Jeg har (som redaktør) bedt en veluddannet kvinde på godt 60 år, som jeg har kendt i mange år om at viderebringe sine interessante oplevelser med interkulturel dating. Kvinden er særdeles berejst, taler adskillige sprog, og har venner overalt i verden, som hun har fået gennem sin åbne tilgang til mennesker fra andre kulturer. Det hele startede faktisk med at hun som stor pige fik flere pennevenner via sin skole ( jo jo, håndskrift , frimærke og slik på kuverten skam). Da hun for nogle år siden blev enlig, udvidede hun så med dating.
Her er hendes beretning:
“Som mange andre enlige i min alder er jeg på dating sider.
Da jeg ikke er racist, tænkte jeg at jeg ikke vil eliminere andre nationaliteter. Jeg får mange henvendelser fra ikke etniske danskere.
En del er tyrkere. 9 ud af 10 af de tyrkere, der kontakter mig, er på førtidspension. Også dem der er 10 år yngre end mig.
Når jeg spørger, hvad fejler du? – fortsætter dialogen oftest sådan her :
“Jeg er fejler ikke noget”
Så spørger jeg – jamen det er jo en grund til du får førtidspension. Det får man jo kun, hvis man er for handicappet til at arbejde.
“Jamen kommunen siger jeg skal have det”
Dvs. du kan ikke arbejde?
“Jo, jeg kan arbejde, men kommunen siger sådan”.
Jeg svarer: hvis du siger til kommunen, at du gerne vil arbejde og ikke vil have førtidspension, så er jeg sikker på de vil være glade for det. Hvorfor gør du det ikke så?
“Jeg har ikke tid. Jeg skal besøge mine venner og drikke kaffe”
Jeg spørger så, hvad har du af fritidsinteresser?
Mange gange er det for svært et ord, så jeg må forklare det, selvom vedkommende har boet her i måske 20-25 år.
“Jeg interesser mig for tv, fodbold (altså i tv) drikke kaffe, besøge venner, rejse til Tyrkiet”.”