Af Jørgen J. Grimstrup lektor, cand. mag. Viborg
Trykt i Jyllands-Posten den 4. april 2005
Jeg hilser kulturrealismen velkommen. Lidt for mange multikulturalister har skøjtet henover kultursammenstødene og har i stedet rost indvandrede etniske gruppers medbragte spændende madretter. Men man skal stå fast på, at i Europa har det enkelte individ stort råderum, også ved valg af ægtefælle. Det skal man ikke i multikulturel benovelse over nye musikformer og multikulinariske madvaner opgive, skriver dagens kronikør.
Det er på mode at være multikulturel og kræve kulturel ligestilling. Flygtninge og indvandrere fra fjerne egne skal kulturelt ligestilles med danskere, så vi ikke gentager den fejl kolonitidens europæere begik, da de så ned på og behandlede folk og kulturer uden for Europa respektløst – synes tankegangen at være.
I følge multikulturalisterne og kulturrelativisterne er alle kulturer lige gode, og indvandrere skal have lov til og endda opfordres til at bevare deres medbragte kultur. Men kulturel ligestilling er ikke så ligetil.
Moesgård Museum ved Århus havde et års tid efter 9/11 en Afghanistan-udstilling. Man kunne høre stumper af afghansk folkemusik fra 1950’erne. Jeg syntes om musikken, som andre vil kalde kattejammer. Her slår jeg følge med de multikulturelle og relativisterne, for der er forskellig musiksmag, og i tilfældet musik er enkelte gruppers kultur lige gode.
Man skal også være varsom med at tillægge alle i en kulturel eller etnisk gruppe samme smag, for en afghaner kan tænkes hellere at ville høre jazz eller tekno end afghansk folkemusik. Men multikulturalister forudsætter, at vi blot og bare er aftryk af den kultur, vi er født ind i.
Findes der ingen objektive kriterier, man kan lægge til grund ved vurderingen af, om et produkt af en bestemt kultur kan siges at være det bedste sammenlignet med andre kulturers frembringelser? Jeg vil komme kulturrelativisterne et skridt i møde og i det følgende ikke kalde noget det bedste, men blot bedre end noget andet bedømt ud fra bestemte kriterier.
Blandt de vigtigste opfindelser i menneskehedens historie er hjulet, ploven og skriftsproget. Hjulet gjorde det lettere og hurtigere at transportere afgrøder og andre varer. Hvis man synes, at det er godt at få andre produkter end dem fra eget værksted og ager og ikke belaste sin krop med fragt af varer, må hjulet siges at være en god opfindelse. Det er dermed bedre at leve i kulturer med end uden hjul. Naturligvis er der negative sider ved hjulet. Hjulet gør det muligt at køre 160 km/t og tage livet af sig selv og andre.
Jeg lader læseren selv indse fordelene ved ploven frem for gravestokken. Skriftsproget er, hvis man vil overlevere viden og færdigheder til kommende slægter, bedre end mundtlige overleveringers mange fejlkilder.
Inden for teknikken er det altså let at afgøre, om en kultur eller civilisation er andre overlegne. Gør teknikken tilværelsen lettere, så man ikke skal anstrenge sig så meget for at få udkommet og mere til og dermed kan leve længere, er det nemt at rangordne civilisationer og kulturer. Men andet er svært at rangordne. Hvilken type melklister er bedst, kartofler eller pasta? Havregrød eller müesli?
Er flerkoneri bedre end enkoneri? I dag praktiseres polygami fortrinsvis blandt Saudi-Arabiens rigmænd. Arabiens polygami har sin oprindelse i Muhammeds krig mod Quraish-familien. Da fik Muhammed – hvilket træf! – en åbenbaring fra Allah: En mand kunne gifte sig med op til fire enker, så deres børn ikke blev faderløse. Tilsyneladende mere en social foranstaltning end et seksuelt frynsegode.
I dagens Saudi-Arabien er flerkoneri et spørgsmål om fryns. Men hvad siger kvinderne til det? Og hvad med de mænd, der ikke kan få en kone? Enkoneri bør foretrækkes, hvis kriteriet er, at alle mænd skal have mulighed for at få en kone.
Kan man på det seksuelle område opstille kriterier for, hvad der er godt eller bedre – eller er det bare et spørgsmål om behag og smag? Risikoen for kønssygdomme er størst i kulturer, hvor mange partnere er accepteret, og hvor man ikke tager så tungt på at beskytte sig. Hvis man mener, at man/mænd ikke bør påføre andre lidelse eller død, er det ubetinget dårlig kultur, når aids-ramte mænd i det sydlige Afrika har samleje med småpiger, fordi de aids-ramte tror, at sex med jomfruer helbreder dem.
Enkebrænding blev praktiseret af hinduer i Indien før den engelske kolonisering. Men englænderne forbød det, da de anså det for barbarisk. Man kan være så gal på britisk kolonialisme, at man mener, at briterne begik kulturelt overgreb ved at forbyde enkebrænding. Men hvis man mener, at kvinder er lige så meget værd som mænd, må man være imod enkebrænding, også selv om det var britiske imperialister, der indførte forbudet.
Hvilken religion er bedst? Man kan være kulturrelativist og have som princip, at alle kulturer og religioner skal have lov til at udfolde deres riter frit. Men har man samtidig som princip, at mennesket er ukrænkeligt, må man tage afstand fra religiøst betingede menneskeofringer, som det blev praktiseret i Danmark i før-kristen tid.
Man må også kunne tage afstand fra det i islam, som grene af islam opfatter som ubetinget muslimsk. Her tænker jeg på, at islam af nogle muslimer forstås sådan, at Koranen og den afledte Sharia-lovgivning skal være rettesnor for politikken. Det betyder i Saudi-Arabien og andre eksotiske steder afhugning af hænder for tyveri.
Når vi taler om en kulturel gruppes dyder, idealer og værdier, bliver det vanskeligt, måske umuligt at rangordne. Mange vil hævde, at her er alle kulturer lige, for hvem og hvilket kriterium skal afgøre, hvilke værdisæt der er bedre end andre? Men vi møder også det modsatte synspunkt – at her er noget virkelig bedre end andet.
Det er interessant, at alle FN’s medlemslande med deres underskrift har tilsluttet sig følgende dyder: »Troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders … lige rettigheder«.
Disse holdninger er en europæisk “opfindelse”, vandt frem i belæste lag i 1700-tallet og har via renæssancen rødder i antikken.
Hvis man svarer ja til, at mennesket har rettigheder og en værdi i sig selv, at kvinder og mænd er lige, kan man opstille alverdens kulturer og civilisationer i et hierarki efter, om de lever op til dyderne.
Politiske ledere uden for Europa må anse nævnte dyder for at være bedre end andre dyder. Eller også har de underskrevet FN-pagten på skrømt, muligvis for at få del i FN’s bistandsmidler. Nogle medlemsstater opfører sig i alle fald helt modsat FN’s trosbekendelse.
Når det gælder grundlæggende værdier, bør man faktisk være forsigtig, for der kan være forskellige opfattelser af “personlig værdighed”. Det selvstændige individ, som vi roser os af i den vestlige verden, danser ikke bare på roser, og familien spiller også en rolle i vestlige samfund og burde på sin vis spille en større rolle, da vi ikke føder børn nok til at reproducere befolkningen.
Alligevel har folk ved “at stemme med fødderne” tit taget stilling for individet mod gruppen, familien, staten, klassen, partiet, klanen eller nationen. Folk i kommunistiske lande stemte med fødderne, når de flygtede fra deres arbejderparadis. Erfaringen fortæller os, at demokrati og markedsøkonomi er bedre end diktatur og planøkonomi.
Mennesker i Mellemøsten, der ender som flygtninge, indvandrere eller familiesammenførte hos os, har også stemt med fødderne.
Hvis man ud fra diverse kriterier er nået frem til, at dele af bestemte kulturer er bedre end andre, så bør man vel opfordre “medlemmer” af en kultur til at ændre vaner. F.eks. bør afrikanske mænd qua ovenstående ændre sexvaner.
Men man ændrer ikke kultur med et fingerknips. Semiotikeren (det er en tegn- og sprogteoretiker) og digteren Per Aage Brandt hævder, at en kultur er bygget op om fem kerner – sprog, tro, ritualer, familieformer og kvindekontrol. Han mener i øvrigt, at mennesket optager afgørende kulturelle og etniske adfærdsformer lige så automatisk som sproget. Derfor ændrer vi ikke kultur fra dag til dag.
Og hvis Brandt har ret i, at kunst, politik og videnskab i arabisk kultur hænger tæt sammen og har grundlag i troen, mens de tre felter er mere adskilte i den vestlige verden, er det ikke mærkeligt, at indvandrere fra muslimske lande har problemer med at blive integreret i Europa.
Det tager altså år at ændre sin kultur, men det er i et vist omfang nødvendigt, hvis indvandrere vil integreres. Debat spiller en positiv rolle for integrationen.
Derfor er det et gennembrud, at Ken Loach, kendt for mistrøstige film fra bunden af det britiske samfund, i sin seneste film “Ae Fond Kiss” supplerer socialrealismen med kulturrealisme. Filmen handler om en pakistansk-britisk muslim fra Glasgow, der forelsker sig en hvid britisk pige. Hans forældre har derimod arrangeret et ægteskab for ham med en kusine. Det skaber kultursammenstød.
Jeg hilser kulturrealismen velkommen. Lidt for mange multikulturalister har skøjtet henover kultursammenstødene og har i stedet rost indvandrede etniske gruppers medbragte spændende madretter.
Hvilken kultur eller civilisation er den bedste? Det er ikke let at svare på, men man behøver ikke ende i en alt-er-lige-godt-holdning.
Belgiens statsminister Verhofstadt udtalte for nogle år siden, at »EU er baseret på nogle multikulturelle værdier«. Jo, nogle drikker øl, andre vin, og nogle spiser pizzaer, andre rugbrød.
Men man skal stå fast på, at i Europa har det enkelte individ stort råderum, også ved valg af ægtefælle. Det skal man ikke i multikulturel benovelse over nye musikformer og multikulinariske madvaner opgive.