Religion, politik og etik

Berlingske Tidende 20. december 1994 (2. sektion,magasin, side 4)

Af Kai Sørlander

En væsentlig faktor bag udviklingen af de vestlige demokratier har været, at man her havde at gøre med en religion, som i eminent grad er i stand til at tilpasse sig vilkårene i en rationel samfundsorden. Jesus gav ikke love for samfundets indretning. I andre dele af verden står religionen i vejen på en ganske anden måde. Måske stiller den politiske krav og kan derfor ikke acceptere en adskillelse mellem politik og religion. Så har kravet om religionsfrihed indbygget et dilemma.

For politiske kultur indeholder en fordring om religionsfrihed. Det er en fordring, som er bygget ind i menneskerettighedserklæringen. Staten skal være religiøst neutral. Den skal ikke pålægge borgerne at anerkende en bestemt religion, men den skal tværtimod være fælles for alle uafhængigt af religion. Og det skal være den enkeltes egen sag, hvilken religion han vil have – eller om han overhovedet vil have nogen. Hvad er egentlig grundlaget for denne fordring? Hvad forudsætter vi, når vi kræver – som en ret – at det politiske system skal sikre borgernes religionsfrihed? ørst kan vi svare negativt. En fordring om religionsfrihed kan ikke selv begrundes på nogen religion. For en sådan begrundelse kan ikke være forpligtende for dem, der ikke tror på denne religion. Begrundelsen for, at det politiske system skal være religiøst neutralt, kan ikke være, at en bestemt gud kræver, at vi skal være tolerante over for tilhængere af andre religioner. For en sådan begrundelse er uden vægt for folk, der har andre guder. For dem er det vigtigt, hvad deres egen gud siger. Skal kravet om religionsfrihed være alment forpligtende, så må dets grundlag findes »uden for« religionerne.

Imidlertid gælder dette ikke kun selve kravet om religionsfrihed. Det må gælde for enhver lov, som skal være forpligtende for alle uafhængigt af religion. Hvis vi accepterer, at der skal være religionsfrihed, så må vi også erkende, at vi ikke kan begrunde berettigelsen af almene love på vor religion. For så ved vi, at en sådan begrundelse kan være uden mening for folk, der ikke accepterer vor religion. Og at give en begrundelse, som er uden mening, er ikke at give nogen begrundelse. Men konsekvensen af kravet om religionsfrihed er mere vidtgående. Det er ikke kun således, at grunden tages bort under religiøse begrundelser for berettigelsen af almene love. Det er også således, at kravet om religionsfrihed må indebære, at man slet ikke må gennemføre almene love på et religiøst grundlag. For hvis man kræver en almen lov gennemført, fordi ens gud (religion) kræver det, så er det ensbetydende med, at man kræver, at alle – uafhængigt af religion – skal bøje sig for ens gud. Og det er ensbetydende med at bryde deres religionsfrihed, som også er en ret til ikke at anerkende ens gud. et er altså en logisk konsekvens af kravet om religionsfrihed, at politikken skal have et andet grundlag end religionen. Den skal have et grundlag, som er uafhængigt af enhver religion. Eller sagt på en anden måde: religionsfrihed forudsætter en adskillelse mellem religion og politik.

Men et er at acceptere disse logiske sammenhænge. Et andet er, hvad grundlaget for politikken så skal være. Foreløbig er jo kun givet, at kravet om religionsfrihed udelukker, at politikken kan have sit grundlag i religionen. Men hvad er så alternativet? Hvor skal politikken have sit grundlag, når religionen er udelukket? Alternativet må være en ikke-religiøs etik. Altså en etik, som gælder for alle uafhængigt af religion – men alene afhængigt af, at man som person er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne. Men så er spørgsmålet, om en sådan etik overhovedet er mulig. Det er et gammelt filosofisk spørgsmål. Men for os er det ikke nok at pege på den filosofiske kontrovers. Tager vi spørgsmålet om berettigelsen af kravet om religionsfrihed alvorligt, så er vi også nødt til at tage stilling til spørgsmålet om muligheden af en rationel – religionsuafhængig – etisk fordring. Så kan vi ikke stå som tilskuere til en diskussion af dette spørgsmål; men vi må selv involvere os. Er en rationel etik mulig? Hvorledes må en rationel etisk fordring se ud?

Umiddelbart må det være en nødvendig betingelse, at fordringen ikke undergraver sig selv. Den skal altså være konsistent med, at det er muligt at leve efter den. Både at den enkelte kan leve efter den, og at alle personer kan leve efter den. Den må derfor både kræve, at den enkelte handler i konsistens med, at han selv kan opretholde livet som person, og at han handler i konsistens med, at andre personer kan leve som personer. Det er de betingelser, som vi må stille til en rationel etisk fordring. Men dermed har vi jo også allerede en sådan fordring. Den udgøres af betingelserne. Fordringen siger, at den enkelte, under forudsætning af at han selv kan opretholde eksistensen som person, også bør handle i konsistens med, at andre personer kan opretholde eksistensen som personer. Denne fordring har jeg kaldt det etiske konsistenskrav; og jeg har diskuteret den nærmere i min bog »Det Uomgængelige«. Det er min påstand, at vi med dette krav har et rationelt grundlag for etikken – og altså et ikke- religiøst grundlag for, hvorledes samfundet bør indrettes. Med det etiske konsistenskrav har vi en basis, hvorpå vi er berettiget til at begrunde de love, som bør gælde for alle i samfundet – uanset deres religion.

På den ene side implicerer kravet om religionsfrihed en adskillelse mellem religion og politik. Kravet forudsætter, at politikken må have sit grundlag i en ikke-religiøs etik. Og på den anden side må denne etik bygge på det etiske konsistenskrav. Dér står vi nu. Og herfra må vort spørgsmål være: Hvad implicerer det etiske konsistenskrav med hensyn til, hvorledes samfundet bør indrettes – og specielt med hensyn til religionens placering? Grundlæggende implicerer det etiske konsistenskrav en elementær ligeværdighed. Hver især står vi direkte under den etiske fordring. Og med denne ligeværdighed må følge en lige ret til at deltage i politiske beslutninger – altså en eller anden form for demokrati. Men så bør alle så vidt muligt også have den viden, der er relevant for rationelt at kunne tage stilling til de politiske spørgsmål. Og da ingen på forhånd kan have ret til at bestemme, hvad der er relevant, så må der være fri adgang til at fremføre argumenter og modargumenter. Enhver anskuelse må være beredt til at møde kritik. eller ikke religionen kan her kræve nogen særstilling. Også den må acceptere at kunne blive underlagt kritisk analyse. Kræver man religionsfrihed (for sig selv), så bør man ikke kun søge at adskille religion og politik, men man bør også acceptere friheden for dem, der vil kritisere religionen og dens indhold. Friheden er kun lige, når der både er frihed til at have en bestemt religion og til at kritisere den.

Der er en principiel sammenhæng mellem 1) kravet om religionsfrihed, 2) kravet om adskillelse mellem religion og politik og 3) erkendelsen af, at der også må være frihed til at kritisere ens religion. Det er logikken. Noget andet er realiteten. Ét er, hvad kravet om religionsfrihed implicerer med hensyn til, hvilken plads religionen bør indtage i samfundet. Et andet er, om religionen faktisk accepterer at indtage denne plads. Det sidste er ikke nødvendigvis givet. Religioner er forskellige. De er forskellige med hensyn til, hvor intimt de er knyttede til ydre ritualer, og med hensyn til deres mulighed for at acceptere et skel mellem religion og politik. Og dette er forskelle, som spiller med, når det skal forklares, hvorfor en rationel demokratisk samfundsorden lettere har kunnet finde fodfæste i visse dele af verden end i andre.

En væsentlig faktor bag udviklingen af de såkaldt vestlige demokratier har været, at man her – i kristendommen – havde at gøre med en religion, som i eminent grad er i stand til at tilpasse sig vilkårene i en rationel samfundsorden. Jesus gav ikke love for samfundets indretning; og han opfordrede den enkelte til at vise sin fromhed i énrum – alene over for Gud. Der er andre dele af verden, hvor det ikke har været muligt at skabe en tilsvarende samfundsorden, og hvor religionen står i vejen på en ganske anden måde. Måske stiller den politiske krav og kan derfor ikke acceptere en adskillelse mellem politik og religion. Så er konklusionen, at kravet om religionsfrihed har indbygget et dilemma. Hvorledes skal man forholde sig til en religion, som ikke kan affinde sig med den plads, som den bør indtage i overensstemmelse med kravet om religionsfrihed? Dilemmaet ligner det, som vi kender fra kravet om demokrati. Hvorledes skal man forholde sig til et politisk parti, som vil undergrave demokratiet?

Kai Sørlander er filosof og han definerer filosofiens opgave i sin bog »Det uomgængelige«

Dette indlæg blev udgivet i Filosofi/ Etik, Sørlander,Kai. Bogmærk permalinket.