Hvorfor ønsker en muslim, at leve efter de eviggyldige sharialove, som ufrie mennesker i et parallelsamfund?
af Kurt Charleman, psykiater
Det vil være nødvendigt, for at vende udviklingen mht. den stigende radikalisering, at man styrker udvikling af en personlig identitet og selvværd
Svarene kan findes ved at man anskuer islam som en “barnetro”, hvor man som et barn ikke skelner imellem tro og den skinbarlige sandhed.
Så det er alvor for muslimerne, når det istemmes at Allah er den største, og at alle skal frygte for hans dom, hvor ingen kan være sikre på ikke at ende i helvedets ild på dommedag.
Så frygten bliver som en drivkraft, når det gælder om at overholde Allahs påbud.
Frygt, og ikke mindst frygten for en overnaturlig krafts straf, er i sig selv en psykisk barsk oplevelse, også fordi frygt i sig selv har rod i medfødte instinkter eller dyriske drifter. Og den enkeltes frygt vinder tilmed genklang i familien eller klanen, hvor man lever tæt forbundne med hinanden i kampen for at overleve.
Frygtens tag i muslimerne forklarer også, hvorfor det er så vigtigt at ære Allah ved på mange måder, at vise ham sin hengivenhed.
Her kommer de daglige bønneritualer ind på en førsteplads. Under udførelse af perfektionerede afvaskninger, fremsigelse af de magiske ord på arabisk, som Allahu akbar, og sætninger fra koranen til synkrone kropsbevægelser, kan man ikke komme nærmere til Allah. Det forklarer hvorfor mange føler sig åndeløst henrevne i forbindelse med den rituelle praksis, samtidig med at hver en antydning af rationel tanke bliver totalt bortvisket af sindet. På den måde holdes forventninger med hensyn til at komme i Allahs paradis ved lige. Og da Allah styrer alt her i verden styrkes samtidig forventningen om, at han altid vil stå på deres side i kampen mod ydre fjender, og ikke mindst i en styrkeprøve mod de vantro, som man derfor har ret til at stille krav til og lyve overfor, når det gælder islams sag.
Vi ved, ikke mindst på baggrund af egen livserfaring, at frygt kan føre meget ondt med sig. Den kan afføde en skyld og skamfølelse, aflukkethed, afstandstagen og agresioner overfor de frimodige, og dertil en tvangspræget adfærd, hvor man gentager de samme perfektionerede handlinger, der kan give en forløsende fred, om ikke andet så for en stund.
I Islam er hele strukturen vel tilrettelagt til at rumme angstens dæmoniske kraft, og styre dens følgevirkninger. Det er hemmeligheden bag islams magt over det følelsesstyrede menneske
Det forklarer at holdningsundersøgelser af troende peger på, at den religiøse praksis er udtalt vanedannende, og for mange bliver til en ren besættelse.
Når man ser på mulighederne for at muslimerne ikke blot bliver integreret, men også assimileret, kunne man for det første våge sig ind på deres banehalvdel, og udfordre muslimerne med spørgsmålet om hvorfor deres gud er dømmende og straffende med sin helvedes ild, mens den kristne udgave af samme gud er kærlig og tilgivende.
Hvis den enkelte muslims frygt skal minimeres, må det utvivlsomt kræve et opgør med de islamiske kræfter, som hjernevasker ikke mindst børn og unge muslimer til at frygte og derfor adlyde Allah eller nedgøre de vantro
Dertil vil det være gavnligt for den enkelte, og samtidigt nødvendigt, for at vende udviklingen mht, den stigende radikalisering, at man styrker udvikling af en personlig identitet og selvværd, hvor man går fra at være følelsesstyret til at kunne resonere over livets muligheder, og dermed tage et personligt ansvar for sine handlinger. Denne lærings proces er i sig selv ukompliceret, og er en uundværlig del af enhver psykologs arbejdsredskaber.
Når en muslim har lært værdien ved at have en personlig identitet som sit omdrejningspunkt, fremfor blindt at rette sig efter ydre autoriteter, kan man tale om, at vedkommende er assimileret, og det uanset om muslimen ærer Allah og holder visse religiøse traditioner i hævd.
Bringes med forfatterens velvilje. September 2017