme, der stiller os i valget mellem at lukke fremmede ind i Europa, og ødelægge det for os selv, eller udelukke de fremmede og ødelægge det for dem.
“Når man i dag ser tilbage, er det dog påfaldende, hvor meget vi begrænsede vores debat, selv da vi åbnede vores hjem for verden.
Problemet er ikke accept af forandringen, men visheden om, at når forandringen kommer for hurtigt eller er for stor, bliver vi til noget andet og måske noget, vi aldrig har ønsket at være”
uddrag
https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/europa-underskriver-sin-egen-doedsdom