Identitære

Behændigt og formentlig bevidst styrer de uden om decideret raceideologi, men slynger om sig med ” generobring, patriotisme, paneuropæisk og etnokulturel identitet”.

GENERATION IDENTITÆR kalder de sig selv. Generation Ildevarslende, kunne man kalde dem. De var oprindeligt franske, nu er der ungarske, skotske, tyske og danske identitære. Og flere endnu.

De frygter den store befolkningsudskiftning af såkaldt oprindelige europæere med en muslimsk befolkning. Med sort på gul eller gult på sort baggrund er de kendemærket med det græske bogstav lambda – symbolet på spartanske krigeres skjolde i antikken.

Avantgardistiske, veltalende, veluddannede unge. De er ikke racister, fascister eller nynazister. De er ikke antidemokratiske eller voldelige, men ” et moderne højreorienteret ungdomsopgør”, der efter eget udsagn ikke er politiske ekstremister. De er ikke kronragede, de bærer ikke bomberjakker, men forsvinder velklædte og ubemærkede i byens vrimmel, når de har udført deres aktioner med bannere, nødblus, megafoner og klare budskaber: imod ” islamisering, masseindvandring og det multikulturelle selvhads ideologier”. For ” udvisning af ikke-vestlige indvandrere, asylstop, bevarelse af den europæiske kultur og drømmen om et Fort Europa”.

 

Dette indlæg blev udgivet i Civilsamfundet, Organisationer, Religion / Ideologi, seneste. Bogmærk permalinket.