Af Carsten Ringsmose, cand. rer. soc.
Trykt i Politiken den 15. november 2004.
I 1971 deltog jeg i en række undersøgelser af samfundsforholdene i Tyrkiet som led i optagelsen af en film “Tyrkiet – eksempel på et u-land”, som blev anvendt i undervisningen på højskoler, gymnasier og seminarier.
Det har længe været min drøm at genopleve de steder, vi havde skaffet os et indgående kendskab til, for det er en enestående samfundsfaglig mulighed at kunne sammenligne konkrete samfundsforhold efter en tredjedel århundredes udvikling. Lige nu er situationen i det sydøstlige Anatolien så rolig, at jeg turde rejse – i hvert fald når vi holdt en passende afstand til Irak-grænsen, og aktuelle omstændigheder bidrog til, at rejsen blev realiseret: Dels et konkret, fagligt behov for at studere en række omstændigheder i tyrkiske børns opvækstvilkår, for bedre at kunne forstå deres situation som indvandrere i Danmark, dels hele den aktuelle diskussion om Tyrkiets eventuelle optagelse i EU.
De fleste danske Tyrkiet-rejsende besøger kun feriestederne på syd- og vestkysten, der er så moderniserede og europæiserede, at de ikke har ret meget til fælles med resten af Tyrkiet. Jeg besøgte derimod de steder, hvor jeg på forhånd kendte samfundsforholdene indgående, fordi de havde indgået i mine undersøgelser 33 år tidligere, hvor de pågældende steder havde dannet baggrund for scener i filmen.
Den meget positive forhåndsindstilling til “mit elskede Tyrkiet” betød, at jeg tog til landet med den forhåbning, at jeg kunne komme hjem med den beroligende – og velunderbyggede – besked, at Tyrkiets udvikling havde bragt landet meget nærmere til Europa, havde løst de traditionelle samfundsproblemer og dermed gjort et medlemskab af EU acceptabelt. – Sådan gik det desværre ikke.
Første stop var Istanbul, og for at kunne sammenligne bestemte forhold, medbragte jeg en stor mængde fotografier taget 33 år tidligere, f. eks. billeder af bærere, som fragtede enorme byrder på ryggen. Jeg ville spørge en taxa-chauffør: Findes dette fænomen stadig i vore dage? – Jeg nåede dog slet ikke at spørge, for i de trange gader bag den ægyptiske basar kunne vi straks finde masser af bærere med deres bæresaddel på ryggen, hvorpå de slæber store byrder – så længe helbredet holder. Gensynet med dette menneskenedbrydende fænomen var et chok, som rejste spørgsmålet: Er fremskridtet da slet ikke kommet til Istanbul?
Jo! – For 33 år siden så jeg f. eks. en bærer med et pengeskab på ryggen, og da han vaklede fra side til side under den enorme byrde, havde han en medhjælper på hver side, som støttede ham, så han ikke væltede! Så store byrder ses ikke længere, for sækkevognen har i den mellemliggende tid vundet indpas, så de tungeste byrder nu trækkes på en vogn. Nu slæber bærerne ikke mere end 3-4 gange den vægt, de måtte løfte, hvis de var medlemmer af SID i Danmark.
Bærerne er det mest iøjnefaldende udtryk for det velkendte samfundsproblem, man plejer at betegne “skjult arbejdsløshed”. Den almindelige samfundsmæssige situation med en kombination af stor mangel på relevant arbejde og en meget mangelfuld socialforsorg tvinger arbejdsløse mennesker til at finde på noget, som ikke i moderne forstand kan kaldes arbejde: Bære tunge byrder rundt i byen i konkurrence med lastbiler, åbne en lille gadeforretning, hvis eneste vare er sten til gastændere, eller stille sig på gaden med en vægt, og søge en indkomst ved at veje folk, der går forbi. Disse fænomener findes stadig i et forfærdende omfang, ikke mindst i Istanbul, og omfanget af den slags “beskæftigelse” peger på, at inklusive den “skjulte” arbejdsløshed må hovedparten af befolkningen betragtes som udenfor samfundsmæssig relevant beskæftigelse.
På instituttet for politisk videnskab i Ankara, hvor jeg boede som gæst i månedlange perioder, fortalte man for 33 år siden, at befolkningsstatistikken var meget usikker, og at man reelt ikke vidste, hvor stor befolkningen var, men ifølge data fra U.S. Census Bureau (som også er kilde til de følgende data), så var befolkningen den gang 35 mio. medens den nu er 70 mio. – altså en tilvækst på en million nye indbyggere hvert år. Dette forhold forklarer, hvorfor de fremskridt, der unægtelig i høj grad sker, alligevel er utilstrækkelige: Hvis beskæftigelsen skulle bringes op på et rimeligt højt niveau, så skulle man skabe en million nye arbejdspladser hvert år, foruden de nye arbejdspladser, som skulle gøre indhug i den omfattende, “skjulte” arbejdsløshed. Hvis de enorme slumkvarterer skulle fjernes, så skulle man bygge nyt i en størrelsesorden svarende til København hvert eneste år – foruden nyt byggeri til erstatning for store arealer med gammel slum. Befolkningstilvæksten betyder, at selv meget store årlige fremskridt bliver forvandlet til relative tilbageskridt: Både arbejdsløshed og slum vokser – selvom Tyrkiet i den mellemliggende periode har skjult en stor del af befolkningstilvæksten ved at eksportere den til andre lande i Europa.
Tyrkiet er iøvrigt et godt eksempel på de aktuelle problemer i prognoser om befolkningsudviklingen, som baserer sig på udviklingen hidtil. Når det gælder befolkningstilvæksten, så er reglen, at jo mere urbanisering og industrialisering, jo færre børn. Det er grundlaget for, at man forventer en lavere vækst fremover. Men problemet er, at Tyrkiet har en europæisk orienteret, moderne bybefolkning med få børn, og en traditionel landbefolkning med mange børn, – så mange, at den traditionelle landbefolkning nu vokser på den moderne bybefolknings bekostning. Resultatet er allerede nu et islamisk orienteret flertal, som er regeringsbærende, og så er det tvivlsomt, om de optimistiske prognoser for den fremtidige befolkningsudvikling holder. Hvis de ikke holder, så vokser Tyrkiets befolkning, som var 21 mio. i 1950, ikke kun til de forventede 86 mio. i 2050, men til mange, mange flere.
Vi kan illustrere perspektivet ved at se på vækstprognoserne i nogle lande, hvor islam spiller en større rolle end i Tyrkiet. Afghanistan havde godt 8 mio. indbyggere i 1950, mere end 28 mio. i 2004 og forventes at have 82 mio. i 2050. Saudi-Arabien – Osama bin Ladens base og hjemland – havde mindre end 4 mio. i 1950, næsten 26 mio. i 2004 og forventes at have en befolkning på knap 50 mio. i 2050. Og lad mig tilføje, at disse prognoser også er resultat af optimistiske forventninger! Saudi-Arabien havde f. eks. en vækstrate på 4,9 % årligt i 1970-80, medens den optimistiske prognose “kun” forventer en vækstrate på 1,4 % i 2010-2020.
Da vi ankom til hovedstaden Ankara var spørgsmålet: Eksisterer de enorme slumkvarterer stadig, som vi besøgte og filmede for 33 år siden? Det er et almindeligt fænomen i fattige lande, at befolkningstilvæksten, som ikke kan finde arbejde i landbruget, og slet ikke, hvis det moderniseres, rejser ind til byerne for at finde arbejde – fænomenet kaldes “flugten fra land til by”. I Ankara flyttede i tusindvis af folk ind fra landet, og byggede sig et hus af kasserede brædder, fladbankede oliedunke, gamle reklameskilte og plasticfolie. Det var ganske vist ulovligt, men når folk først var flyttet ind, var myndighederne magtesløse, for folk kunne ikke “sættes ud”. Disse huse kaldtes “gecekondu”, som i min ordbog fra 1965 oversættes til “houses built during one night without permission”. Ankara havde enorme områder med sådanne “en-nats-huse”, og kvarteret “Altindag”, som betyder “guldbjerget”, har navn efter problemet, fordi fattige bønder rejste til byen for at blive rige, for at finde guld, og havnede i den kæmpestore, fortvivlende fattige slum på Altindag. Nu var spørgsmålet: Findes Altindags slum stadig? Det forfærdende svar er, at enorme bykvarterer af “en-nats-huse” fortsat ligger hen som håbløst slum – i mellemtiden legaliseret af populistiske politikeres stemmefiskeri, og nu med parabol-tv, som formidler fremtidsdrømmen om at rejse bort til Europas herligheder.
Fra Ankara gik rejsen videre med et lille fly langt ud østpå, hvor vi kunne besøge mit hjertes landsby Yediyol, hvor jeg for 33 år siden optog fantastisk maleriske scener af de traditionelle bønder i deres hjemmevævede, meget farverige klædedragter, og dermed viste et landligt dagligliv, som næsten ikke havde forandret sig i århundreder. Jeg var spændt på, om byen overhovedet eksisterede længere? – Det gjorde den, og enhver kan forstå, hvor rørende det var at møde folk, som udmærket kunne huske vores besøg for 33 år siden – og muntert kunne berette om episoder fra den tid, vi boede i landsbyen.
Sidst var vi i Yediyol i august/september, og skolen var lukket, fordi børnene hjalp forældrene med markarbejdet. Nu kom vi på besøg i sidste halvdel af oktober, altså et par måneder senere på året, og fik den samme forklaring, da vi undrede os over, at kun seks børn var i skole, selvom der var hundredevis af børn i den skolepligtige alder. Landsbyen var fuld af legende børn, som ikke passede skolen – ganske som deres forældre 33 år tidligere. Når kun få børn var i skole, er forklaringen simpelthen, at befolkningen her i det sydøstlige Anatolien er traditionelle bønder, der lever under nærmest før-feudale forhold, de er analfabeter, og de har ingen forståelse for, hvor meget det betyder at gå i skole. De har nemlig selv – ligesom deres forældre – “klaret sig” uden skolegang, – og de kender ikke, og kan heller ikke forstå de problemer, der opstår, når deres største forhåbning opfyldes, og de kommer til Europa, hvor de slet ikke kan fungere tilfredsstillende.
Foregår der da ikke hele tiden en omfattende modernisering og europæisering i Tyrkiet? Jo! – Men det er kun én ud af flere tendenser. Samtid med en stærk stræben hen imod et sekulært, rationelt og demokratisk samfund, så vinder islamiseringen også stærkt frem. For 33 år siden kunne man godt møde en kvinde med tørklæde i Istanbul, men så var der som regel tale om en bondekone, som netop var ankommet fra Anatolien i sin traditionelle påklædning. Nu møder man mange tørklæde-klædte kvinder, der på denne måde viser deres tro. Under taxa-turen på 30 km fra Ankaras centrum til lufthavnen kunne vi tælle 39 moskeer, – de fleste både store og nybyggede.
Hjemmefra havde vi i månedsvis fulgt udviklingen, og registreret ethvert tilfælde af uroligheder, og var forberedt på en hurtig retræte, hvis vi f. eks. skulle blive chikaneret eller truet på grund af vores nationalitet og manglende tro. Vi oplevede hverken antydning af chikane eller afstandtagen – tværtimod. Unge mennesker ville gerne snakke med os, og afprøve deres engelsk-kundskaber, som dog i de fleste tilfælde er helt utilstrækkelige til at muliggøre en samtale, og det er en målestok på det generelt lave uddannelsesniveau, at det er meget svært at finde en person, som kan tale engelsk – også i hovedstanden Ankara. Men vores besøg i Yediyol blev ligesom sidst gennemført med en medbragt tolk, og besøget, som foregik under Ramadanen, var præget en gæstfri og respektfuld ankerkendelse, som f. eks.viste sig ved, at man i rigt mål serverede for os, medens man selv fastede. Vores eneste ubehagelige oplevelse var, at vi var forfærdede vidner til, at en gruppe jødiske skolebørn i Istanbul blev slået, sparket og spyttet på af andre skolebørn på vej hjem fra skole – velvilligt iagttaget af omkringstående voksne.
I det østlige Anatolien oplevede vi overalt en pragtfuld gæstfrihed hos kærlige mennesker med åbne sind, men samtidig mennesker, som fastholdes af ældgamle bondetraditioner, og som ikke kan klare sig hjemme, hvor indførelsen af kapitalistiske samfundsforhold vinder magt over og fortrænger deres traditionelle selvforsynende bondesamfund, og som heller ikke kan klare sig i Europa, som kræver kvalifikationer, de hverken har eller forstår, men hvor de alligevel drømmer sig hen som løsningen på en fortvivlet livssituation.
Livssituationen for den almindelige landbefolkning er ikke blevet fundamentalt forbedret af fremskridtet. I en typisk landsby som Yediyol er de traditionelle, lerklinede huse i et vist omfang erstattet af huse bygget af funda-blokke af beton, og pudset med den traditionelle blanding af ler og halm. Nu er der lagt vand rundt i byen, så spildevandet flyder i åbne render ned gennem de smalle smøger mellem lerhusene, der har fået elektrisk lys og parabol-fjernsyn.
Sydøstanatoliens store “fremskridt” er bygningen af “Atatyrk-dæmningen”, som opdæmmer enorme vandmasser, producerer elektricitet, og fordeler vandet ud over den enorme Urfa-slette, som derved bliver gjort til et af verdens mest frugtbare områder. Jeg spørger mig selv, hvad befolkningerne i Syrien og Irak siger til, at man på denne måde om-fordeler vandet fra Eufrat, som ellers hidtil var forudsætningen for landbruget i disse lande?
Samtidig med, at dette “fremskridt” har bragt elektricitet, og dermed lys og parabol-fjernsyn ud i landsbyernes huse, så har det også cementeret den udvikling, hvor et tilbagestående, traditionelt bonde- og landsbysamfund, som under ledelse af enten en herremand eller en høvding (eller en blanding af sådanne feudale og før-feudale forhold), hovedsagelig drev et fælles subsistens-landbrug, nu hen over hovedet på den jævne befolkning forvandles til et privatkapitalistisk selvejerlandbrug, – endda ofte med udenlandske ejere.
Denne udvikling har gjort de herremænd og overhoveder, som pludselig er blevet jordejere, stenrige, og for det store flertal skabt en livssituation, som er blevet endnu værre i de forgangne 33 år, fordi deres subsistens-prægede landbrug er blevet fortrængt af enorme bomuldsmarker, som godt nok er fantastisk maleriske, men som forandrer den brede befolknings forhold til noget, som økonomisk bedst kan sammenlignes med de sorte slavers forhold i USA for 150 år siden.
Sådanne samfundsforhold vil gøre Tyrkiet i EU til en katastrofe, medmindre landet først har løst sine enorme problemer med befolkningsvækst, økonomi, beskæftigelse, boligforhold og social sikring.