Muslimsk aggression i Jugoslavien?

Af Torben S. Hansen

Jugoslaviens blodige opløsning, der begyndte i 1991, kan ikke med rimelighed siges at være frembragt af muslimsk aggression – og slet ikke af nogen invasion udefra. Det gran af sandhed, der kan ligge i en sådan påstand, begrænser sig til de overgreb, det albanske flertal i Kosovo har foretaget mod regionens serbiske mindretal siden Titos død i 1980. De fleste af eks-Jugoslaviens etniske albanere kan i et eller andet omfang betegnes som muslimer. De var i 1999 i overhængende fare for at blive fordrevet og massakreret af den serbiske hær, men blev i sidste øjeblik reddet USA og NATO. Siden da har serberne i Kosovo været ofre for brutale overgreb, og de aktuelle forhold forværres ganske oplagt af islamistisk indtrængning – herunder arabiske og iranske terrorgrupper.

Kosovo-katastrofen – i dag formelt FN’s og EU’s ansvar – er ikke emnet for denne artikel, der omtaler det moderne Bosnien. Her adskilte forholdene sig radikalt fra Kosovo. Nedenstående artikel er en lettere bearbejdet udgave af to afsnit fra en længere fremstilling, der blev bragt i tidsskriftet SEMIRAMIS, nr. 5, 1998 med overskriften “religion og etnicitet – Bosniens arv fra Osmannerriget og Habsburgerne”.

I europæisk sammenhæng kan der påvises to større, oprindeligt muslimske befolkninger, som er blevet grundigt sekularisede: Volga-tatarerne og bosniakkerne. Disse to grupper har i løbet af et århundrede gennemgået en dyb kulturændring og dermed dementeret påstanden i Rudyard Kiplings berømte digt, idet “Øst” i deres tilfælde er blevet til “Vest”. De to befolkningers udvikling demonstrerer, at religion ikke er skæbne – heller ikke i tilfældet Islam.

Sekulariseringen begyndte allerede i de sidste årtier af den osmanniske tid, og efter Østrig-Ungarns besættelse af Bosnien i 1878 gjorde den sig gældende på alle niveauer: arbejde, livsstil, uddannelse, politik m.v. Den blev specielt grundig i årene 1945-80, da Jugoslavien var underlagt Titos regime. De kommunistiske magthavere slog hårdt ned på alle religiøse institutioner og fortrængte den ortodokse, den katolske og den islamiske tro fra det offentlige liv. Bosniens befolkning blev derfor fremmedgjort i forhold til forfædrenes religion.

En lignende proces fandt sted i mange andre lande, men her blev det religiøse fællesskab erstattet af det nationale. Noget sådant skete ikke i Bosnien-Hercegovina: Befolkningen som helhed følte sig ikke som en særlig bosnisk nation, men blev efter 1. Verdenskrig – til glæde for nogle og til sorg for andre – tilsluttet det nye Jugoslavien under serbisk dominans. Bosniakkerne – den oprindelige muslimske befolkning – som sådan konstruerede ingen separat, kollektiv identitet på grundlag af sprog, historie o.s.v., men indgik i stedet i forskellige politiske fællesskaber sammen med ortodokse, katolikker og jøder. Den serbiske regerings centralistiske politik efter 1918 tvang ganske vist bosniakkerne til at optræde som én gruppe, men selv dette frem-bragte ikke nogen muslimsk nationalitet.

Alligevel blev etniciteten gjort til en politisk sprængladning, der detonerede i 1992 og dermed splintrede det bosniske samfund. Med Dayton-aftalen fra 1995 er stumperne blevet flikket sammen til et juridisk særsyn, der nærmest må beskrives som en “to-og-en-halv-komponent-stat”, opbygget på en etnisk adskillelse, der ikke fandtes før krigen, men derimod var blevet dens resultat, og som desuden blev ledsaget af masseflugt af bosniere til udlandet. Denne fragmentering er til en vis grad sket efter det mønster, fortidens religioner fastlagde: Bosniakker/muslimer, kroater/katolikker og serbere/ortodokse. Men den tragiske befolkningsopsplitning er ikke blevet frembragt af kulturen, livsformen, fortiden eller traumerne i Bosnien, som før 1991 var den mest “jugoslaviske” republik i den nu opløste forbundsstat.

Når halvdelen af Sarajevos serbiske – i henhold til egen definition – befolkning valgte at blive i byen og udholde mere end tre års belejring og beskydning fra Ratko Mladic’s “stor-serbiske” cetnikker, når en tredjedel af byens forsvarere var serbere, og når den serbiske Jovan Divjak (tilflytter fra Beograd) i det meste af denne periode var den bosniske regeringshærs næstkommanderende, foreligger der en tydelig diskrepans mellem bosnisk politik og den i vestlige medier så stærkt fremhævede etnicitet. Bosnien-Hercegovinas undergang kan ikke sammenlignes med borgerkrigen i det fragmenterede Libanon, hvor maroniter, druzere, palæstinensere, shiiter m.fl. grupper i årevis udgjorde indbyrdes kæmpende mini-stater, og hvor politikken i højere grad var knyttet sammen med religion. Spørgsmålet om de kollektive identiteters betydning i udbruddet af den jugoslaviske krig kan altså ikke besvares med en standardopdeling af befolkningen i muslimer, serbere og kroater.

Derimod foreligger der righoldig dokumentation af, at opløsningen i 1991/92 skyldtes beslutninger på det statslige – magtens – niveau, hvor først Serbiens og dernæst Kroatiens politiske ledere fremprovokerede etniske skel for at skabe en “libanesisk” situation. Bosniens sammenbrud kan derfor ikke betragtes isoleret.

Serbiens Jugoslavien

Fra slutningen af 1300-tallet blev Balkan underkastet det osmanniske imperium, som i 1453 erobrede Konstantinopel og dermed afsluttede det byzantiske – eller østromerske – riges lange dødkamp. I de efterfølgende århundreder var det senere Jugoslavien opdelt i tre: de tyrkisk-beherskede provinser mod sydøst og de østrigsk-habsburgske mod nordvest; dertil kom så kystlandet Dalmatien, der tilhørte den italienske købmandsrepublik Venezia til 1797.

Svækkelsen af det osmanniske imperium førte til adskillige oprør og krige på Balkan, og i 1878 blev Bosnien besat af Østrig-Ungarn, som var et “dobbeltmonarki” under dynastiet Habsburg (kejser og konge Franz Josef). I nogle årtier var der formelt tale om en midlertidig besættelse, hvilket bl.a. indebar anerkendelse af den tyrkiske sultans suverænitet. Men i1908 blev Bosnien regulært indlemmet i Østrig-Ungarn.

I 1914 blev både osmannerne og Østrig-Ungarn kastet ud i Første Verdenskrig. Anledingen var, at en serbisk nationalist myrdede den habsburgske tronfølger Franz Ferdinand og dennes gemalinde. De to multietniske imperier – det osmanniske og det habsburgske – stod nu sammen med det kejserlige Tyskland i kampen mod en russisk-britisk-fransk-italiensk alliance. Efter mere end fire års gigantiske nedslagtninger tabte de tre “centralmagter”.

Karakteristisk for krigens gang var, at de kroatiske, serbiske og bosniakkiske soldater i den østrig-ungarske hær i mere end fire år kæmpede disciplineret – også mod Serbien og Montenegro. Men i 1918 styrtede de to multietniske stater – Habsburgernes Østrig-Ungarn og det osmanniske imperium – i grus, og en jugoslaviske enhed var nu blevet en oplagt mulighed. Allerede før krigens afslutning havde kroatiske politikere i landflygtighed kontaktet den (ligeledes eksilerede) serbiske regering med henblik på at udarbejde en plan for en sydslavisk stat. På grund af fundamental uenighed mellem den kroatiske leder Trumbic, som ønskede en forbundsstat, og Serbiens regeringsleder Pasic, der var centralist, blev det i første instans kun aftalt, at det selvstændige Jugoslavien skulle være et konsti-tutionelt monarki under Karadjordjevic-dynastiet.

Efter et langvarigt opgør vedtog en fælles, grundlovgivende forsamling i 1921 en udpræget centralistisk forfatning for “Serbernes, Kroaternes og Slovenernes Kongerige”: Landet blev inddelt i 35 oblasti (amter) – herunder de seks forhen-værende “Kreise” fra den habsburgske/ungarske tid i Bosnien-Hercegovina. Der blev ikke taget hensyn til de historiske provinser, alle planer om en forbundsstat eller selvstyre for ikke-serbere blev opgivet, og al magt var samlet i Beograd (Libal, 1991, s. 20). Tilsvarende var hæren helt domineret af serbere, mens kroatiske officerer blev holdt udenfor: “The entire national question was complicated by the extremely harsh attitudes that each Balkan government was to adopt towards its nonnational citicens or, particularly in the case of Yugoslavia, toward those parties that did not agree with the central regime. They were regularly regarded as a source of weakness and disloyalty…” (Jelavich, 1983, s. 135).

Den nye forfatning blev vedtaget med snæver margin og uden de kroatiske delegeredes deltagelse. I løbet af et par år havde det vist sig, at den storserbiske nationalisme betød, at ikke-serbere blev hårdere undertrykt end i førkrigstidens multi-etniske imperier, og dette mønster slog igennem over hele Balkan: “The new national regimes were to adapt a much more unconciliatory view. The position of a member of a minority could be much worse under their rule than under the old em-pires…” (Jelavich, smst.). I Jugoslavien førte dette til, at den serbisk-kroatiske alliance blev afløst af et dødeligt had mellem de to etniske grupper, der talte samme sprog, men tilhørte hver sin kirke – henholdsvis den katolocisme og den ortodokse.

De bosniske muslimers – bosniakkernes – vanskelige stilling mellem serbere og kroater fik deres parlamentariske repræsentanter til at forsøge en kompromiskurs: Mod et tilsagn om at stemme for den centralistiske forfatning fik de løfte om, at det serbiske central-styre ville være tilbageholdende med beslaglæggelse af det muslimske landaristokratis jord, respektere muslimernes selvstyre af skoler og sharia-domstole og tage hensyn til dem ved udnævnelsen af de seks veliki zupani (en art amtmænd) i Bosnien-Hercegovinas “oblasti”. De muslimske delegerede stemte for forfatningen, men Beogradregeringen holdt ikke løfterne (Banac i Pinson, 1994, s. 134 f). Konsekvensen blev, at de forbitrede muslimer fremover søgte samarbejde med den kroatiske opposition.

Jugoslaviens første ødelæggelse

I løbet af få år degenererede jugoslavisk politik til regulær, fysisk kamp. I Bosnien-Hercegovina terroriserede de serbiske cetnik’er – afledt af ordet “kompagni” – muslimske politikere, og storserbiske ledere gentog et krav, der allerede var blevet rejst af et regeringsmedlem under Første Verdenskrig: Bosnien skulle “renses” for muslimer. Unge bosniakker reagerede ved at kaste bomber efter serbiske embedsmænd.

Under en ophidset debat i parlamentet i Beograd i 1928 nedskød en montenegrinsk delegeret den kroatiske leder Radic, og kort tid efter oprettede Ante Pavelic (født af katolske forældre i en hercegovinsk landsby) den storkroatiske terrororganisation Ustasja, d.v.s. “rebel”. Beograds hensynsløse centralisme havde frembragt en kloning af den mest uforsonlige og intolerante retning i storserbisk nationa-lisme. Kun indpak-ningen var forskellig.

Pavelic’ terrororganisation blev en dødelig fare for Jugoslavien, idet den blev aktivt hjulpet af det fascistiske Italiens diktator Mussolini. I 1934 myrdede Ustasja kong Alexander Karadjordjevich, og skønt serbiske og kroatiske politikere senere nåede frem til den såkaldte sporazum (“forståelse”), lykkedes det ikke at mane nationalismens dæmoner i jorden: Den jugoslaviske idé og det serbiske monarki var blevet kompromitteret blandt statens ikke-serbere, og i april 1941 fremprovokerede et militærkup i Beograd Hitler-Tysklands lynangreb. De sydslaviske befolkningsgrupper blev påny styrtet ud i et blodigt kaos.

Anden Verdenskrigs forløb i Jugoslavien skal ikke omtales her. Kun skal det fremhæves, at fronterne i mange tilfælde krydsede fortidens etnisk-religiøse skel. De uhyrligste massakrer, begået af den fascistiske Ustasja mod serbere i Kroatien, var tydeligvis tilrettelagt som en etnisk udrensning, og tilsvarende rekruterede Cetnik-bevægelsen sine medlemmer blandt serberne. Cetnikkerne i det tysk-besatte Serbien, brugte mere energi på at myrde jøder, sigøjnere og muslimer end på at kæmpe mod invasionshæren. Dette gjorde det lettere for tyskerne at organisere muslimer i den såkaldte Handjar-division, der især foretog massakrer på serbere. Men den kommunistisk anførte partisanbevægelse, der gik af med sejren i forbindelse med Tysklands sammenbrud, var multietnisk: Dens øverste leder, Tito, var halvt kroat, halvt slovener, og i dens rækker kæmpede mænd og kvinder af både muslimsk, katolsk og ortodoks herkomst.

Etniske skel forsvandt under Tito

Under Tito-regimet arbejdede statens nye ledere på at skabe et jugoslavisk folk efter kommunismens idealer, og fortidens religiøse og etniske identiteter blev nedbrudt. Dette projekt fjernede kulturarven som adfærdsmotivering i massemålestok, hvilket var sædvanlig stalinistisk praksis (også gennemført i Sovjetunionen). For Bosnien-Hercegovinas vedkommende betød dette, at muslimer, katolikker og ortodokse efter verdenskrigen ikke længere levede i gensidig frygt som adskilte grupper. Dette gjaldt især i storbyer som Sarajevo, Mostar og Banja Luka, men også i landsbyerne mistede etniciteten efterhånden betydning. De kollektive identi-teter og traumerne fra Verdenskrigen blev tydeligvis svækket og afpolitiseret. Jugoslaviens problemer var ikke af etnisk karakter.

Mere end tre årtiers kommunistisk undertrykkelse af det religiøse liv (herunder ødelæggelse af kirker og moskéer), ensretningen af kultur og uddannelse, den groteske personkult omkring Tito og partipampernes tyranni kommunismen fik varige virkninger på samfundet. Dette gør det ekstra nødvendigt at skelne mellem på den ene side folkemassernes forestillinger og forventninger og på den anden side den lukkede magtsfære og beslutninger, de højt privilegerede politiske og militære ledere traf.

I 1980 døde Tito. Efterfølgende forværredes Jugoslaviens økonomi dramatisk, men ingen afgørende politiske reformer blev gennemført. Katastrofen i 1991/1992, da den kommunistiske forbundsstat blev opløst, kom tydeligvis bag på det altovervældende flertal af bosnierne, uanset deres forfædres religion: Fortidens religiøse skel var forsvundet, og derfor vælter Per Jacobsens fremstilling i SEMIRAMIS nr. 3, hvor han skriver, at Bosnien-Hercegovinas muslimer også i det socialistiske Jugoslavien “skilte sig ud fra de andre ved deres levevis…” Bosniakkerne havde stort set kun bevaret deres særlige tradition i form af ukontroversielle detaljer som navngivning, kaffedrikning af små kopper uden hank og den særlige skik at omskære drengene. I alle andre henseender – klædedragt, politisk kultur og sprog iberegnet – var der gennem mere end et halvt århundrede ét kulturelt fællesskab i Bosnien, hvor “muslimerne” konsumerede slivovits, vin og svinekød på linje med folk af katolsk og ortodoks – henholdsvis “kroatisk” og “serbisk” – herkomst.

En højtid som Ramazan Bayram, der i mere ortodoske kredse afslutter Islams årlige fasteperiode, har forlængst mistet sit religiøse indhold for det store flertal af bosniakker, og festglade bosniere deltog i både kristne og islamiske højtider sammen med naboer, venner og slægtninge: Muslimerne “… er vilde med at fejre katolske og ortodokse helligdage, og skønt deres forfædre har bygget nogle af de skønneste moskéer i den islamiske verden, falder folk just ikke over hinanden for at komme til, når der kaldes til bøn…” (Vulliamy, 1995, s. 66). I 1985 viste en me-ningsmåling, at kun 17 procent af bosniakkerne betegnede sig som troende, og kun tre procent mødte op til fredagsbøn.

Tilsvarende gav en ung bosnier efter krigsudbruddet i 1992 udtryk for, at han aldrig havde tænkt på sig selv som muslim, men som europæ-er: “… Jeg aner ikke, hvordan man beder, jeg har aldrig været i moskéen, jeg er europæer som jer! Jeg bryder mig ikke om, at den arabiske verden skal hjælpe os. Men nu er jeg nødt til at tænke på mig selv som muslim, ikke i religiøs forstand, men som del af et folk. Nu da vi står ansigt til ansigt med udslettelsen, er jeg nødt til at forstå, hvad det er ved mig og mit folk, de ønsker at udslette.” (Vulliamy, 1995, s. 67).

Sekularisering af ægteskabet

De mange slægtsbånd på tværs af forfædrenes trosretning er det klareste indicium på den enhedskultur, der fungerede i Bosnien-Hercegovinas byer før 1992. At muslimske mænd har giftet sig med kristne kvinder har ikke været et særsyn – især ikke i osmanner-rigets tid. Men hvor har muslimske kvinder i stor målestok og i flere generationer giftet sig med ikke-muslimske mænd – med deres pårørendes godkendelse? Kun blandt Volga-tatarerne (i deres hjemland og i deres diaspora i f. eks. Moskva og Helsinki) og i Bosnien-Hercegovina er ægteskabsmønstret – centralnerven i alle kulturer – blevet sekulariseret. Traumerne fra verdenskrigen har ikke afholdt nye generationer fra at nedbryde etniske barrierer på den mest effektive måde: Ved at “dele bord og seng”. Derfor var 30 procent af indgåede ægteskaber i byerne “blandede” (Malcolm, 1994, s. 222). Alene af den grund blev krigens opdeling af Bosnien-Hercegovina i tre indbyrdes fjendtlige nationaliteter kun gennemført med den allergroveste terror, som har ramt et utal af tætte, personlige bånd.

Talrige vidnesbyrd fra Sarajevo, Tuzla, Mostar og fra tyske, danske og svenske centre, hvor bosniske flygtninge er blevet anbragt, viser, at Bosniens befolkning før Jugoslaviens opløsning ikke var kulturelt splittet, svarende til fortidens religiøse skel: Etnisk splittelse fandtes ikke i de bosniske byer før 1991. Den har ikke fremkaldt krigen, men er tværtimod selv et resultat af de sidste fem års had og ter-roraktioner, som skyldes andre faktorer.

Efter april 1992 bredte had og mistro sig uundgåeligt overalt i Bosnien-Hercegovina, og for første gang i over 100 år optrådte den bosniakiske befolkning som en politisk enhed ved at støtte præsident Alija Begovic’s muslimske regeringsparti, SDA. Årsagen var, at den i løbet af krigen blev udsat for et tab på ca. 200.000 dræbte, og den årelange belejring af Sarajevo – for ikke at tale om forholdene i Gorazde og Srebrenica – banede vej for en muslimsk intolerance og fanatisme.

Jugoslaviens anden ødelæggelse

Både serbisk og kroatisk nationalisme var i udgangspunktet og i de efterfølgende års praksis tæt forbundet med ensretning, undertrykkelse og vilkårlig voldsanvendelse. Hver gang de politiske procedurer forsvandt, brød dette destruk-tive potentiale frem med fuld kraft som resultat af de intellektuelles appeller til de mest afstumpede elementer i landbefolkningen.

Da Slobodan Milosevic i 1987 besluttede at udskifte Titos “proletariske solidaritet” med storserbisk nationalisme, blev Jugoslavien ødelagt for anden gang. Hvad der konkret var i vente, havde Radovan Karadzic – senere de bosniske serberes leder – allerede beskrevet i et digt fra 1971: “Lad os tage ned i byerne og dræbe svinene!” (Kaspersen, Sørensen og Sørensen, 1996, s. 44). Tråden blev taget op af bl.a. Dragos Kalajic, som efter Milosevic’s magtovertagelse regelmæssigt skrev nationa-listiske artikler til Beograd-tidsskriftet “Duga”. Her blev bosniakker og albanere stemplet som “halvarabere”, og så sent som i september 1995 fremhævede Kalajic, at cetnikkernes ødelæggelse af byerne var noget, alle europæere burde være stolte af.

Fra krigens begyndelse i 1991 havde den jugoslaviske hærs og de serbiske militsers indsats frem for alt været at belejre Dalmatiens, Slavoniens og Bosniens byer og terrorisere deres indbyggere. Et vigtigt motiv var at fastholde de vestlige mediers interesse om specielt Sarajevo, mens de samtidige etniske udrensninger af bosniakker i landdistrikterne påkaldte sig mindre opmærksomhed. Det fik den serbiske intellektuelle Milos Bobic til at hævde, at der i serbisk kultur findes et særligt had mod byer (Nissen, 1992, s. 317). Også den serbiske arkitekt og for-fatter, Bogdan Bogdanovic – 1992-96 Beograds borgmester og siden 1994 land-flygtig i Wien – har skrevet om dette “ritualmord på byerne”: “Vi – og netop vi, den serbiske side – vil blive husket som byødelæggere…” (en dansk oversættelse blev bragt i Weekendavisen, d. 5.11.1993; essayet er også trykt i Kaspersen, Sørensen og Sørensen, 1996). Bogdanovic finder ingen militær logik i dette gigantiske ødelæggelsesværk: “Det drejer sig om smukke, meget smukke – de smukkeste byer: Osijek, Vukovar, Zadar, Mostar og Sarajevo. Angrebet på Dubrovnik – jeg græmmes ved at sige det, men jeg bliver nødt til det – var helt bevidst rettet mod et eksempel på en enestående, næsten sym-bolsk skønhed. Angrebet minder om en sindssyg, der kaster syre i ansigtet på en smuk kvinde…” Arkitekten må derfor stille spørgsmålet: “Byhadere og byødelæggere er ikke længere kun litterære fænomener; de findes blandt os. Tilbage står tanken: Fra hvilket dyb af den forvirrede folkesjæl er de udsprunget…?”

Statslig organisering af had og intolerance

Det destruktive potentiale fra dybet aktualiseres imidlertid ikke af sig selv. Dertil kræves en bestemt mekanisme: statsmagten. Denne magt stod bag en metodisk hadkampagne. Fra 1987 lod Slobodan Milosevic pressen og fjernsynet bombardere befolkningen med et yderligtgående nationalistisk budskab: “Især den autoritetstro landbefolkning blev gennem mediernes overdrivelser og løgnehistorier indoktri-neret til at betragte alle albanere, kroater, og muslimske bosniere som henholdsvis blodtørstige separatister, ustasja-fascister og islamiske fundamentalister, der kun pønsede på at udrydde de serbiske mindretalsgrupper” (Sørensen og Bjørn, 1996, s. 160). Skønt denne propaganda senere blev neddæmpet, tror de fleste af Serbiens bønder stadig på den. Her er 35 procent af befolkningen analfabeter, og det stats-lige tv har bevaret sin gennemslagskraft under oppositionens månedlange protester mod Milosevic i slutningen af 1996 og begyndelsen af 1997 [ NB – artiklen er skrevet i 1997; Milosevic blev som bekendt senere væltet af Serbiens demokratibevægelse, anført af studenterne i OTPOR]. Det viste sig, at befolk-ningen i landdistrikterne i vidt omfang stadig var uvidende om de massive demon-strationer i Beograd, da den kun informeres over tv.

Milosevic appellerede derfor fra begyndelsen af sin karriere som parti- og statsleder til følelser som frygt og had blandt de mest isolerede og dårligst ud-dannede serbere. Derefter arrangerede hans medarbejdere demonstrationer, der førte til hærværk og lynchninger i kampen mod politiske modstandere i Kosovo- og Vojvodina-provinserne, som mistede det selvstyre, Tito havde tildelt dem (Malcolm, 1994, s. 211 f.).

Parallelt med massekampagnerne opmuntrede og bevæbnede Milosevic paramili-tære bander som Vojislav Seseljs Hvide Ørne og Den frivillige serbiske Garde, anført af Zeljko Raznatovic – “kommandant Arkan”. Disse ekstreme nationalister indtog en fremtrædende plads i serbisk politik, og Seseljs parti havde en tredjedel af parlamentets pladser frem til 1993, da Milosevic neddæmpede den storserbiske nationalisme.

De storserbiske militser samlede lokale cetnikker i de kroatiske og bosniske landdi-strikter, hvor der fremover herskede kaotiske tilstande. Bandernes første ofre var serbere, der nægtede at slutte sig til den nationalistiske terrorkampagne, og i næste fase blev der organiseret overfald på “kroater” og “muslimer” (Malcolm, 1994, s. 216 ff). Peter Galbraith, USA’s ambassadør i Kroatien og international observatør med grundigt kendskab til krigen, har beskrevet begivenhederne i landsbyerne: “… in case after case [ … ] it was described to me that on day one when the troubles began, the local bully – the forty year old lout with the beer belly who was a marginal economic figure – would run up the Cetnik flag [ … ] and then it would be his eighteen year old son who would go out and gun down somebody’s parents in front of their eyes or engage in rape. Those are the marginal characters who thrive on war… ” (cit. fra Hedegård, 1996, s. 116).

Det sidstomtalte aspekt – mafiaernes og lumpenproletarernes dimension – har været fremtrædende. Da de nationalistiske militser først var begyndt at sprede død og ødelæggelse, dukkede “marginale” elementer op i alle lejre, og “kroatiske” og “muslimske” bander foretog “etnisk udrensning” og andre former for terror. Så sent som i februar 1997 terroriserede en mafia med kontakt til de lokale kroatiske nationalister muslimer i Mostars vestlige bydel. Det er det store flertal af “ikke-marginale” eks-jugoslaver, der blev ofre for politikkens og sprogets sammenbrud i kølvandet af kommunismens sammenbrud.

Afslutningsvis skal det bemærkes, at der blandt bosniakkerne – “muslimerne” i selve Bosnien-Hercegovina og i landflygtighed – ikke organiseres hævnterror.

* * *

Udvalgt litteratur

Castellan, Georges: “Histoire des Balkans”, (Fayard).

Clissold, Stephen (ed.): “A Short History of Yugoslavia”, Cambridge, 1968 (Cambr. University Press).

Dedijer, V. m. fl.: “History of Yugoslavia”, New York, 1974 (McGraw-Hill).

Domenach, J.M. og Pontault, A.: “Yougoslavie”, Paris, 1968 (Seuil).

Glenny, Misha: “The Fall of Yugoslavia”, London, 1992 (Penguin).

Hedegaard, Lars (ed.): “Bosnia and the West – a Hearing, 15.-16. January, 1996″, København, 1996 (Udenrigspolitisk Selskab).

Kaspersen, P., D. Z. Sørensen og I. Z. Sørensen (red.): “Stjernen under vores fødder – kroatisk, bosnisk og serbisk litteratur”, 1996 (Dansklærerforeningen).

Libal, W.: “Das Ende Jugoslawiens”, Wien, Zürich, 1991 (Europa-verlag).

Malcolm, Noel: “A Short History of Bosnia”, London, 1994 (Macmillan).

Malcolm, Noel: “The Whole Lot of Them are Serbs”, The Spectator, 10.6.1996.

Malcolm, Noel: “Bosnien dekonstrueret”, tidsskriftet “Udenrigs”, nr. 1, 1996, København.

Nissen, Gunnar: “Jugoslaviens storhed og fald”, 1992 (Branner og Korch).

Pinson, Mark (ed.): “The Muslims of Bosnia-Herzegovina”, Cambr., Mass., 1994 (Harvard University Press).

Stadtmüller, Georg: “Geschichte Südosteuropas”, München, Wien, 1976 (Oldenbourg).

Sørensen, Djurdjica Z. og Ramsgaard, Steen: “I Bosnien”, København, 1995 (Tiderne Skifter).

Sørensen, Djurdjica Z. Sørensen og Bjørn, Anders: “Den jugoslaviske krig”, København, 1996 (Amanda).

Volle, Angelika og Wagner, Wolfgang: “Der Krieg auf dem Balkan”, Bonn, 1994 (Verlag für internationale Politik).

Vucina, Narcisa og Jakobsen, Claus V.: “Blodet, mediet og magten”, “Politiken”, d. 4.10.1992.

Vulliamy, Ed: “Helvedes forgård – krigen i Bosnien og dens baggrund”, Århus, 1995 (Klim).

Yürükel, Sefa M. (red.): “Krigen på Balkan”, Aarhus Universi-tet, 1995.

Zöllner, Erich: “Geschichte Österreichs”, München, 1974 (Oldenbourg Verlag).

Zülch, Tilman: “Etnische Säuberung – Völkermord für Großserbien”, Hamburg, 1993 (Luchterhand).
 

Dette indlæg blev udgivet i Hansen,Torben Snarup, Historie. Bogmærk permalinket.