54 % herboende muslimer ser Vesten som fjende
Den hollandske forsker Ruud Koopmans forklarer i en særdeles veldokumenteret ny bog, hvad assimilation af indvandrere i Europa egentlig vil sige.
Koopmans’ begreb om assimilation er begrænset og præcist – og baseret på statistiske undersøgelser af, hvilke politikker der faktisk fungerer.
Koopmans var klassisk multikulturalist og støttede oprindeligt den hollandske indvandringsmodel, hvor forestillingen er, at jo lettere det er at få opholdstilladelse og statsborgerskab, og jo flere kulturelle og religiøse særrettigheder og støtteordninger indvandrere tildeles, jo bedre og smidigere går integrationen.
Koopmans indsamlede data om kontroversielle emner som, hvordan integration fungerer, og hvilke religiøse synspunkter indvandrere faktisk har.
Bogen består af to dele, en første del med små kapitler, overvejende begrebslige og kritiske – og en anden del med præsentation af hans empiriske undersøgelser.
Undersøgelsen dækker seks vesteuropæiske lande, Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Holland, Belgien og Schweiz, hvor man har interviewet 7.000 personer i 2010, både 1. og 2. generationsindvandrere og »indfødte« i modtagerlandene.
Hans konklusion er , at sociokulturel assimilation er den afgørende faktor for bedre integration på arbejdsmarkedet:
- sprogkendskab
- mediebrug
- sociale kontakter
- et liberalt kønssyn
er faktorer, der empirisk viser sig at modvirke indvandrer-arbejdsløshed
Han undersøger det »progressive dilemma«, der stiller sig for velfærdsstater, der både har et højt velfærdsniveau og en multikulturalistisk politik (med let adgang til borgerskab, særrettigheder og så videre). Det gør han ikke for at undersøge, hvorvidt dette dilemma kan føre til populisme og svigtende opbakning til velfærdsstaten (selvom han anser dette for muligt), men for at undersøge dilemmaets skadevirkninger for indvandrerne selv i form af svigtende integration.
Her sammenlignes Tyskland, Frankrig, Storbritannien, Schweiz, Sverige, Østrig og Belgien. Hans konklusion lyder, at
»multikulturel politik, der ikke frembyder stærke incitamenter for at lære modtagerlandets sprog og indgå i inter-etniske kontakter i forbindelse med en inklusiv og forholdsvis omfattende velfærdsstat, har som følge en ringe beskæftigelseskvote, en høj grad af rumlig segregering og en relativt stærk overrepræsentation af indvandrere blandt fængslede.«
De fængslede Overrepræsentationen af indvandrere blandt fængslede strækker sig fra en faktor 3,1 i England og Wales til 4,9 i Belgien, 5 i Sverige og 7,9 i Holland.
Fundamentalisme
I 2008 udspurgte Koopmans kristne og muslimer i Tyskland, Frankrig, Holland, Belgien, Østrig og Sverige. For sammenlignelighedens skyld udvalgtes tyrkiske og marokkanske indvandrere.
Fundamentalisme blev defineret ved tre synspunkter: 1) at troende bør vende tilbage til religionens rødder; 2) at der kun findes én udlægning af Bibelen/Koranen; 3) at Bibelens/Koranens regler er vigtigere end det pågældende lands lovgivning.
Der blev ligeledes spurgt til en række uafhængige variable – hvilken religiøs gruppe man tilhører; hvilken grad af religiøs identifikation man har; hvor diskrimination man har oplevet; plus demografiske og socioøkonomiske kontrolvariable.
Resultaterne var overraskende. Til de tre fundamentalismespørgsmål svarede europæiske muslimer ja i henholdsvis 60 procent, 75 procent og 65 procent af tilfældene – 44 procent svarede ja til alle tre og gælder således som fuldgyldige fundamentalister i Koopmans’ definition. De tilsvarende svar blandt erklærede kristne var 21 procent, 17 procent og 13 procent, medens 4 procent var gennemførte fundamentalister.
Det dækker over interessante forskelle mellem trosretninger: katolikker var de mindst fundamentalistiske, tæt forfulgt af de protestantiske hovedkirker, medens protestantiske sekter havde 12 procent fundamentalister. De danner således en mellemgruppe sammen med alevittiske muslimer, medens sunnimuslimer ligger helt i top, hvad fundamentalisme angår.Blandt stærkt religiøse sunnier er 50 procent fundamentalister.
Oplevet diskrimination er ikke her en vigtig faktor; den er kun svagt forbundet med fundamentalisme.
Fremmedfjendtlighed Testes også ved tre synspunkter: 1) man vil ikke have homoseksuelle venner; 2) man stoler ikke på jøder; 3) man mener (som muslim), at Vesten vil ødelægge islam; man mener (som kristen), at islam vil ødelægge den vestlige kultur. Er man enig i alle tre, defineres man som fremmedfjendtlig.
Blandt kristne udgør ja-svarene henholdsvis 9, 11 og 23 procent. Kun 1,6 procent svarer ja til alle tre påstande og tæller således som fremmedfjendtlige.
Blandt muslimer er tallene højere; her afviser 57 procent homoseksuelle venner; 45 procent stoler ikke på jøder, og 54 procent ser Vesten som fjende. 26 procent svarer ja til alle tre og er således fremmedfjendtlige efter testens definition. Her viser analysen, at fundamentalisme er den af de undersøgte faktorer, der er stærkest korreleret med fremmedfjendlighed – også socioøkonomiske forhold og religiøs identifikation er korreleret, men betydelig svagere.//
Respublica anbefaler at læse hele artiklen
kilde: Frederik Stjernfelt: Det progressive dilemma
15. december 2017 Weekendavisen.
Ruud Koopmans: Assimilation oder Multikulturalismus? Bedingungen gelungener Integration. 256 sider. LIT Verlag.
Koopmans arbejder ved Wissenschaftszentrum für Sozialforschung i Berlin